Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag den 12/08-2010.
En hektisk afgang fra vores hotel i dag. Vi var i receptionen klokken 8 for at tjekke ud og havde planer om at nå noget morgenmad, inden bussen skulle hente os 8.30. Problemet var, at der kun var én mand til at styre både morgenmaden og receptionen, så der stod 5 mennesker og skulle have morgenmad og ingen til at lave det. Der blev kaldt på noget rengøringspersonale, som begyndte at lave morgenmad og vi nåede kun lige vores fordi bussen var 15 minutter forsinket. En smule kaotisk! Da bussen kom, viste det sig at være en minibus, som var proppet til bristepunktet med passagerer og kufferter. Vi fik to pladser og vores bagage blev smidt op foran. Et rum til bagage nedenunder bussen, kunne måske være en god idé! Vi kom dog helskindet til Halong bay havn, efter en noget heftig tur. Her kom vi på en båd, som skulle sejle os til Cat Ba island. Det gik hurtigt op for os, at det var en blandet omgang folk der skulle med. Nogle havde betalt for et lift til øen, nogen for en tre dages bådtur og nogen for en to dages. Det viste sig at komme til vores fordel. Vi endte nemlig med både at blive sejlet til først til Hang Dau Go (Cave of wooden stakes), som er en kæmpe grotte, der består af tre niveauer. Det var ganske imponerende at se sådan natur skabt "kunst". Næste stop på turen var en lille fiskelandsby, hvor vi, på en lille fiskerbåd, blev sejlet ud til en flot lagune, hvor vi fik mulighed for at bade. Denne mulighed benyttede vi os af, og hvilken fantastisk oplevelse! Resten af turen nød vi det smukke landskab med de mange flotte øer. Man må sige at vi virkelig fik noget ud af de 7 dollars vi havde betalt pr. mand, for at blive sejlet til øen. Dejlig oplevelse! Da vi kom til havnen på Cat Ba Island, blev vi, i bus, transporteret til den anden ende af øen (ca. 10 km), hvor bussen stoppede ved det hotel vi endte med at indlogere os på. Et ganske ok værelse på 6. sal og med den mest fantastiske hav - og bjerg udsigt! Vi undrer os fortsat over, at man kan få sådan en udsigt til kun 8 dollars pr. nat (ca. 50 kr.).
Da vi havde pakket ud, gik vi ned og fik vi lidt aftensmad. Vi havde i Lonely Planet læst, at der skulle være mulighed for noget klatring, hvilket vi meget gerne ville prøve, så vi gik på jagt efter noget der udbød det. Det var ikke så nemt, så vi endte med at spørge vores hotel, som henviste til et sted ved navn "Slo pony". Her fik vi arrangeret en bådtur, som inkluderede 1½ times kanotur + klatring. Inden vi gik op på vores værelse, købte jeg en øl, som jeg nød på balkonen i selskab med Kit. Aftenen sluttede af med en ben massage til Kit, så hun kunne blive klar til turen næste dag.
- comments