At tage springet ...

Det er torsdag den 29. april og klokken er kvart i 6 om morgen. Astrid og jeg har sovet paa et billigt skod hotel i Thamel efter en ellers meget hyggelig dag med Pals.

Vi er 4 danskere samlet, Tobi, Laurens, Astrid og jeg og vi er alle traette og smadret. Det er alt for tidligt! Vi staar udenfor for Last Resorts kontor i Thamel sammen med en folk andre unge mennesker, baade nepaleser og turister. Alle ligesaa traette som os. En times tid efter befinder vi os i en bus med retning mod Tibet. 3 1/2 time efter stopper bussen, ca. 12 km. fra Tibets graense, og uden for Last Resort. Ingen vej tilbage... Vi gaar over en laaang haengebro og hvis man havde hoejdeskraek vil man ha svaert ved at klare turen (mor og Anton..), det er langt, langt ned. ca. 160 meter og der er herfra vi alle skal bungejumpe fra. Det giver en kindren i maven, men sjovt nok er jeg ikke bange. Det her skal goeres, isaer fordi vi paa platformen blaerede os med, vi skulle ud og bungejumpe fra verdens (naest) HOEJESTE sted.

Efter en lille velkomstdrink og vejning er der instruktion af hvordan et perfekt bungejump udfoeres ("walk like a pingwin, fly like a bird" (this is the bungejump/s word)). Instruktoeren er en stor muskeloes mand med hoej energi iforhold til os, der er lidt stille. De har jo proevet det mange gange foer og os 15 stykker er jo ingen undtagelse.

Ikke lang tid efter befinder vi os igen paa broen, men denne gang skal vi hoppe derned. Det er virkelig smukt med flod, bjerge og smuk groen natur og kigger man ned, kommer suset igen. Efterhaanden blir der faerre og faerre tilbage af os i gruppen paa broen, folk forsvinder ved at bungejumpe eller svinge sig ned. Nogle mere nervoese end andre. Pludselig er det mig og klar i hovedet bliver jeg sat ned, faar udstyret paa og blir filmet. Ja, har snart filmen med mig, der hopper i haanden, til dem, der ikke stoler paa mig :)

Husker instruktoerens ord, da han holder fast i mig, walk like a pingwin, fly like a bird. Kigger kort derned, men husker, at man ikke skal have hjernen med i disse slags tilfaelde. Pludselig overrasker jeg mig selv og hopper og foerst, da jeg er i springet, opdager jeg hvor sindssygt det er. Foeler mig fri som en fugl og det er en kaempe adrealinsus kroppen producere. turen gaar lidt op og ned, inden jeg hiver fast i en bambuspind og to soede energirige nepaliser hjaelper mig ned og faar alt udstyret af. Det her er ikke sidste gang! Hver 4. hop er jo gratis!

Efter en halv times trekkingtur op igen faar vi set vores film, vente paa de andre og til sidst slutter af med velfortjent frokost i laekre omgivelser. Vi er lidt smadret og stadig lidt hoeje over, vi egentlig gjorde det. det er ogsaa foerst nu, vi opdager, hvor seje vi er! Det skal ogsaa lige siges, at de to drenge var mere bange, end Astrid og jeg. Snak lige om det seje koen! Derefter gaar turen hjem den lange vej til Sankhu..

Ellers er vi i Sankhu igen, hvor der endnu engang er strejke (de maoister...), den nye konstituion bliver ikke faerdig til deadline den 22 maj, saa vi skal nok regne med et par ekstra fridage. Igaar var vi med familien en god vandretur (ca. 2 timer hver vej) til et lille flot tempel for fiskeguden. Der blev nydt spicy good picnic og det var saa varmt, at faren var soed at koebe vand til os. Den kommende weekend (7.-9.) er reseveret til Pals, der bl.a. gaar ud paa cykeltur i bjergene.. I hoerer mere! :)