Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme!
D. 19. maj
I dag kom Sophal og hentede mig om morgenen. Jeg blev kørt til et rejsebureau, hvor han havde købt en busbillet til mig til Kampong Chan. Han ville købe den for mig, fordi han ville få billetten til lokal pris, hvorimod jeg ville skulle købe den for turistpris. Her ventede jeg så på en minibus, der kørte mig til busstationen. Her blev jeg nærmest overfaldt af sælgere, der ville sælge frugt og brød, og på denne måde kunne jeg godt mærke forskel på Thailand og Cambodja. Min opfattelse er, at de er lidt mere desperate end thailændere. Men Cambodja er også et fattigere land jo - og mindre udviklet. Min bus var overraskende nok meget komfortabel. Sæderne var gode, kunne lænes tilbage, og så var der aircondition og et stort fælles tv. Jeg var bare rigtig træt, så jeg sov på hele turen. Så stod jeg af i Kampong Chan, hvor jeg blev hentet af en dreng på motorcykel. Han skulle køre mig til Chiro Village, hvor jeg skulle arbejde. Det havde regnet, så vejen (der jo bare var en sti) var virkelig mudret, og det var ret skræmmende at køre her. På vejen fik jeg dog set den lille landsby. De fleste bor i bungalowlignende hytter, altså hytter lavet af en blanding af bambus og træ. Det er meget primitivt, men meget interessant at se. Jeg var egentligt ikke overrasket over omstændighederne, men jeg tror, det er fordi jeg virkelig ikke havde forventet meget. Jeg kom så til det hus, hvor jeg skulle bo, og det var faktisk ret udviklet i forhold til de huse, jeg havde set på min vej. Desuden var der vestlig toilet og bruser, så det var en dejlig overraskelse, da jeg havde forventet squat-toilet og bucket shower.
I huset var der rigtig mange mennesker, og jeg blev taget pænt imod af Lynne - en anden frivillig fra Australien. Hun viste mig rundt og præsenterede mig for alle folk, så det var vældig fint. Der er et stort rum i huset, og "værelserne" i rummet er lavet ved at hænge store klæder op, der danner et rum. Mit værelse var i et hjørne af huset, hvor nogle bambustæpper var blevet lagt på bambusgulvet. Efter at have oplevet bed bugs var jeg faktisk rigtig glad for, at jeg skulle sove på gulvet. Der var hængt et stort myggenet op, så det var bare super. Derefter blev jeg vist rundt i området. Jeg så stedet, hvor jeg skulle undervise, og det var virkelig et sørgeligt syn. Deres skole, var for kun 2 uger siden blevet ødelagt af en stærk vind, så nu bliver børnene undervist under to huse. Husene her er bygget højt oppe på stolper, så under husene er der masser af plads, som folkene bruger til opbevaringsplads, til at have deres dyr under osv.. "Under-pladsen" ved to af husene bliver så brugt som skole, hvor der er sat stole og bænke op. Og for lærerne er der et whiteboard. Så det er virkelig virkelig primitivt, men helt klart bedre end ingenting. Siden skolen faldt sammen, har projektet, drevet af OBT (Organization for Basic Training), mistet rigtig mange studerende, hvilket er en skam. Tilmed har organisationen ingen penge, så foreløbigt ved man ikke, hvornår skolen kan bygges igen. Det var rigtig sørgeligt, men det er dejligt at vide, at folk stadig kæmper for at holde alting kørende, selvom det kan se helt håbløst ud. Efterfølgende mødte jeg alle de andre frivillige arbejdere. Der var seks allerede, da jeg ankom, men tre skulle afsted dagen efter.
Om aftenen fik jeg mit første autentiske Khmer (cambodjanske) mad. Det var rigtig lækkert og meget hyggeligt, fordi det fungerer således, at alle folk får en skål ris, mens al maden står på midten til fælles spisning. Der var virkelig meget mad, men vi var jo også mange mennesker. Om aftenen bliver generatoren sat til, fordi der ellers ikke er elektricitet her. Og så samles hele familien samt folk fra nabolaget for at se diverse shows og musik sammen. Det er virkelig hyggeligt, og selvfølgelig helt anderledes i forhold til i vestlandene, fordi de her virkelig værdsætter det 100 procent, når tv'et bliver sat til. Det er virkelig et højdepunkt for dem, og især børnene.
Omkring ni-ti-tiden blev generatoren slået fra og alle gik i seng. Jeg var virkelig glad for mit myggenet, for hold da op, hvor er her mange insekter. Og min myggespray er helt klart også uundværlig!
Det havde været en god første dag, og folkene her er simpelthen så søde.
D. 20. maj
På trods af, at alle folk står op omkring 5-6 tiden, således at der er meget støjende, gulvet vibrerer, hundene gør og hanerne galer, så sov jeg helt til kl. 9.00, takket være mine ørepropper! Slappede bare af og chillede med de andre. Kl. 13.00 tog vi alle i skole. I dag kiggede jeg bare på, så jeg kunne se, hvordan det hele fungerede. Børnene kommer ind på skift. Der er fire hold, hvor to bliver undervist under det ene hus, og de to andre under det andet hus. Så to grupper har undervisning fra 13 -14, og to grupper har undervisning fra 14 -15. Børnene har normal Khmer skolegang fra 7.00 -11.00 eller fra 13.00 - 17.00. Undervisningen gik rigtig godt, og glædede mig til næste dag, hvor jeg for alvor selv skulle undervise.
Efter skole tog vi over til den lokale "coffee shop", som egentligt bare er en familie, der har sat et bord op ved deres hus, hvor man kan købe kaffe og lidt snack. Efterfølgende tog de andre ned til Mekong River, mens jeg hjalp 'mother' (moren i huset) med at lave mad. Som dagen før, blev tv'et sat til, og så var der hygge foran skærmen, eller snak ude på balkonen. Frit valg fra alle hylder!
D. 21. maj
Skulle i dag undervise for første gang rigtigt, og det var super godt. Jeg underviste sammen med Ana fra Mexico. Fra 13 -14 havde vi første hold inde, som er de lidt ældre børn, og fra 14 -15 havde vi de yngre børn inde. Det er helt klart sværere at undervise de yngre børn, der ikke forstår så meget engelsk, men det er fedt at blive udfordret. Var rigtig glad, da vores timer var ovre, fordi det var gået så godt, og børnene er virkelig ivrige efter at lære. Så tog alle frivillige over og fik kaffe.
I dag var der desuden kommet en ny frivillig, nemlig Kate fra England.
D. 22. - 26. maj
Resten af ugen forløb således, at vi tog afsked med tre frivillige fra Tyskland i starten af ugen, og så forlod Kate, Erin og Kevin også hjemmet, hvilket er rigtig sørgeligt, fordi vi alle har haft det så godt sammen.
Allerede den 21. maj fik Ana og jeg at vide, at vi skulle begynde at undervise på Mother's skole. Hun er nemlig skolelærer. Så hver morgen fra 7.00 - 8.30 og om eftermiddagen fra 13.00 - 14.30, underviser vi hver vores klasse. Jeg fik helt tilfældigt de yngre børn, hvilket vil svare til børnehaveklassebørn, så det er virkelig en kæmpe, kæmpe udfording for mig, fordi børnene slet ikke kunne et ord engelsk, og desuden er der ca. 50 børn, hvilket jo slet ikke er optimalt i forhold til Danmark, og så er jeg alene om klassen. Men det er jo derfor, at jeg er her. Det er fedt at få en udfordring, og indtil videre er det virkelig gået godt. Fordi at Ana og jeg har skullet undervise på den cambodjanske skole, har vi jo ikke kunnet undervise for OBT, men det var intet problem, for der tog de andre frivillige over. Så mens vi har undervist på den cambodjanske skole, har de andre undervist for OBT's skole.
Den 23. var der bryllupsfest, hvor vi frivillige også var inviteret. Det var fedt at se, hvordan de fejrede deres bryllup. Vi ankom og blev taget imod af bruden, men ellers så vi ikke så meget til hende eller gommen. Vi fik god mad, og ellers gik aftenen med snak og dans, en masse dans! Til min store overraskelse blev der udover cambodjansk musik også spillet vestlig musik, så det var rigtig fedt. Arrangørerne havde lejet generatorer, således at der kunne være strøm hele aftenen. Efter en hel masse dans hele aftenen, tog vi hjem. Ana og jeg havde opdaget, hvor glad børnene var for at danse - især til vestlig musik. Derfor snakkede vi om at ville starte danselektioner for børnene. Nu må vi se, om det kan blive til noget. Vi bliver her jo ikke så længe igen, og tid spiller selvfølgelig en stor rolle her.
Ciao
- comments