Saa kastede vi os ud fra en haengende platform i 134 meters hoejde, hver med et meget tykt elastikbaand om foedderne. Det var den vildeste oplevelse at bungy jumpe og klart den fedeste vi har oplevet til dags dato. Vi har vidst vi ville goere det i 1,5 maaned nu, og det har vaeret svaert at holde hemmeligt for alle (i tilfaelde af vi ikke gjorde det alligevel).

Vi blev hentet i bus kl.13 og koert 40 min ud til en bungystation midt i bjergene. Det var en nervepirrende tur derud, men selvfoelgelig kom Chemical Brothers os til gode og reddede humoeret med "hey boy, hey girl". Da vi kom derop startede vi med at gynge paa verdens stoerste gynge (Nevis Arc, hvis nogle vil slaa det op og se hvordan det fungerer), hvor er 160 m over jordens overflade. Gyngeturen bestaar af frit fald og en 330 m gyngetur, og vi gjorde det for at forberede os paa den ultimative draeber: bungy jumping.

Da vi havde gynget tilstraekkeligt, tog vi svaevebanen over til bungyplatformen (Nevis Bungy Jump). Siden vi begge er forholdsvis lette skulle vi se alle hoppe foer os, og det var en nervepirrende men ogsaa hjaelpende oplevelse. Ingen toevede naar foerst de stod der, saa vi vidste der kun var en vej ned, og det kunne ikke gaa hurtigt nok.

Takket vaere Maries ekstra par kilo i forhold til lille Ninsen, fik hun lov til at hoppe foerst, lige efterfulgt af Nina. Vi hoppede begge paa foerste countdown (five-four-three-two-one-bungyyyyyy sagt med aegte new zealandsk accent), og det var egentlig meget godt, for saa skyldte ingen af os jaegerbombs til hinanden. Det var straffen for at toeve - mange jaegerbombs. Nu er vi paa vej ud i byen for at fejre det, men ville lige dele oplevelsen med jer.

Hvis I har facebook kan i tjekke billederne derinde, ellers kommer der flere i morgen.

Seeeeees main!