Eller det er i hvert fald det indtryk, man kan få, når man følger udviklingen i Gaza og Sydisrael i denne november måned 2012. I den nordlige by Haifa, befinder man sig kun ca. 100 km fra Gaza og 60 km fra et af raketnedslagsområderne. 60 km lyder ikke af meget, når man tænker på, at det nogenlunde svarer til en tur fra København til Gilleleje eller fra Odense til Langeland, men i Israel kan det være en verden til forskel i disse dage. Og afstanden skaber distance.

Surrealismen over at befinde sig inden for landegrænserne af en optrappende konflikt, men stadig opleve en enorm distance, kan bedst beskrives i de daglige handlinger. Jovist nyheder følges mere intenst end normalt, samtaleemnet er blevet mere centret om noget specifikt, og en grad af usikkerhed og ikke mindst uvished strømmer gennem kroppen. Men samtidig afholdes fødselsdagsfester som normalt, og nogle bliver endnu fuldere end weekenden før, der bliver grint, danset og den umiddelbare hverdag er den samme. Der bliver handlet ind som normalt og også et besøg i den nærliggende nationalpark, kan det blive til, hvor alt volder idyl og lydene kun skabes af vinden, dyrene og en selv til forskel fra andre steder, der plages af sirener og raketter. Når dette er ens hverdag, hvordan forholder man sig så til et øget trusselniveau?

Svaret findes i de nævnte hverdagshandlinger, man fortsætter som normalt, det der skiller sig ud, er ens mentale beredskab, der er klart til at sætte i funktion hvis nødvendigt. Hvad der også følger naturligt er et behov for at forstå faktorende, der er på spil i den aktuelle konflikt. Der er den meget egocentret reaktion, der knytter sig til spørgsmål om, hvad dette betyder for en selv. Så jovist, det er stadig muligt at fortsætte dagligdagen i Haifa, men weekendens oplevelsestur måtte droppes og hvad med næste weekend? Når man oplever Haifa, indenfor en boks kaldet internationale studerende blandt unge mennesker, der (gudskelov) er uerfaren med alarmerende konfliktsituationer, vil man opleve mange af disse selvcentret, men med en menneskelig forståelse, måske naturlige reaktioner. Disse bekymringer bliver blandt nogle studerende udtrykt i forhold til de fortsatte muligheder for at fuldføre vintersemestret i Haifa, og hvilken betydning det har for den fortsatte akademiske karriere. Altså med en, bemærkelsesværdig eller ej, egocentrisme. Ofte samtidig eller hurtigt følgende får tankerne lov til at bevæge sig væk fra en selv. En øvelse der kræver mere af ens person, ikke mindst blandt ikke-konfliktvante unge, en øvelse i rummelighed og absorbering af betydningen af en sådan konflikt for det menneskelige liv. Her går tankerne ud til de civile mennesker, der er direkte påvirket. Den mor i Gaza og Israel, der har mistet sit barn, de mennesker, der i de seneste dage har måtte søge ly for raketter og granater, og den frygt og tæreren på kræfter konflikt, vold og springende bomber afføder. Det er i sådanne situationer, at man fristes til at tænke, at mennesket har så meget at lære endnu, hvorfor udsætter man ellers hinanden for denne grad af frygt og rædsel? Og netop civile er dem, der betaler den dyreste pris i denne konflikt, de betaler med deres liv og tab af kære.

Oven i alt dette, og i kraft af menneskelig og akademisk interesse, er der også en nysgerrighed omkring, hvad der ligger bag konflikten. Det gælder statslige interesser, det givne tidspunkt for konfliktoptrapning, de diplomatiske og strategiske valg, der træffes konstant og meget mere. Det fordrer et forsøg på at putte konfliktoptrapningen ind i en mere velkendt og studeret kasse, så der i en vis grad skabes en større forståelse (ikke accept) af de seneste dages handlinger. Det gælder betydningen af udviklingen for det israelske/palæstinensiske forhold generelt, og ikke mindst den Fatah ledede regering i Vestbredden, der tidligere på måneden meldte ud, at de havde planer om at ansøge FN om ikke-statsligt medlemskab. Det gælder forholdet mellem Israel og andre arabiske lande i Mellemøsten, en situation, der er præget af skrøbelighed, og spørgsmålet bliver så, om ballonen nu er sprunget eller om revnen igen kan heles, om ikke andet for endnu en periode af skrøbelighed men relativ stabilitet. Og så meget mere.

Desværre er den studeret kasse som først dukker op i mit hoved, som et forsøg på at rationalisere tingenes gang, ikke sindsoprivende positiv. Umiddelbart bliver politikken ført i henhold til realisme, og man kan få en følelse af, at man ser " the security dilemma" udspille sig for øjnene af en. Dette i form af tankegangen der hedder, hvis du sender en raket ind over vores territorium, så gengælder vi med fem, og behovet for at slå hårdt ned kan forstås i en ramme med Israel som en status quo stat og Gaza som en revisionist magtfaktorer. En tankegang og strategisk plan der gør det så meget sværere at se en ende på konflikten. Dog er det asymmetriske forhold mellem de to parter så åbenlyst og blandt andet er Gaza mål så nemme at ramme, at mere praktiske overvejelser kan spille ind på udkom. Igen står man tilbage med et håb om, at diplomati frem for bomber en dag vil vinde indpas som normen for løsningen af konflikter. En i øjeblikket utopisk tankegang men eftersom den er menneskeligt konstrueret, giver jeg mig selv tilladelse til at håbe (idealistisk) på en mulig forandring i fremtiden og inden for et kortere perspektiv, et stop af raket- og granatudveksling mellem Gaza og Israel.