At glæde sig rigtig rigtig meget til noget, kan også vise sig at være den største skuffelse man bestemt ikke havde set komme. For da jeg kom frem med flyet til Wellington, hvilket gik ret smertefrit, ringede jeg til Emily (udviklingsstudenten) uden svar. Og jeg blev ved med at fortælle mig selv, at der måtte være en grund til at hun ikke tog telefonen, for 4 dage for inden, virkede hun nemlig som om hun glædede sig lige så meget som mig til at se hinanden. Og det var netop også derfor jeg nemlig blev endnu mere skuffet, da hun så i løbet af de næste 3 timer blev ved med ikke at tage telefonen, eller at ringe tilbage.
Før jeg tog fra Danmark, havde vi også snakket sammen over Skype et par gange, mailet og skrevet beskeder på Facebook til hinanden begge med samme entusiasme. Og jeg havde løbende haft holdt kontakten med hende, og hun svarede jo også som jeg havde forventet. Og det havde ikke været nogen tegn, overhoved, på at det skulle vise sig at tage den drejning det tog.
Men da hun som sagt ikke var til at få fat på, den eftermiddag da jeg ankom i Wellington, og jeg efter 3 timers venten på et universitet, hvor jeg havde kunne finde varme og en god sofa at vente i, besluttede jeg mig for at finde et sted at sove, og så gribe sagen an morgenen efter.
Og da jeg endelig fandt et sted at sove, og blev indlogeret, slappede jeg bare af resten af aftenen foran internettet, hvor jeg da os lige skrev en besked til Emily, og prøvede at ringe et par gange mere. Dagen efter stod jeg op, og skiftede hostel, da jeg  havde et rabatkort til YHA hostelet der lå lidt længere nede af gaden. Forsøgte nemlig at spare pengene, da Emily havde lovet mig jeg kunne bo hos hende i de dage jeg var i Wellington. Og af den grund bookede jeg heller ikke mere end 1 nat af gangen, da jeg jo ikke ville være bundet til at skulle bo der mere end en nat når og hvis jeg fandt Emily i løbet af dagen.
Så da jeg havde fået booket en nat mere på det andet hostel, og fået anbragt min bagage i et rum indtil mit værelse blev klart, havde jeg en plan om at besøge alle de Universiteter der var i Wellington. Hun havde nemlig for et halvt år siden havde fortalt mig at hun studerede noget design og produktion af møbler, hvilket gav mig en ledetråd til at finde hende (hun havde på nuværende tidspunkt ikke ringet tilbage, og jeg kunne stadig ikke få fat på hende). Og som dagen gik, og at der blev mindre og mindre universiteter at finde hjælp på, blev jeg også mere og mere træt, for jeg havde alligevel gået ret langt den dag. Og ved dagens ende var jeg ikke blevet nogle betydningsfulde informationer rigere, der kunne lede mig til hende. Så jeg besluttede mig at gå hjem og få slappet af, for jeg var virkelig blevet træt på daværende tidspunkt. Og jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle fortsætte min leden. Men da jeg kom tilbage viste det sig da jeg snakkede med min kæreste at hun havde hendes adresse fordi hun havde sendt et brev ned til mig. Og så blev det hele meget nemmere. Så jeg gik over til hendes adresse, og fandt den endelig også efter en lang gåtur, men dog uden nogen hjemme. Så jeg blev bare sat over for en ny udfordring. Den eftermiddag efterlod jeg derfor et brev hvor jeg havde skrevet lidt surt at jeg var skuffet over hende, men at jeg, om hun ville se mig eller ej (for jeg havde jo ikke hørt noget fra hende) kom om aftenen i et bestemt tidsrum. Og efter jeg havde spist til aften, og sovet lidt inden da, gik jeg igen op til hende, denne gang endelig med resultat. Hun var nemlig hjemme med de 2 andre veninder hun boede sammen med, og den aften hyggede vi os da også i 3-4 timer inden jeg gik hjem. Men undrede mig måske lidt over at hendes veninder viste mere interesse end hende selv. Og ud over det skulle jeg også kæmpe lidt for at holde samtalen i gang. Så det var lidt akavet, men alligevel os 2 år siden man havde set hinanden. Men efter vi havde hygget os, jeg havde fået Katharinas søde brev, og vi havde aftalt at komme på Facebook aftenen efter på et aftalt tidspunkt, så vi kunne aftale hvad vi skulle lave de kommende dage var jeg da også forhåbningsfuld. Det viste sig så at hun havde været på arbejde da jeg ringede første gang, og at hun sov da jeg ringede de andre gange, og at hun ikke kunne sende eller ringe tilbage til mig. Så det forklarede lidt det jeg havde været lidt irriteret over, men tog det rimelig let. Jeg blev dog ikke tilbudt en soveplads som vi havde snakket om. Så der var mange skuffelser. Men klar til at snakke med hende aften efter det var jeg, og jeg havde os en fantastisk dag alene i Wellingtons vildt flotte museum dagen efter, det irriterende den dag var at jeg skulle skifte hostel igen, da der ikke var plads på det jeg havde sovet på den pågældende nat. Så jeg kom tilbage på det jeg havde startet på, og besluttede mig at booke 3 nætter og så få bestilt Kiwi Experience bussen videre om søndagen, så jeg fik planlagt min videre tur, og fik lidt orden på min hverdag.
Om aftenen aftalt tidspunkt kom jeg så på Facebook, igen uden nogen Emily. Så denne gang skrev jeg ikke til hende, men besluttede at hun kunne henvende sig til mig nu hvis vi skulle ses mere inden jeg tog videre. Så meget følte jeg heller ikke jeg havde behov for at se hende, men det havde da været hyggeligt at hun havde kunne vise mig rundt i hendes by som hun også selv havde sagt til mig et halvt år forinden. Men nu var min respekt bare ligesom opbrugt.
Så jeg gik bare rundt de følgende dage selv i Wellington, hvor jeg blandt andet så udsigten over Hovedstaden fra Mount Victoria, og så resten af de knap så charmerende hovedgader i den indre by, som for øvrigt ikke er særlig imponerende. Ret træls faktisk, når man tænker på det er en hovedstad. Der ud over så hyggede jeg mig ret meget med 2 drenge på 24, en fra Irland og en fra Holland, som jeg var i Biografen med en aften, og senere drak mig fulde sammen med, og gik på stripklub sammen med. Den aften havde vi sku en ret skæg aften fordi vi også havde fået selskab af en dreng fra New Zealand, som var lidt underlig (spiste gulerødder i biografen haha).
Dagen efter med tømmermænd havde jeg set Emily havde skrevet, men gad ikke rigtig virke interesseret, for det lød som om hun havde mere travlt med skolen og arbejde. Som hun egentligt havde sagt hun ville tage fri fra mens jeg var der. Men det viste sig nu også at være det sidste jeg hørte fra hende her. Og resten af dagene var vold hyggelige, da de 2 drenge jeg var lidt sammen med der i Wellington faktisk var ret hyggelige.
Men dagene gik jo ret hurtigt alligevel, og inden længe blev det søndag morgen hvor jeg skulle med bussen videre. Og så kan man jo sige man var det oplevelse rigere, med hensyn til alt det postyr.
Med bussen kørte jeg fra Wellington til Taupo, og gjorde et par enkelte stop på vejen der op til. Blandt andet tæt ved den nationalpark der hedder Tongariro Nationalpark. Der er en vildt flot nationalpark, med en vandrerute på 19 km, som jeg havde planlagt at tage ud på, da jeg havde hørt rigtig meget godt om denne. Der ud over, på vejen til Taupo, fik jeg også overbevist mig selv om at det var ved Taupo at jeg ville hoppe ud af et fly og gøre det man kalder at Skydive. Og det blev da også arrangeret hurtigt, inden jeg kom frem til hostelet. Jeg havde nemlig fået at vide at det var næsten perfekt vejr til at gøre det på dette tidspunkt den dag. Og hold kæft hvor var det en fed oplevelse. Det skal simpelthen prøves, for det er svært at forklare den konstante kilden man havde i løbet af de første 15 sekunder hvor man ikke rigtig havde opfattet med psyke og hjernen at det var sikkert. Samtidig med det, blev man jo lynhurtigt accelereret op til en fart på 250-270 km/t, og det var ikke før man havde en konstant fart at det ikke kildede mere. Og her efter var man bare overglad, og lavede en masse armbevægelser resten af det ene minut man var om at falde ned, indtil faldskærmen der blev udløst. Og at den blev udløst kan man rigeligt sige medførte at ens nedre grankogler blev opløst, for der strammede det da godt nok, da man blev bremset så kraftigt op. Men fedt det var det da, og udsigten var helt suveræn, da man hoppede ud over Taupo sø, som er verdens 3 største sø.
Da jeg kom hjem om aftenen, og fik indlogeret mig på et værelse, viste det sig at min rejse skulle blive udsat for noget jeg slet ikke havde forberedt mig på. Jeg fik nemlig at vide om aftenen da jeg ringede hjem for at fortælle om dagens flyudspring, at min Mormor var blevet indlagt på Gentofte hospital. Hendes tilstand var meget kritisk og var kommet uventet, og jeg fik at vide at hvis der var et lille håb, så var det et meget lille håb for at hun ville klare det. Og hvad gør man af sig selv når man er på den anden side af jorden, helt alene uden nogen man kender? I kan sikkert godt sætte jer ind i at jeg var helt fra den, og ikke kunne forstå nogen ting, da man jo var rejst fra en livsglad og elsket rask mormor på næsten 82 år inden man tog af sted. Og den aften samt nat var så frustrerende for mig og så surrealistisk. Det var som om ingenting længere betød noget, og at hele livet bare gik i stå. Og da jeg ringede om morgenen, hvor jeg jo havde planlagt en 8 timers lang gåtur, og fik at vide at min mormor ikke havde klaret det, blev jeg helt ude af den. Men tog alligevel på vandretur, for at få bearbejdet tankerne lidt, men hold da op det var en flad fornemmelse man havde. Ingen lyst til at rejse, eller se noget. Men måske derfor var det godt nok at jeg alligevel tog ud i vulkankrater og bjerge og blå søer, samt det bjerg hvor Frodo smider ringen i til destruktion. For at sidde der hjemme havde sikkert ikke hjulpet så meget. For på vandreturen var tankerne jo et underligt sted imellem følelser og oplevelser, så man fik det lidt i små bidder, og ikke bare det hele på en gang. Med hensyn til alt det med følelserne. Men bestemt ikke den bedste dag i hele mit liv.
Da jeg kom hjem om eftermiddagen fra vandretur, fik jeg ringet til kæreste, mine forældre og så Christina og Simone, som jeg havde rejst sammen med tidligere, for at få lidt hjælp og støtte. Og endnu senere på aftenen fik jeg et opkald fra forsikringen, som kunne få mig hjem til Danmark med afgang morgenen efter. Og selvom resten af aftenen gik mega langsomt, blev det jo alligevel hurtigt morgen, da man jo alligevel gerne ville hjem og være der med sin familie.
Det er jo egentlig ikke fordi man kan gøre en forskel, ved at komme hjem, men så alligevel. Det er svært at forklare, men ens mormor har jo betydet noget for en, og jeg følte ikke bare jeg kunne fortsætte rejsen. Man havde jo ikke lyst, og samtidig betyder min mormor også så meget for mig at jeg godt ville sige ordentligt farvel til hende, og nu hvor jeg sidder her i Danmark og skriver dette, så er jeg også mere end lykkelig for at jeg fik sagt farvel. Nu fortryder jeg i hvert fald ikke at jeg ikke tog hjem. Det skal jeg ikke bekymre mig om længere.
Men hjemrejsen begyndte som sagt, og startede med en lille flytur i et fly med plads til 17 fra midten af nordøen til Aukland. Og derefter gik det hjemad. Og jeg var hjemme om middagen dagen efter den 28 april.
Og i de sidste par dage, hvor alt det med min mormor er blevet overstået, har jeg nu meget mere lyst til at fortsætte min rejse, og jeg skal faktisk af sted her i morgen tidlig den 5 maj. Jeg har dog valgt ikke at tage tilbage til New Zealand, da jeg næsten var færdig med den del af min rejse der. Så i stedet tager jeg til Los Angeles, hvor mit næste stop er, og genoptager hvor jeg slap, så jeg kan få det sidste med på opleveren, som jeg havde glædet mig så meget til. Og jeg ser da også meget frem til denne sidste del.
Men det at være hjemme og se familien, og ikke mindst sin kæreste som man virkelig kunne fornemme gensynsglæden med igen var det bedste. Det er virkelig alt det som gør det værd at leve. Og så den danske mad selvfølgelig.  Man har virkelig fået at føle hvor meget alt det man har her hjemme samt maden og ens seng og hus betyder for en, så ikke for at sige man ikke glæder sig til resten af rejsen, men man glæder sig også nu til endeligt at komme hjem og igen lade der falde lidt ro over den lidt anderledes hverdag man har haft i løbet af den sidste 2 og en halv måned.