Efter en skriveblokade der skyldtes
for mange interessante oplevelser, mennesker og steder er det på tide, I der går og tænker på hvad der sker i Asien, bliver fodret med et nyt blog indlæg. Nu er der jo også kun gået godt og vel halvanden måned siden det sidste... Hvis du allerede nu tænker, at det er du da sgu da egentlig ret ligeglad med, er det nok bedst du bare lukker siden ned og fortsætter med hvad du nu lavede af fornuftige ting på facebook, for det bliver en ordentlig mundfuld!

Det, at det har været lidt tørt på nyhedsfronten herfra, betyder ikke, at der ikke har været noget nyt at rapportere fra østfronten, tværtimod har det været svært at tage sig tid til at få alle oplevelserne ned på skrift!
Siden sidst har vi været i Goa & Mumbai, Syd- og Nordthailand, et kort stop i Laos og er netop landet i en af kommunismens højborge, vidunderlige og vanvittige Vietnam.
Da det ville være ALT for omfattende at skrive blog over alt det udestående, får I det kogt lidt ned, men det er svært at gøre ordentligt uden at fjerne essensen af det hele.

Da sidste blog blev afsluttet, sad vi i flyet på vej til Goa, uden helt at have sat os helt ind i hvad Goa er. Efter en behagelig flyvetur, hoppede vi ind i første og bedste taxa og råbte "Til Colva Hr. Kaptajn!". Goa skiller sig væsentligt ud fra resten af Indien, ved at være noget så familiært som kristen. Så i stedet for at have abe- og elefantguder i taxaerne, er de plasteret til med Moder Theresa. Altid rart at se et kendt ansigt!
Da vi kom til Colva endte vi hos John John, der kort sagt er røv sej. Hans Beach shack, Golden Rose, lå dog i den dyre ende, 30 kr. pr. mand for en nat, men det kompenserede han for ved at lave fremragende mad der blot kostede 15 kr. måltidet. Hvis nogen skulle overveje en tur til Colva, kan Golden Rose varmt anbefales!
Vi mødte to danske drenge, der også boede på Rosen, som havde leget lidt for meget kispus med Goas kraftige sol, den første dag de var ankommet, hvilket betød at de havde fået 2. Grads forbrændinger på skuldrene, og ikke havde været i stand til at lave andet end at sidde i skyggen i fire dage. Vi fik dog hevet dem med ud til et par øl da aftenen faldt på, hvor snakken pludselig faldt på myg og malaria som der åbenbart er masser af i Goa - en ting ingen af os havde været opmærksomme på, da vi hoppede på flyet fra Delhi til Goa. Vi valgte at gøre, som man gør i en hver situation, hvor man bliver taget på sengen - vi spurgte Google. Efter lidt søgen frem og tilbage, blev vi enige med os selv om, at det nok ville gå hvis vi lod malaria pillerne være i tasken, og sørgede for at kaste om os med myggebalsam.
Dagen efter vores ankomst kom de svenske piger der er nævnt i forrige blogindlæg, og de næste dage blev brugt på stranden, at sippe lassis og bare nyde livet. Efter et par dage, havde vi set nok af Colva, og besluttede os for at drage mod Goas perle - Palolem. Palolem ligger i den sydligste del af Goa, hvor der er skruet ned for fest niveauet og antallet af indiske/russiske turister, men tilgengæld er der skruet op for lækre strande og de gode vibes. Her endte vi med at bruge størstedelen af tiden i Goa, hvilket ikke mindst skyldtes at vi mødte fire af de sjoveste københavnere vi har mødt længe - drenge, hvis I læser det her, ses vi på Basen til de øl vi skylder jer til sommer!
Efter en god håndfuld dage i Goa, tog vi natbussen til Mumbai for at tage flyet videre til Thailand. Mumbai er meget ulig de andre indiske byer vi besøgte, flottere arkitektur, charmerende, og med en hamrende tiltalende atmosfære. Dagene her blev brugt i selskab med nogle nordmænd vi havde mødt de sidste dage i Goa. Klart et besøg værd!
Efter et par dage i Indiens Paris, hoppede vi på flyet til Bangkok, hvor vi havde vores første oplevelse som couchsurfers.

Vi mødtes med vores vært, Job, og kørte hjem til ham. Job er 23 år gammel, arbejder i hæren (som violinist), har en stor samling af bamser (pikachu inkluderet), har et Lilo og Stich ur, elsker sko, hans yndlings skuespiller er hende kvinden i Mr. & Mrs. Smith (Angelina Jolie, hvis nogen skulle være i tvivl), hans yndlings musiker er Celine Dion, har en samling af hudprodukter der ville gøre Ole Henriksen misundelig, bogstaveligt talt lettere løse håndled når han går - og han er skæppeskøn. Vi brugte en håndfuld sjove dage i Bangkok med ham og hans venner, på sightseeing, visum til Vietnam, en fest eller to og på at surfe gadekøkkener hver dag.
Herfra gik turen syd på, nærmere bestemt Koh Tao - Thailands dykkermekka. Vi tog vores Open Water certifikat her og havde egentlig ikke planer om at ofre mere tid eller flere penge på dykning, men efter at have været nede på 18 meter, var vi begge enige om at det ikke var nok, så vi besluttede os for at gå videre med det og tage Advanced Open Water, hvilket viste sig at være en glimrende ide, da det videregående hold kun var Simon, undertegnede og vores über cool israelske instruktør, Poli. En stor oplevelse, særligt at dykke om natten, og vi ser frem til at dykke på Borneo og Zanzibar!
Dernæst kom Full Moon party ugen der blev brugt på Koh Phangan, og hvilken uge. Full Moon er klart et begreb vi burde indføre i Danmark, med alt hvad det indebærer af billig buckets, vilde opvamnings koncept fester hver aften, og selvfølgelig eskaleringen der finder sted når månen er kugle rund!
Full Moon kan bedst beskrives med et citat fra en vores hollandske venner, Timo: "Probably the best night of my life!" Det var intenst, det var vildt, det var fra solen gik ned, til længe efter den stod op igen.

Da det thailandske nytår nærmede sig med hastige skridt, og vi havde hørt at Chiang Mai skulle være STEDET at være til dette, hoppede vi på den første og bedste færge til fastlandet, og rejste mere eller mindre direkte til Nordthailand med et enkelt stop i Bangkok (vi havde et ping pong show der skulle krydses af vores bucketlist). Chiang Mai er den næststørste by i Thailand, og fra den 12-15 april er byen én kæmpe vandkamp. Vi fejrede den på ægte thai manér, da ejeren af vores guesthouse Jefby, inviterede os med ham og hans familie ud i deres Pick up truck. De første par dage blev derfor brugt på at køre rundt og kaste spande med vand på alt der bevægede sig, hvad enten det var scootere, børn, gamle, ind i biler der ikke havde fået rullet vinduet op, eller folk der rendt rundt i deres stiveste puds med mobiler og kameraer i hånden, mens vi drak hjemmebryget ris whisky. Nu tænker nogen måske "hvad så med chaufføren, han må da synes det er kedelige at køre?", men bare rolig - han drak også sin del af ris whiskyen. Efter tre våde (på mere end en måde måde) dage kunne vi konkludere at thai nytår er uendeligt meget sjovere end det vestlige nytår! Den sidste dag i Chiang Mai stod på river rafting, elefant ridning og jungle trek, hvorefter vi tog længere nordpå, nærmere bestemt en lille bjerglandsby kaldet Pai.

Pai er en hyggelige lille by, men eventyret ligger i at leje en scooter og køre rundt i de omkring liggende omgivelser, der er præget af bjerge, kløfter, grotter og vandfald. Vi boede på det bedste og mest sociale hostel i hele sydøst asien, Spicy Pai, og fik hurtigt et par ekstra mand koblet på vores allerede eksisterende gruppe af mennesker vi havde mødt i Chiang Mai.
Efter nogle dejligt afslappende dage i Pai, tog vi den langsomme flodbåd ind i Laos, med Luang Prabang som endelig destination. Ved grænsen til Laos fik nogle af drengene sig noget af en kold dukkert, da det stod meget tydeligt på et skilt, at havde en udlænding sex med en lokal fra Laos, ville vedkommende få en bøde, og blive deporteret direkte til eget hjemland!
Selve bådturen tog to dage med et stop i en lille søvnig by ved navn Pakbeng. Vi havde alle seks forventet at vi blot skulle finde det første og bedste guesthouse og derefter knalde brikker, men Pakbeng viste sig at have mere at byde på end som så...
Næste morgen ventede en længere bådtur, så ni timer og et par valium senere, var vi fremme i Laos' mest hypede by rent kulturelt, Luang Prabang. Luang Prabang er primært kendt for templer og vandfald og i 35 graders varme, var det indlysende hvad der lokkede mest. Vandfaldet viste sig at være stort, azurblåt, og skægt som bare fanden.
Da vi havde brugt et par dage i Luang Prabang tog vi til sidste destination i Laos, Vang Vieng, den mest atypiske fest by i verden. En lille, søvning landsby i Laos, der er forvandlet til et samlingspunkt for vestlændinge der vil tube, feste og drikke whisky der bogstavligtalt er billigere end vand. Morskaben har dog også en bagside, da 30 personer omkom i denne by sidste år, og mindst 10 gange så mange kom mere eller mindre alvorligt tilskade. Efter to dages tid havde vi fået det ud af Vang Vieng som man kan, og ærligt talt har jeg ingen anelse om hvordan man kan blive der i flere uger, ja måneder, som mange gør. Vang Vieng er FUBAR - f***ed Up Beyond All Reckognition, og vi forlod stedet med kurs mod Vietnam, med et smil på læben, og nogle sjove dage pakket ned i OXO rygsækken.

Første udflugt i Vietnam var en trekking tur i Sapa. Sapa er et bjergområde i nordvietnam, der helt afgjort er en af landets kronjuveler. Selve landsbyen har ikke meget andet at byde på, end lokale kvinder der prøver at sælge hvad end de har; armbånd, hatte, dyr, ja selv deres børn "You married? I have daughter. She 22 and very beautyful. You wanna meet her?", men så snart man kommer væk fra byen, befinder man sig i et fascinerende landskab der er domineret af bjerge, dale, rismarker, floder og bitte små landsbyer. Vi overnattede hos en lokal familie i deres hjem, og trekkede tilbage mod Sapa for at tage natbussen tilbage til Hanoi, hvor vi skulle nå en bus næste morgen mod Halong Bay.
Halong viste sig at være lige så storslået som forventet, og det skadede bestemt ikke at den båd vi havde booket var gået i stykker, så vi blev opgraderet til en båd der normalt koster $250 per nat - score! I stedet for at tage en af budget turene der i følge rygterne (og efterfølgende har vi flere gange fået bekræftet disse) er fyldt med gamle mennesker og nyforelskede par der går i seng kl 21, havde vi valgt at give lidt ekstra for turen vores hostel arrangerede, og var dermed garanteret en tur fyldt med unge mennesker.
Turen var en blanding af svømmeture, lidt fest, kajakture, overnatning på en meget afsidig paradis ø dybt inde i Halong Bay samt et valg af en form for vandsport, enten tubing eller wakeboarding. Simon og jeg skrev os begge på wakeboarding, og ventede spændt mens dem der havde skrevet sig på tubing blev færdige. Ved et tilfælde var jeg med ude på båden og tage billeder, da en af pigerne pludselig ikke ville tube mere, og jeg så mit snit til at springe på en gummiring der blev slæbt efter en båd med 60-70 km/t. Fire personer tubede af gangen på to tubes, og jeg delte tube med vores guide, Steve, der lovede mig at han havde aftalt med kaptajnen at vi fik en ekstra hård tur. Det skulle vise sig at være en aftale der kunne have fået en fatal udgang. Før den sidste tur, ville en af de andre piger, Bex, gerne skifte tube, fordi hun tabte sine bikini trusser, på den tube hun sad på. Steve skiftede tube, og Bex kom over på min, hvorefter turen tilbage mod stranden begyndte. Vi kom meget hurtigt meget tæt på stranden, min tube væltede og da jeg kom op af vandet, hørte jeg som det første et skrig der har sat sig fast.
Den anden tube havde hamret ind i en båd der lå for anker med 60 km/t, og Steve lå livløs i vandet og blødte fra et stort sår i hovedet. Alle drengene strømmede til for at hale ham ind på land, og da han kom til bevidsthed, havde han ingen anelse om hvor han var, eller hvad han lavede. Han blev hastebehandlet på stedet, og derefter sendt afsted til nærmeste hospital, så hurtigt man nu kan, når man befinder sig på en tilfældig ø dybt inde i Halong Bay. Ulykken lagde naturligvis en dæmper på alle resten af dagen, indtil vi fik et telefonopkald fra ham selv, hvor han fortalte at han var ok omstændighederne taget i betragtning. At kalde det for et mirakel er en underdrivelse! Med den nyhed løsnede alle lidt op, og resten af dagen/aftenen endte med at stå i skærende kontrast i forhold til timerne efter ulykken, hvilket var lige i Steves ånd.

De sidste par dage er blevet brugt i Hue og Hoi An på Vietnams kyst. Hue er den gamle kejserby, og efter en solid gang sight seeing med nogle englændere vi delte dorm med, lejede vi scootere og kørte mod stranden. Det var første køretur i Vietnam og bestemt ikke den sidste! I Vietnam er der umiddelbart ikke andre regler end at man sørger for ikke at ramme nogen, kører hvor man kan være og sørger for at komme af vejen i en helvedes fart hvis der kommer et køretøj der er større end dig selv. Og selvfølgelig går politiet meget op i at man har en "hjelm" der ikke er meget andet end en kasket på. Derudover kan du køre over for rødt, køre for stærkt, overhale indenom og skide højt og helligt på alt hvad der hedder vigepligt - så længe du gør det med hornet i bund!
Allerede dagen efter tog vi mod Hoi An, en lille søvnig skrædderby i midten af Vietnam, hvor vi mødtes med nogle venner hjemme fra, og brugte tiden på at lave jakkesæt og spise lokale delikatesser.
I skrivende stund er vi på vej ned ad kysten med Saigon som endelig destination, før vi flyver videre mod Borneo hvor der forhåbentlig venter dykkereventyr ud over det sædvanlige.
Jeg er udmærket klar over at det var en ordentlig mundfuld, og er du kommet helt hertil, er du velkommen til at skrive en besked i min indbakke på face eller mail - så giver jeg en lunken Slots på Roskilde..
Cheers!