Profile
Blog
Photos
Videos
Når, vi ankom til byen Uyuni i det sydlige Bolivia, hvor der ikke var en skid udover turistorganisationer, backpackers og støv. Byen er nemlig bindepunkt for de fleste "Boliviarejsende" der vil prøve kræfter med modernatur, og i naturens vold, kom vi da så sandelig også.
Vi blev i Uyuni samlet op af en Jeep, som skulle tage os og 4 andre karakterer med og afsted, sammen med ydeligere to jeeps af 12 personer.
En sjov skare af blandede nationaliteter: Australiere, Canadiere, Brasilianere, Englændere, Franskmænd, etc., hvor vi var klart de yngste og de mest uforberedte (hvad angår udstyr, Ikke gåpåmod).
Først drog vi til en togstationskirkegård, der under koloniseringen forsynede Spanierne med jern og guld.
Derefter mod den lille saltproduktionsby Colchani, som rent faktisk var lavet af salt. En lille tør lorteby, men enormt spændende at hører om, i sin erhvervsfunktionsproces, så længe man ikke skulle bo der.
Så tog vi ellers mod hvad der skulle være turens højdepunkt: Salar de Uyuni, verdens største saltlager på størrelse med Sjælland. Ubeskriveligt i sit endeløse format af azurblåhorisonter der spejler sig i det kridhvide, reflekterende salt, i en vinkel på 360 grader.
Efter et par timer på hvad der mest minde om Darth Vaders fødeplanet Tatooine, kørte vi til Inca Wasy, hvor vi blandt kaktusser, korallaguner og imponerende klippeformationer, spiste frokost.
Efterfølgende fulgte en lang tur til vores hostel for natten, gennem endeløse horisonter af sand, grus, sten og støv, kun forstyrret af sneklædte bjerge i det fjerne.
Aften blev brugt tilbagelænet med øl og hygge blandt vores nye kompagnioner, i den lille provinsby Agua Quisa.
Næste dag satte vi tidligt afsted mod Chiguanaørkenen, som er omringet af aktive vulkaner. Deres udbrud de sidste mange tusinder år, samt istider og kulde har været med til at skabe de fantastiske klippeformationer, panoramaviews og en natur af højst ubarmhjertige kår for hvert levende eksistens.
Kun lamaer og æsler var af repræsentanter fra dyreriget på hele turen. Jo, så var der et stort fugleliv, men de kan jo også bare flyve væk når det bliver for meget.
Efter mange timer i intetheden, hvor civilisation og byer var mange hundrede kilometer væk, kom vi til Laguna Colorada. Fyldt med tusinder af lyserøde flamingoer og farvet af røde alger, var den kilometer lange- og brede sø helt surrealistisk imponerende.
Ja, man skulle nok bare have været der. Det skal tillægges, at Mark og jeg faktisk var mere imponerede over klippeørkenerne og lagunerne, end den egentlige mainattraction: Salar de Uyuni (ikke at denne var en B-oplevelse).
Vi fortsatte 4.500 m op over havets overflade til Desert de Soleil, som var mere rå og barsk natur, og vulkaniserede klippe- og bjergformationer. Sidste attraktion på dagen blev Sol de Mañana Geyser, som ved vulkanisk pres og temperatur, piskede 300 graders giftigt gas ud fra afgrunden, intensivt, alle årets dage uden afbrydelse.
Efter en dag på farten kastede vi endelig anker på et hostel i over 5.000 meters højde. Her var blæst, ingen ilt og bidende kulde, men tilgengæld var der en naturlig varm kilde, springene fra undergrunden, der med sine 40 grader jog alt jammer og elendighed væk fra kroppen. Sådan brugte vi den sidste aften: i kilden med udsigt over verdens højstbeliggende ørken, mens solen bagede sine sidste rødglødende stråler og skygger over landskabet, kun for at efterlade os den mest uspolerede stjerneklarer himmel, fyldt med stjerneskud og torden i distancen.
Meget, meget flot og lækkert.
Sidste dag tog vi til en ørken, hvor Salvador Dali angiveligt fandt inspiration til flere af hans værker. Efterfulgt af en tur til Green Lagoon, fyldt med giftigt vand, påvirket af den 6 km høje vulkan Licancabur Volcano, der majestætisk stod plantet ved søens bred.
Her mødte også Argentina, Bolivia og Chile hinanden.
Trætte og fulde af oplevelser begynde vi på den lange tur tilbage til La Paz og efter 7 timer i Jeep til Uyuni og 12 timer i bus, var det endelig en realitet.
I La Paz, verdens højstbeliggende hovedstad, begynder vores kreative rejseråderum på ny.
Vi ramte La Paz igen d. 21/2, og det eneste vi har fast på programmet er at vi skal være i Cusco, Peru, d. 14/3. Det betyder 3 ugers vildfarelser, alternative oplevelser og busser mod nord, syd, øst og vest.
Præcist ved vi ikke hvad der skal ske, selvom vi dog har masser af idéer på nethinden. Til de nysgerrige kan nævnes : Sucre, Potosi, Santa Cruz, Coroico, Chucumani, Sorati, Copacabana (Lake Titicaca) og mere endnu.
Hvad der bliver endegyldigt,må vi vente med at se.
Sikkert er dog kun, at efter vi er ankommet til La Paz igen skal vi se byen ordentligt, også ud på den famøse og farlige route Yungas Road/Death Road der ligger op af klippesiden på La Paz, og kører om kamp med døden på mountainbike på den vej i verden flest mennesker har måtte lade livet.
Vi glæder os til at fortælle mere om La Paz og de kommende distinationer, men først og fremmest må vi bare håbe at vi er i live om et par dage.
- comments