Smukke farver, laekre strande, en stegende hede, en afslappende atmosfaere og et fantastisk folkefaerd. Indien er en oplevelse hver eneste dag, og jeg nyder alle de indtryk landet giver mig. Men selvfoelgelig ville jeg helst vaere fri for den fattigdom og noed der ogsaa er en del af Indien. Hver dag maa man - med lommen fuld af penge - afvise alle de tiggere der, med bedende oejne, spoerger efter lidt penge. Bag de fleste tiggere er der nemlig bagmaend, der tager stoerstedelen af de indtjente penge, saa Mie og jeg giver hellere hvad vi har af mad eller slik.
Vi bor i Goa, i en lille by der hedder Majorda. Her er naesten ingen tourister, saa det er skoent. IDEX-campen, som vi bor i, er et dejligt sted, hvor der pt. bor omkring 50-60 voluntoerer (vi er 12 danskere afsted sammen) - saa der er nok at snakke med. Vi faar ogsaa 'serveret' alle dagens maaltider her, hvilke altid bestaar af ris, boenner/linser, groentsager, fladbroed og frugt - og saa bare tilberedt forskelligt fra dag til dag. Saa indtil videre har jeg levet som vegetar, paanaer et enkelt stykke kyllingekoed en dag. De ansatte paa campen er alle rare mennesker - indere med lav social status, - som er med til at give en god stemning. Mine 11 andre rejsekammerater er ogsaa alle soede og spaendende mennesker, saa vi hygger os.
I hverdagen har vi jo skema paa, som begynder med yoga klokken kvert over syv hver morgen. Det er en haard, men god, start paa dagen. Herefter har vi - med baade indiske og danske laerere - undervisning i Indiens kultur, samfund og religioner. Samt hindi-undervisning, hvilket er rigtig fedt at kunne, naar man begiver sig rundt. De lokale bliver rigtig glade, og det er som om man vinder mere accept, hvis blot man er en smule hindi-talende. Udover vores undervisning paa campen, indeholder vores skema ogsaa spaendende ekskursioner. Ekempelvis var vi paa et plejehjem igaar, hvor mange af de aeldre havde spaendende liv at berette om, naar man slog sig ned og snakkede med dem. En dag var vi to og to ude paa forskellige projekter med andre voluntoerer. Mie og jeg var med ude paa Fisherman School, hvilket er en skole paa stranden for fiskernes boern, som ellers ikke ville gaa i skole, da foraeldrene har brug for deres hjaelp hjemme. Fiskerne lever under fattige vilkaar i deres smaa straahytter paa stranden, og mange af dem drikker, tager stoffer og slaas. Saa man kan ikke lade vaere med at faa ondt af boernene, naar man ser den skaebne de gaar i moede. Derfor er skolen en rigtig god indsats for at goere fiskerboernene klar til almindelig skole, selvom kun meget faa naar saa langt. Men bare een kommer videre i skole, er det det hele vaerd. Hele tiden oplever vi ting der saetter ens egne forhold i perspektiv, og hvordan kan vi vaere utilfredse med skolesystemet i DK, naar vi har boeger, stole, borde, og en bygning til undervisningen? Paa Fisherman School foregik undervisningen paa smaa sivmaatter i sandet, og undervisningen foregik med blyanter og arbejdsark, som de frivllige medbragte.
I weekenderne har vi fri, og i denne weekend er vi taget til en touristby, der hedder Baga. Mens jeg skriver dette, ligger jeg paa stranden i over 30 graders varme og nyder livet. Der er computere paa vores camp, men de gaar altid ud, naar man lige har skrevet en lang beretning, saa nu laver jeg en kladde, saa jeg er klar til at skrive den ind paa bloggen, naar vi er hjemme igen.
Men status er at jeg er rigtig glad, og at jeg oplever en overvaeldende venlighed hele tiden. En dag da de andre danskere var ved stranden (som ligger 20 min. gaaafstand fra campen), blev jeg hjemme for at faa lidt alenetid. Campen er ved at blive udvidet, saa der er konstant en tyve haandvaerkere som larmer fra syv morgen til elleve aften. Nogle af dem var denne dag igang med at male de koejesenge de ogsaa selv har skaaret ud og svejset sammen - flot arbejde, i oevrigt. Jeg spurgte om jeg skulle hjaelpe, og straks efter sad jeg med haenderne i en maling der lugtede af benzin. Den kunne umuligt vaere sund for huden, men jeg taenkte at hvis de kunne, kunne jeg ogsaa. Kort efter jeg var gaaet igang, skar jeg mig i fingeren paa en af de skarpe metalstaenger, og blodet stod ud. Jeg loeb ind paa mit vaerelse for at skulle haanden, me en af dem stod og kaldte mit navn gennem doerspraekken og jeg gik med ud, hvor 10 maend omringede mig - en med noget til at rense saaret, en med en klud til at stoppe blodet med, og en der fandt et plaster frem fra sin pung. De ville alle saa gerne goere hvad de kunne, og med deres hjaelp fik jeg ordnet fingeren, og kunne arbejde videre. Jeg endte med at sidde i solen og male i 5 timer, indtil de andre kom hjem fra stranden. Og selvom vi kun kunne kommunikere med de faa hindi-gloser og saetninger jeg kunne, var det en rigtig hyggelig dag. Desuden kunne jeg ikke faa mig selv til at stoppe, selvom jeg svedte saa det loeb. De her arbejdere lnokler nemlig roeven ud af bukserne, saa lidt kunne jeg ogsaa. Det var en dejlig dag, og jeg fik ogsaa den dag bekraeftet mit yndlingsudtryk; 'Indere er store mennesker i smaa kroppe."