Når man ankommer til lufthavnen i Israel, er der ingen tvivl om, at man ikke længere er på dansk jord. Dette er tydeliggjort af den lange kø, der bevæger sig i sneglefart hen til de obligatoriske "hvad er dit formål med at komme til Israel" spørgsmål. Hvis man er heldig ligesom mig, er spørgsmålene hurtigt overstået, og man har nu fået et stempel, der giver én adgang til det hellige land. Adgang til et helligt land med kontroverser og en umiddelbar forståelse for, at man nu har truffet et valg, der betyder, at man med det selvsomme stempel, udelukker sig selv fra indrejse i andre nærtliggende lande, om dog kun for en periode.

Et kort besøg i de nok mest betydningsfulde byer i Israel; Tel Aviv og Jerusalem, vidner hurtigt om en meget kontrastfuld stat. Dele af Tel Aviv kunne være taget ud af en hvilket som helst sydeuropæisk by med et aktivt strand- og natteliv. Andre dele vidner om, at man ikke befinder sig i Europa, f.eks. når man bevæger sig ind i nogle af markederne eller ind i de industrialiserede gader bestående af mindre værksteder, som eksempelvis producerer træstole. Et industrikvarter er ikke i sig selv et særsyn, men placeringen, gennemsnitsstørrelsen på disse foretagende og den ringe transportadgang, får en til at stoppe op og kigge en ekstra gang. Dertil er kontrasten mellem højhuse og gammelt europæisk inspireret byggeri indenfor samme synsvinkel også noget, der kan få en til at åbne øjne lidt mere op og suge de anderledes indtryk til sig.

Anderledes indtryk må siges at være, hvad man får, når man bevæger sig ind i den gamle by i Jerusalem. Indenfor muren, som indrammer dette religiøse centrum, befinder man sig i en verden, jeg ikke har oplevet lig andre steder. En verden hvor biler ikke hører hjemme og lag af bygninger viser sig, når man bevæger sig ind i dens labyrint. Indenfor kort rækkevidde findes nogle af de mest hellige steder for dette miks af religiøse retninger med udgangspunkt i Islam, Kristen- og Jødedommen. Dertil findes det Armanske kvarter, et mere subtilt område, hvor dette forfulgte folkefærd lever, uden at meget opmærksom drages til dem. De tydeligt markerede religiøse kvarterer betyder, at man i det ene øjeblik befinder sig foran en synagoge omgivet af mennesker overvejende iklædt sort tøj, hvid skjorte og den genkendelige kalot, og det næste øjeblik, er man blandt mandelige muslimske handlende, hvor den manglende kalot og de tildækkede kvinder vidner direkte om et andet religiøst tilhørsforhold. Som turist, og uden det store religiøse tilhørsforhold, kan bevægelsen i de forskellige kvarterer synes umiddelbar, men et vidne om den klare deling bundet i religion, viser sig eksempelvis, når en sjælden jøde går gennem det muslimske kvarter holdende bedebogen i hånden og til tider læsende højt fra den. Et andet vidne om religiøs kompleksitet er den overvældende tilstedeværelse af uniformiklædte personer. Nogle af disse i gang med at aftjene deres obligatoriske værnepligt, som i Israel gælder for både hun- og hankøn, eller i aktiv tjeneste. Uniformen i sig selv er ikke det, der drager øjnene, nej det er det enorme gevær, som hænger ned af deres side. Et ambivalent materiel, der skaber associationer til både frygt og tryghed. Frygten hænger naturligvis sammen med konsensussen af nødvendigheden af denne overvældende tilstedeværelse, mens trygheden ligger i beskyttelseselementet. Den militære tilstedeværelse gør sig gældende, hvor end man befinder sig i Israel, men i Jerusalem synes den at nå uanede højder.

Også støjniveauet og den svære bevægelsesmanøvrering i Jerusalems smalle gader, synes at nå endnu uanede højder, når storhedstiden for dagens handler går ind. Omend det er krydderi, tøj, reparationsdele, religiøse genstande (hvilket, som for at minde en om, hvor man befinder sig, er tilstede i hobetal) eller en helt femte ting, man er på jagt efter, synes det at være klemt ind i dette forvirrende handelsmekka. Når det ikke er tid til at handle, vil lyden af forskellige kald til bøn lyde over hele området, og stilheden er efterladt til fordel for endnu en påmindelse om det religiøse centrum.

Religiøsiteten, helligeheden og de store kontraster vil efter noget tid rammer én dybere end det første turistmøde giver mulighed for, og det er i denne situation, man for alvor føler betydningen af, at man nu er i Israel. Et sted hvor man i et kan føle sig utroligt velkomment og utroligt fremmed. Shalom, velkommen til Israel.