Vi oplever det forunderlige, at dansk stadig driller mere og mere som tiden går - specielt formuleringen i skrift bliver sværere i takt med at alle samtaler - pånær selvfølgelig indbyrdes, selvom vi engang i mellem kommer til at tiltale hinanden på engelsk - alt vi oplever og ser, alle indtryk, er på "engelsk", and we often struggle with the danish translation and formulation når bloggen skal opdateres.

Som respons på et ønske om "fortsat god rejse til jer" i forbindelse med vores afgang videre, fra det eneste danske par vi sporadisk har talt med i snart 3 måneder, var svaret per refleks: "Thank you, you too"!
Og Chili forstår nu nok mere end hun forgiver; som da Heidi en aften bestilte: "A small french fries, please", hvortil Chili rettede: "nej nej ikke en lille - jeg er sulten"! Fanger en lokal hende i et godt øjeblik alene på terrassen med spørgsmålet "where are you from" hører vi på behørig afstand: "I'm from Denmark".

Når vi en sjælden gang - og det kan tælles på en hånd - har hørt dansk på gaden lyder sproget helt forkert i vores ører, og vi snakker efterfølgende om, om de virkelige var danskere...

Vores lille rejseselskab på 3 - en lille boble alene i verden - er sammen 24 timer i døgnet, hvilket selvfølgelig slider, og uundgåeligt fører til små gnidninger, men den uafbrudte sammenværd gør også, at vi ikke længere "kun" er en familie, men også 3 rejsekammerater som hver især kræver plads til egne behov og små særheder - men vores indbyrdes ønsker for dagen ligger heldigvis ikke ret langt fra hinanden.
Chili mangler måske lidt sit frirum fra sine forældre - og elektronikken hjælper med dette, når Anders And igen og igen kører over skærmen - så lukker Chili verden ude og er bare sig selv.
Sammen får vi en unik oplevelse - ikke kun de enkelte oplevelser undervejs, men også det bare at være sammen og være en familie på fuld tid i helt andre rammer end i hverdagen derhjemme, som uden tvivl gør familien endnu stærkere i den sidste ende.

Fra Ubud tog vores lille rejseselskab på 3 d. 1. november videre mod nord til 'Lovina' på Bali's nordlige kyst - på vejen gennem den frodige natur med masser af kokospalmer, hibiscus og bananpalmer, forbi lysegrønne risterrasser og over bjerge, gjorde vi et par holdt på vejen ; blandt andet ved templet Pura Ulun Danau i området Bedugul i søhøjlandet 1.308 meter over havet med mærkbar lavere temparaturer - som på en frisk dansk sommerdag. Pura Ulun Danau fra år 1.633 ligger ved den store sø Bratan, og er et vigtigt tempel hvor mange balinesere valfarter for at bede til vandets gudinde. Templet er et naturlig stop på sightseeingsruterne - og selv 5 safrangule buddhistiske munke måtte bøje sig og forevigede deres besøg med posering foran pagoden i søen.

Vi gjorde også et stop ved Gitgit vandfaldet, som falder fra 40 meters højde. Vi nåede Gitgit vandfaldet ved at gå ca. 1 km ind i skoven fra vejen syd for Lovina.

I Lovina fandt vi et rigtigt fint hotel - og her på nordbali bor man billigt, for prisen for et hotel med svimmingpool og et værelse som vender lige ud til pool'en koster ikke mere pr. nat end vi tidligere har betalt på de billige hostels og guesthouses. Et perfekt sted til afslapning i et par dage her på Lovina's strand, med dets sorte sand - farvet af den volkanske aktivitet på Bali.

Det skulle vise sig belejligt, at vi lige i de dage havde indlogeret os på et hotel, hvor vi kunne bruge dagene ved pool'en - for Heidi blev ramt af hård hovedpine, svimmelhed og feber dagen vi ankom, så mens hun lå i sengen kunne vi andre plaske rundt i poolen lige udenfor vores dør.
Med Heidis symptomer ringede der med det samme en alarmklokke: malaria?! Specielt efter en længere spadsertur den næste dag til byens ATM, hvor Heidi blev dårlig midt på gaden, og benene svigtede - og det netop indtagne vand og morgenens vandmelon pludseligt lå på vejen foran hende. Der var langt hjem til hotellet - og taxaer findes ikke, så vi stod længe i vejkanten inden vi fik prajet en 'bemo' - Bali's svar på en lokal offentlig transport i form af en gammel aflagt kassevogn - som transporterede os tilbage til hotellet. Symptomerne på malaria passede faretruende godt - og vi havde jo været i risikozone den sidste tid...
Efter et par dage var Heidi heldigvis igen ovenpå og frygten for malaria gjort til skamme.

En morgen stod vi tidligt op - kl. 6 tog vi ud med en lille udrigger fiskebåd fra stranden nedenfor hotellet. En af Lovina's største attraktioner er delfinerne i havet ud for, og de ses bedst tidligt om morgenen. Så mens solen begyndte at stige op bag bjergene, sejlede vi tre ud i den lille båd på et blikstille hav med fiskeren som kaptajn - og så gik jagten på delfinerne.
Ret hurtigt spottede vi de første rygfinner i vandoverfladen, og vores fisker fik os tættere og tættere på, så delfinerne til sidst sprang lige ved båden. Hele flokke med mange individer brød overfladen i legende spring.
"Oh my god - it was huge"! Heidi spottede pludseligt en gråbrun ø som ud af det blå kom op af havet, for efterfølgende igen at forsvinde så hurtigt som den kom frem. Vores fisker bekræftede: "Whale"!

Fra Lovina tager vi i morgen d. 4. november videre til 'Padang Bai' på Bali's østkyst... Første stop på vejen til naboøen Lombok og Gili-øerne.