Valparaiso

Kære alle sammen. Først mange gange undskyld for den lange ventetid siden sidste blog. Vi har mildt sagt haft meget om ørene, men nu har jeg fundet tid til at få skrevet lidt om vores oplevelser. Emma er lige et smut i Bolivia sammen med to veninder (hun vender tilbage om tre uger, sikkert med masse ting at tilføje bloggen) så nu må i nøjes med at få tingene fortalt fra min side i denne omgang.

Ja. Hvor skal man starte? Vi har jo snart været her i to måneder, så det er ikke fordi der ikke er noget at skrive om. Valparaiso er, kulturellet set, en ret fantastisk by, der altid summer af liv og sære påfund. Det er en by hvor jeg fundet mig en ret tilfredsstillende hverdag, som jeg jo kan beskrive til en start.

kl. 08.00-09:00:
For at gøre op med det søvnunderskud som jeg fik opbygget under min værnepligt giver jeg mig som regel god til at vågne om morgen. Efter et godt varmt bad, starter dagen enten med havregryn eller nybagt brød (som virkelig få en lækker skorpe i vores gasovn).

kl. 09:00-13:00:
Der er rigtig meget frihed i det her tidsrum og glæder om at holde sig selv i nakken for at få lavet noget. Det er her hvor jeg udfører det meste af mit selvstændige arbejde, som endnu engang er blevet muligt efter at min computer kom hjem fra reparation (en ineffektiv proces uden lige, men det er en anden historie).

Fra Libro Alegre har Emma og jeg en uendelig høj bunke børnebøger, som skal oversættes fra Dansk til spansk. Det er et meget sjovt arbejde, for mange af børnene er nogle fra vores barndom: Muldvarpen, der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved, Min Far, Kaj-bøgerne osv. Udover de flere hundred (hvis ikke tusind) bøger der er stablet op i bibliotekets baglokale og venter på at blive oversat, har jeg kastet mig ud i det ret omfattende projekt at oversætte Børnenes Verdenshistorie. Hvorvidt det kommer til at lykkes for mig vil tiden vise, men jeg håber det inderligt dels fordi det er en helt fantastisk bog, og dels fordi min kære ven Maja har gjort sig den ulejlighed at sende den herned efter at jeg glemte den i Aalborg.

Udover arbejdet for organisationen har jeg selv noget jern i ilden som skal passes. Onkel Morten og jeg arbejder blandt andet på at for udgivet Kolonien på Epsilon (eller frontpionerene som det også har heddet) hvis nogle af jer kan huske at jeg har trukket jer igennem dette brætspil?
Og så er der jo selvfølgelig skuespillet Fanget, Forfulgt, Fortabt, hvis manuskript forhåbentlig er færdig når vi kommer hjem igen.

Nogle gange hænder det også at vi holder fri, og tager til stranden for at bade og læse en god bog. Danm, Stillehavet er sindssygt! Bølgerne er på størrelse med en fuldvoksen mand, ja nogen gange højere, og når den først vælter ned over en har man ingen kontrol over hvor man havner. Det er fuldstændig som at være et lille barn ved Vesterhavet igen.

Kl. 13:00-14:00:
En hyggelig time som bliver brugt ved skakbordene i en af Valparaisos mange parker. Her er der en gruppe ældre herrer som fordriver tiden med dette ældgamle spil, og som heller end gerne vil have muligheden for at tæske en ung Gringo.

Kl. 14:00-18:00:
Det er så her hvor den hårde del af dagen starter. Efter den vilde tur op af en byens højeste bakker, er vi i Montedónico, som nok er den mest marginaliserede del af Valparaiso. Her indgår vi i den daglige drift i Libro Alegres containerbibliotek, der ligger i den lokale sundhedskliniks baggård. Et meningsfyldt, men hårdt arbejde. Mange af børnene er ret vilde, og vi skal hele tiden holder øje med at de ikke gør skade på hinanden og sig selv. Man lærer hurtigt at have øjne i nakken.
Der var for eksempel et tidspunkt hvor jeg malede nogle lister sammen med en værkstøjsglad dreng, der hedder Jerico. Da jeg løftede ham op for at han kunne male det sidste stykke, så jeg ikke på malingen i godt og vel 15 sekunder. Ikke særlig lang tid, men Aljonso skulle heller ikke bruge mere for at nå at stjæle bøtten og løbe halvvejs gennem biblioteket imens han hældte en liter hvid maling udover sig selv. Lad mig bare sige at det er sjovere at se tilbage på nu, end det var i situationen.

Kl. 18:00-20:00:
Efter at biblioteket lukker kl. 18:00 er jeg begyndt på at hjem at give privattimer i matematik hjemme hos børnene. Det er det bedste tidspunkt på dagen. Dem jeg underviser har selv bedt om at få timerne, og selvom koncentrationsevnen ikke altid er lige god er viljen der. Og mange af dem er faktisk ret intelligente og lærenemme, de er bare virkelig dårligt uddannet. Ligegyldig hvilken klasse de går i, så kan de kun lægge sammen og i svag grad trække fra når jeg starter med dem. Men efter få timers privatundervisning kan de prøve kræfter med division og brøkker. Jeg ved ikke hvad det er de lærer i skolen, men matematik er det ikke.
Udover glæden ved at se børnene blive bedre, er det også meget berigende at se deres hjem og danne sig et billede af hvordan deres hverdag ser ud. Det gør det ofte lettere at forstå hvorfor et barn er som det er, og gør som det gør.
De fleste Chilener mener at jeg er vanvittig fordi jeg går frit omkring i denne del af byen, og det er ikke uden grund. Der er stor risiko for at blive rullet når man går omkring i det område. Jeg har også prøvet at blive stoppet op midt på gaden og blive kropsvisiteret for værdigenstande (de kiggede ikke i mine sokker hvor jeg har penge til bussen) men heldigvis er der ikke nogen der har villet prøve at slås med mig.

Onsdag og fredag aften er der dog ikke matematik undervisning. Her tager jeg til Plaza Victoria og mødes med de andre gøglere, for at øve og bagefter tage ud i lyskrydsene for at skrappe penge sammen. Det er meget sjovt, og har dannet en god platform for mange bekendtskaber.

Kl. 21:00-24:00:
Svarer på mail, arbejder en smule og ser krigs og zombiefilm.
Når Emma kommer hjem begynder vi nok også at se Desperate Housewives igen om aften imens vi spiser is. Et knap så mandigt ritual, men det er meget hyggeligt og jeg savner det faktisk lidt.. Så hende kæresten må gerne komme tilbage inden længe, synes jeg.

Det var meget kort sådan livet ser ud i Valparaiso. Der skal nok komme nogle mere uddybende indlæg inden længe, men nu vil jeg se at få lidt søvn.
Jeg savner jer alle sammen.

K.H.
Matthias uden Emma : (