Profile
Blog
Photos
Videos
Klokken 7.00 startede eventyret med en noget grå og kedelig bustur fra smilets by til djævleøens købstad. Derefter blev den videre rejsefærd peppet gevaldigt op, da vi blev modtaget med rød løber, røde roser og diplomer for at være de første passagerer til at flyve i det bevingede monster, Airbus a380, fra København til Dubai med plads til hele 615 personer. Flyturen var af de højere standarder, og den 6 timers lange flytur blev hurtigt slået ihjel med hjælp fra wifi, film og tv-serier. Vi landede om natten uden det store overblik, hvor vi hurtigt fik prajet en taxa mod vores hotel til en god nats søvn.
Vi havde oprindeligt planlagt at få må masse ud af næste dag og stå tidligt op, men pga. jetlag og rejsetræthed vågnede vi først klokken 13. Vi begav os derefter ud i byen og mod verdens største indkøbscenter, Dubai Mall, som rummer hele 1200 butikker, skøjtebane, akvarium osv. Desværre rammer vores forlængede mellemlanding sammen med Dubais nationaldag, hvilket betyder at alle emirater har en uges ferie. Derfor var der proppet med mennesker samtlige steder. Det fik vi især at føle, da vi ville se det berømte springvandsshow ude foran Burj Khalifa, hvor vi stod som sild i en tønde. Efterfølgende ville vi se, hvordan det emiratiske aften- og natteliv fungerer, og derfor tog vi ned på Marinaen og røg lidt vandpibe og hyggesnakkede.
Dagen efter startede vi med en tur til Miracle Garden, som er en enorm blomsterpark, men vi må nok indrømme, at vi ikke er de mest blomsterinteresserede drenge, selvom de havde nogle smukke pelagonier.
Efterfølgende lå vi og slikkede sol på stranden, hvor et vildt flyshow pludselig indtraf. 7 jetfly fløj indover kysten, hvor de skiftevis fyldte luften med søjler af røg i både rød, grøn og sort. Piloterne var vildt dygtige og portrætterede alt fra flag til hjerter. Aftenen gik igen med vandpibe og hygge på emiratisk maner. Fredag havde vi en rigtig drengerøvstur til et kæmpe vandland, hvor vi prøvede nogle vilde vandrutsjebaner. Blandt andet denne, hvor man i starten er helt oppe på 60 km/t.
På den baggrund håber vi, at vi er trætte og udmattede til den 13 timer lange flyvetur, som vi skal på klokken 2.00 i nat
Det generelle indtryk af Dubai er meget blandet. Byen er jo yderst flot og overdådig med en masse arkitektoniske vidundere, lækre biler og eminent vejr. Den er fuldstændig ren og pæn og infrastrukturen er fuldstændig i top. Men det er som om byen er for plastikagtig og opbygget på et grundlag som blot hedder penge, penge og atter penge, hvilket trumfer moral. Immigranter (hvilket udgør 90% af befolkningen) straffes med udvisning og efter Sharia-lovgivning, såfremt de melder sig ind i en fagforening, hvilket forklarer de kummerlige forhold størstedelen af dem lever under.
Nu venter vi på at se, hvad Sidney kan byde på af attraktioner.
- comments