Her kommer lige et blogindlaeg, som jeg har skrevet til campens blog. Den bliver opdateret hver dag, saa derinde kan man holde sig opdateret; http://ms-action.dk/blogs/globalplatformgoa
''Et (for) kort moede''
Efter en larmende nat med regn og torden, stod vi op til et usaedvanligt syn; en vaad Goa-camp i januar maaned. Alting var vaadt, saa vores yogalektion – som foregaar udenfor hver morgen – var aflyst, hvilket lige gav os en lille ekstra time at vaagne op i. Men vi havde en spaendende dag i vente, saa jeg tror ikke den var saa noedvendig lige netop idag. Efter morgenmad skulle vi nemlig to og to paa ekskursion til forskellige skoler og day-cares.

Mie og jeg skulle med nogle IDEX-voluntoerer til Fisherman School paa Colva beach, hvilket er en ’foer-skole’ for fiskernes boern, for at klaede dem paa til rigtig skole.

Den friske brise fra havet ramte os, da vi kom til skolen – hvilken er en lille hytte paa stranden, omgivet af mindre hytter, hvori fiskerfamilierne bor. Nogle boern kom loebende imod os, men de fleste skulle hentes ud fra deres hjem inden undervisningen kunne starte, og der kom undervejs flere til.

Det var en masse indtryk der ramte mig lige fra vi traadte ned i sandet, men pludselig stod vi alle haand i haand i en rundkreds paa stranden og legede en sang-leg. I min ene haand havde jeg en lille smuk pige, der med store oejne kiggede op mod mig, mens jeg i den anden havde en 13-arig pige, der foeltes dobbelt saa hoej som mig selv. Aldersforskellen paa Fisherman school er stor, men faelles for alle boernene er den tilvaerelse de er foedt ind i; et liv afhaengigt af indfangede fisk, og med den sociale arv som laenker. Derfor er det fantastisk at se hvordan en skole er oprettet for dem, og hvordan mange af boernene ivrigt forsoeger at loese de uddelte ark, mens de kaerligt laener sig over en med armen. En anden dejlig iagttagelse var ogsaa hvordan boernene noed den uvante opmaerksomhed fra os voluntoerer, og det at nogen kommer med et overskud og giver dem den opmaerksomhed, er stort i sig selv, synes jeg.

Pludselig sad vi igen i bilen og skulle vinke farvel til eleverne, hvilket var med en maerkelig foelelse; efter kun et par timer med boernene, foelte man allerede et behov for at komme igen og se de hvide smil der fremkom mellem alle de ’kedelige’ skoleark. Men som man maa acceptere utallige gange disse maaneder, skabes kontakt for derefter at blive afsluttet. Dette da Indien kun er vores hjemsted for en kort stund, og vi snart skal forlade det paa en gang fantastiske og frygtelige land igen – men heldigvis kan vi tage hjem med mindet om al den venlighed og varme folk har vist os.