Hey igen der hjemme. For ikke at få det til at være alt for monotont
at læse min blog, prøver jeg lige at forklare buttonbus turen på en
anden måde. For på den tur så jeg virkelig meget forskelligt natur,
og ja hoved formålet med at være i New Zealand er jo egentlig også
for at nyde sig selv omgivet af den vildeste natur i verden som er her
nede.
Hvis man skal sige noget generelt om New Zealand, så er det at lige
så hurtigt som vejret kan skifte her nede, og det kan virkelig hurtigt
skifte, lige så ledes skifter naturen. Man kan det ene øjeblik kører
i en regnskov i bjergene og i det andet øjeblik vokser der ikke andet
end græs på bjergene. Og endda det næste øjeblik er der måske ikke
flere bjerge, og pludselig kommer de igen med de flotteste gletchere
der løber ned i en højde af 200 meter over havets overflade. Det er
virkelig vildt. Man blir seriøst forelsket i det her land, specielt
når man har mærket og fornemmet naturen på den måde jeg har på
dette tidspunkt. Det er svært at fortælle om naturen for det skal
bare opleves. Så se at få sparet sammen og kom af sted. Hehe.
Men i hvert fald på buttobus turen så jeg en masse flot og
forskelligt natur, som man også gør alle andre steder i New Zealand.
Men jeg springer over det med at forklare om den, for det beskriver
billederne, som jeg forhåbentligt snart lægger op, langt bedre. Men
turen helt ned Syd på foregik i en langt mindre minibus hvilket jo
også betød at der var færre passagerer med. Hvilket gjorde det
muligt at lærer de andre mennesker, der var med, langt bedre at kende
end foreksempel når man kører i en af de store busser med plads til
54.
Før jeg skulle afted havde jeg egentligt regnet med at det også ville
være en stor bus, men det var det som sagt ikke. Hvilket nok hænger
sammen med det man ser på turen ikke er noget særligt. Jeg var i
hvert fald ikke vildt begejstret nu her efter jeg er kommet tilbage.
Men selve turen tog 4 dage med 3 nætter, og der var inkluderet en
sejltur med buffet på Milford Sound, som er den flotteste fjord de har
i New Zealand.
Turen startede som planlagt også fra Queenstown med 8 andre mennesker,
og derefter kørte vi så til Dunedin, hvor vores første nat var. Her
så jeg blandt andet verdens stejlestes vej som var ca med 35%
stigning. Efter den nat der, og opholdet i en faktisk rimelig
charmerende by, med en masse flotte New Zealandsk inspirerede
bygninger, tog vi videre til Invercargill. På vejen gjorde vi et
morgenmads stop, men jeg havde jo som sædvanligt spist mine havregryn
hjemme fra (ellers kan jeg ikke holde mig ordentligt kørende) og
derefter et stop ved et fyrtårn, og en strand med en stor søløve
koloni. Det at iagttage dyrelivet på New Zealand er også en helt vild
fornemmelse, for det er alle dyr som for det meste kun findes nær New
Zealand. En helt speciel oplevelse i hvert fald. Efter stranden så vi
et flot vandfald, og en af de andre passagerer der var med, var 79 år
gammel, så jeg tilbød hende min arm at holde fat om, og det blev hun
glad for, og selvom det tog noget længere tid at komme ned til
vandfaldet var det det hele værd. For at hjælpe et gammelt menneske
der stadig tager rundt og ser verden er ret livsbekræftende, og hvis
jeg ikke havde hjulpet hende ville hun aldrig været kommet der ned
fortalte hun. Så der var jeg Mr hjelpsom. Tid sidst inden vi nåede
frem til Invercargill (verdens sydligste by) var vi inde et sted langs
kysten hvor de sidste yellow eye pinguins levede. Og vi var heldige at
se en. Så det var ret fedt. Ud over det så blæste det rigtig meget
lige ved den strand, så der fik man at føle hvor vildt vejret også
kan være, her omme på den anden side af jorden. Den samme aften tog
jeg og 2 andre fra gruppen ned på en bar og spillede pool. Og hyggede
os i et par timer der.
Næste dag tog vi videre op til Te Anau, hvor vi på vejen gjorde stop
ved en beton hval, nogle træer der voksede skævt fordi det altid
blæser kræftigt den samme retning i den by. Der ud over kom vi forbi
Mc Cracken's Rest. Som i os kan se på et af billederne. Og en af de
sidste ting lige inden Te Anau var at køre langs Fiordland
Nationalpark, som er lige så stor som Whales.
Te Anau er en by med 1500 indbygger der ligger op til New Zealands 3
største sø, med bjerge i baggrunden. Så jeg havde en flot udsigt da
jeg spiste min aftensmad til solnedgangen, og nød virkelig at være
afsted. Der er nemlig nogle tidspunkter hvor man nyder mere end
normalt at være afsted hjemme fra.
Om morgenen den 18 april var dagen vi ville komme tilbage til
Queenstown igen. Men inden da skulle vi først ned til Milford Sound og
på en 2,5 times lang sejltur ud gennem fjorden ud til det åbne hav.
Og vejen ned til Milord national park hvor fjorden lå i, var virkelig
flot. Nok noget af det flotteste jeg har set indtil videre. Vi kom
blandt andet forbi en stor slette hvor en del af Lord Of The Ring
filmene er blevet optaget. Og så blir man jo ret imporneret. Der ud
over så vi også nogle ret spetakulærer vandfald. Men det var
virkelig ingen ting i forhold til da vi kom ud og sejle, for
undervejs, hvor man sejlede mellem stejle bjergskråninger der stak op
af vandet, så man blandt andet verdens tredje højeste vandfald, og en
masse andre. Der ud over var udsigten bare fantastisk. Man kan slet
ikke forestille sig det, for det ser så meget anderledes ud fra hvad
man før har set.
En anden ting der var ret bemærkelsesværdig på den tur var buffeten
undervejs. For der var alt hvad man kan spise. Og jeg havde
"tilfældigvis" taget min tomme madkasse med, så den fik jeg hurtigt
fyldt, så jeg havde gratis aftensmad den aften. Sagen er når man gør
sådan noget, så føler man sig virkelig ussel, fordi det normalt ikke
er noget man ellers ville gøre. Men jeg fortæller jer det fordi jeg
vil prøve at få jer til at forstå hvordan det er at være
backpackere. Jeg er egentlig ikke særlig stolt over at fortælle det,
men i får det alligevel. For selv om man har rigeligt med penge, så
prøver man bare hele tiden at leve så billigt som muligt, så man kan
gøre flere ting underejs, eller at have flere penge når man kommer
hjem. Og der næst kommer, at når man har vendet sig til at få god
mad hjemme fra, og så tager ud og rejser uden køleskab og sit eget
køkken så får man ikke så meget forskelligt mad, som jeg også har
fortalt tidligere. Og i stedet så hamstre man bare hvis der er noget
som er gratis fordi det er så længe siden at man nærmest har glemt
hvad det vil sige at kunne spise normalt/forskelligt mad. Jeg havde
ingen anelse om hvad det ville sige ikke at have de faciliteter som
man normalt er vand til, før man selv har oplevet det på egen krop.
Og nu kan jeg sige at når jeg komme hjem, så ser jeg godt nok frem
til at have et køleskab og et lækkert køkken med skarpe knive og
gode gryder og pander. Så ved i det. ;-)
Da jeg om aftenen efter buttonbus turen kom tilbage til Queenstown,
skulle jeg kun lige sove en nat. Inden jeg dagen efter skulle med
bussen videre til Christchurch så jeg kunne nå mit fly. Og utroligt
nok så var pigerne i Queenstown den nat så vi havde en god solid
venne samtale, som bare fortsatte til kl halv 2 om natten. De piger er
sku vidunderlige. Man blir nærest gladere og gladere for at se dem
hver gang man mødes. For vi er sku helt som en lille familie når vi
mødes. Snakken kører nemlig bare.
Pigerne skulle egentligt også havde været med bussen dagen efter om
morgenen, men de var kun på ventelisten, og de fik desværre ikke
plads. Så jeg var bare mig selv uden nogen jeg kendte på den tur. Men
det gjorde mig nu heller ikke noget, for jeg var ret træt.
Da jeg om efermiddagen kom frem til Christchurch, fik jeg hurtigt styr
på det med transport til lufthavnen dagen efter hvor mit fly var, og
efter det nød jeg bare at slappe lidt af. For jeg har lavet så meget
her på det sidste. At jeg har brug for en uge hvor jeg bare slapper
lidt af og tager tingene stille og roligt. Så da jeg stod op den 20
april, næste dag og vidste jeg skulle med flyet til Wellington, og
ikke sidde i en bus 2 hele dage + en færgeovergang var jeg ret
positiv. Fyldt med ny energi, for jeg vidste at de næste par dage
ville blive fyldt med nye overraskelser og oplevelser. I Wellington
havde jeg nemlig planlagt at være i ca 5-6 dage, da jeg skulle ses med
den udvekslingsstudent som gik i min klasse i 2 g. Og det så jeg meget
frem til. Men skriver om min ankomst til Wellington og om mit ophold
her om nogle dage, når jeg har oplevet det først. Så indtil da må i
have det rigtig godt alle sammen. Venlig hilsen Sander.