Hey alle sammen. Jeg vil lige lade jer vide at jeg er kommet rigtig
godt til New Zealand. Det gik faktisk bedre end forventet og det var
en god sejer for mig selv. For jeg var lidt nervøs, nu da jeg var
alene, om jeg kunne nå at komme ud til lufthavnen, få pakket og
dernæst finde ud af alt det praktiske vedrørende flyvningen, så som
tjekke ind og alt det. Men det gik faktisk overraskende fint, og det
viste sig at jeg havde god tid i ude i Cairns lufthavn.
Da jeg kom ind i flyet og var på vej ned til min plads, og da der som
sædvandligt var kø ned til ens plads, faldt jeg hurtigt i snak med en
vildt flink stuard. Og det viste sig senere da han så hvor lidt plads
der var til mine ben, at han tilbød mig en plads lige ved siden af
businessclass. Så jeg havde vildt god plads med 3 pladser for mig
selv. Ud over det, fik jeg også langt bedre service end alle de andre
nær mig, som fx bedre høretelefoner og hjælp til opladning af
telefon også selfølgelig alt det med drikkelse og mad. Så i kan tro
jeg nød min mad og den film jeg så (Avatar) i aller højeste grad.
Helt klart 5 strerner ud af 5. Den bedste flytur nogen sinde, tak til
Air New Zealand.
Da jeg landede i Aukland, skulle jeg vente i et par timer, på mit fly
videre til Christchurch. Og da det var en indlands terminal var der
ikke noget at lave, så jeg gik hurtigt op til gaten, hvor jeg så der
var en lounge tilhørende Air New Zealand, hvor jeg først troede alle
der fløj med dem kunne gå ind. Men det tror jeg ikke man måtte. For
alt ting var gratis der inde, alt lige fra kager, vand, frugt og så
videre til aftensmad. Og alle gik klædt i businesstøj. Men jeg var
åbenbart bare heldig ikke at blive spurgt om adgangs ID og desuden
havde jeg også fint tøj på selv, så der var ikke noget der
indikerede over for andre at jeg havde mindre ret til at være der end
dem som sikkert betaler i dyre domme for at kunne slappe af lige inden
flyvning. Så det var ret afslappende for mig bare at kunne side og se
tv og spise de dejligste kager og frugt i den dejligste designer stol
inden jeg skulle flyve videre med mit fly til Christchurch.
Den næste flytur viste sig også at være god, selvom det ikke var det
samme venlige mandskab, men jeg fik åbenbart også en bedre plads end
standard her. Måske jeg bare har været heldig. Men i hvert fald,
efter en time og 20 min kom jeg frem til christchurch og var heldig at
min baggage var der denne gang. Der efter fandt jeg hurtigt, den nat,
en måde at komme ind til mit hostel, som jeg havde booket i Aukland
lufthavn.

Om morgenen efter flyturen vågnede jeg op til en utrolig dejlig by, i
hvilken jeg gik rundt i den følgende dag. Og hvad jeg virkelig godt
kunne lidt ved denne by var den flotte kirke, de gamle sporvogne som
stadig kørte rundt, de flotte huse, den botaniske park, klimaet og det
liv der var i byen. Alt virkede bare så idyllisk. Og senere, nu her,
har jeg så fundet ud af at New Zealand bare er et land man blir
forelsket i fra den første dag man er her. Alt er bare så flot og
alle bare er så venlige og samtidig er det stadig et civilliceret land.
Efter 2 nætter i Christchurch, og efter jeg havde fået ringet til
Kiwi Expereance (som er det busselsskab jeg skal køre rundt med her,
men det forklarer jeg om senere) får at booke min plads der, kom jeg
hurtigt i gang med min rundrejse her i New Zealand. Og siden da har
jeg været i Kaikoura, hvor jeg tog på en fisketur sammen med 4 andre
fra Kewi Expereance. På denne tur var man lovet at man ville fange
fisk (jeg fangede 9 dejlige orange skabninger), og samtidig med det
ville man også få en Crayfish (Hummer lignende dyr) med hjem til
aftensmad. Så i kan tro at den stod på rigeligt med fisk den aften.
Det gjorde dog heller ikke noget for det smagte virkelig godt.
Næste dag tog vi alle fra Kewi så videre op til Nelson (stadig på
den sydlige ø) og blev indlogeret på vores hostel hvor jeg planlagde
at være 2 dage. I Nelson gik jeg sammen med et par fra england og end
anden fyr ved navn Adam fra mit værelse, som jeg ret hurtigt var
faldet i snak med tidligere, op til et 360 grader udkigspunkt hvilket
var vildt flot.
Men med hensyn til ham her Adam så viste det sig at han var ret
interesseret i at gå rundt i mange af New Zealands nationalparker. Og
det var også en af de ting jeg hjemme fra godt kunne tænke mig at
gøre, så vi planlagde en 3 dages tur med 2 overnatninger op til
nationalparken Abel Tasman. Og heldigvis havde det lokale turistkontor
åbent påske søndag, og derfor kunne vi komme afsted allerede om
mandagen. Så det var vildt fedt at man ikke skulle vente en dag på at
komme afsted.
Og mandag morgen, efter vi om aftenen havde pakket hvad vi fandt mest
nødvendigt til vores 3 dages trekkingtur, hvor der ventede os 40 km
gang med telt og oppakning på ryggen, kom den bus vi havde bestilt. Og
efter en halvanden times tid kom vi op til bunden af nationalparken,
hvor vi skulle leje vores telt, og købe det mad vi STEN sikkert ville
få brug for. Da alt var pakket forsvarligt i rygsækken, gik Adam og
jeg afsted på en, hvad jeg ikke havde forventet, ville blive så hård
en tur som det viste sig at være. Man skulle nemlig tage højde for
tidevandet undervejs, hvilket gjorde at vi var nød til at gå 21 km
den første dag. Og det hele tog 8 timer og var virkelig udmattende,
fordi man skulle slæbe omkring 15 kg hver på ryggen. Og at vi ikke
havde noget liggeunderlag at sove på i teltet, eller vildt meget mad
gjorde det ikke ligefrem nemmere at restituere fuldt ud med kroppen så
man kunne blive klar til andendagen. Men ud over det var der vildt
flot på den første del af turen så man fik betaling på den måde.
Og noget andet og meget meget random/pudsigt var at jeg inde på ruten
mødte Tobias og Mads, 2 gode kammerater fra gymnasiet in The middle of
nowhere, og der var ingen af os der viste at hinanden var i New
Zealand. Rent tilfælde. Så dem håber jeg at se mere til senere, for
de skal nemlig samme vej som mig ned langs vestkysten.
2 dagen: Andendagen var streng. Vi havde dog kun 4 en halv times gang,
men ens hofter (grundet at det er dem man bærer sin rygsæk på)
føltes virkelig brugte fra dagen før, og grundet tidevandet havde vi
travlt, så jeg skyndte mig afsted, men det viste sig ikke at være
nødvendigt. Og det eneste man fik ud ar det var en konstant smerte i
hofterne i de 4 en halv time man gik den dag. Så det føltes vildt
dejligt da vi kom tidligt frem til vores campinglejer og kunne få
slået teltet op får derefter at slappe af med en god bog (tak til
Dorte Hammergren for det) for resten af dagen. Og ja den nat gik vi
også tidligt i sent, for man følte sig seriøst brugt i kroppen.
3 dagen og sidste dag: endnu værrere nat end den førte. Det var både
koldere, og desuden føltes jorden endnu hårdere at sove på end dagen
før. Så jeg blev glad da jeg i vågen tilstand hørte vækkeuret den
morgen og vidste jeg ikke skulle ligge ned længere. Og så er der
seriøst noget galt når man hedder Martin Sander. Men den morgen fil
vi hurtigt pakket tingene og slået teltet ned, så vi kunne passere
det enorme tidevandsområde der fra dagen før havde været dækket med
vand. Men om morgenen var det meste af vandet væk, men selv da vandet
var på det laveste kunne man ikke en gang komme over til den anden
side, uden at skulle have sine sko af. Men så fik man da vasket sine
fødder. Desuden var der vikelig virkelig flot ved det område, så da
vi kun havde omkring 2 timers gang den sidste dag, før vi ville komme
op til der hvor bussen skulle tages os op fra, gik vi stille og roligt
og nød udsigten. Samt det at man vidste der ikke gik længe før man
kunne komme tilbage til civilisationen og købe noget dejligt mad og
sove i en god seng igen.
Da vi kom tilbage til vores hostel, randte jeg ind i Christina og
Simone igen. Hvilket var vildt dejligt. For man havde helt vennet sig
til at leve sammen med dem fra tiden i Australien. Så vi fik lige
snakket lidt inden jeg skulle videre, og igen forlade dem, den næste
morgen. Men inden da havde jeg inviteret dem på hjemmelavede
pandekager, for jeg havde virkelig købt ind til meget dejligt mad den
dag, grundet at Adam og jeg var kommet tilbage for 3 dages
overlevelsestur.

Alt godt for nu, og de bedste hilsner fra New Zealand. Bliv endelig
ved med at skrive til mig her inde på bloggen. Det er nemlig så
rart. :-) se ya