Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme!
Så skulle vi desværre forlade dejlige Queenstown efter 4 fantastiske dage. Vi tog afsted kl. 7.30 med en helt ny bus, hvilket betød, at vi fik en helt ny driver samt helt nye mennesker. Vi var begge meget meget trætte og havde tømmermænd fra aftenen før, så busturen på 8 timer syntes overhovedet ikke lang, da vi sov det meste af tiden.
Første stop var ved Cromwell, som vi har været ved før. Det var dette sted, at man kunne købe al slags tørret- samt frisk frugt. Vi orkede dog ikke at gå derind, så vi ventede i bussen. Derefter stod det på en lang bustur, inden vi nåede til Lake Pukaki. Det var simpelthen så smukt et syn. Vandet var fuldstændig lyseblåt, og ude i horisonten kunne man se New Zealands største bjerg, Mt. Cook. Her holdte vi i 15 minutter for at tage nogle billeder, hvorefter vi kørte mod Christchurch. Vi kørte nu igen et par timer, før vi stoppede ved dagens madstop - en lille by der hed Ashburton. Her købte Markus en lille sandwich, hvor Melanie bare spiste noget af vores brød - hun har jo overskredet sit budget. Efter 30 minutter skulle vi igen afsted på det sidste lange stykke mod Christchurch. Turen varede i alt ca. 8 timer og var for Markus en lidt lang tur. For Melanie var den ikke så lang, da hun som sagt sov næsten hele turen.
Endelig ankom vi til Christchurch, New Zealands næststørste by og sydøens hovedstad. Denne by blev for ca. to år siden ramt af et voldsomt jordskælv, som påvirkede byen meget, og hvor konsekvenserne stadig kan ses. Vi kørte med Kiwi bussen ned igennem byen, og her så vi gamle stenbygninger, eller nærmere det der var tilbage af dem. Man kunne næsten forestille sig, hvor voldsomt det havde været.
Vi ankom nu til vores hostel, og denne gang var det noget helt nyt. Vi skulle på på et universitets campus, hvor der blev udlejet nogle boliger til backpackers. Vi kom til at bo på tomandsværelse, hvilket nok ikke kommer til at ske igen, men det var godt, for så kunne vi få en ordentlig nattesøvn. Her på campusset vaskede vi tøj og slappede af. Kl. 20 bestemte vi os for lige at gå hen i supermarkedet, da det først lukkede kl. 22. Her fandt vi et kort frem og begyndte at gå, men efter 30 minutter fandt vi hurtigt ud af, at vi havde gået en kæmpe omvej. Vi nåede dog frem til supermarkedet, men til vores store skræk var det lukket kl 21, så vi var ca. 5 minutter for sent på den. Med en bitter smag i munden måtte vi gå hjem, og vi gik nu en ny vej for at komme hurtigere hjem. Dette skulle vi nu aldrig have gjort, for ingen af os kunne huske, hvad det hed, der hvor vi boede. Efter lang tids vandring fandt vi dog hjem, men der var klokken også blevet 22.30. Så kunne vi lære det! Vi havde nu været faret vild i ca. en time og et kvarter. Uden for var der helt mørkt, så vi var super glade, da vi endelig nåede hjem. Efter dette gik vi direkte på hovedet i seng! I morgen står den på sidste dag i New Zealand, hvor der ikke rigtig er lagt nogle planer.
Auf Wiedersehen!
- comments