Profile
Blog
Photos
Videos
Datoen er d. 13/11-11 og rejseugen går igang! Destination Kampala (Uganda). Liva og jeg fløj fra Stone Town til Mombasa på noget der mindede om tre minutter. Dog nåede vi at få sandwich og to gange drikkevarer. Vi forstår stadig ikke hvordan det lod sig gøre, men frem kom vi. Turen til Kampala skulle over Mombasa, men da det var samme fly vi skulle videre med gik vi bare ud fra at vi kunne blive siddende. Men nej. Afrika kan bedst lide at gøre alt så besværligt så muligt og så langsomt som muligt. Det er bedst..? Så ud af flyveren med os. Ind og udfylde transitvisum, stå i kø, betale 20 USD, få udleveret vores bagage, hen til en skranke og vise pas og få taget fingeraftryk, aflevere bagagen igen, for så at se den blive kørt til det samme fly, hvorfra vi kom og ind og sætte os på nøjagtigt de samme sæder igen. Kort sagt kostede det os 20 USD, at to mennesker skulle af i Mombasa. Så er vi lige som igang!
Efter endnu en hurtig flyvetur endte vi i Nairobi hvor vi skulle mellemlande. Da vi boarder bliver vi bedt om at tømme vores tasker og tænde alt elektronisk udstyr, til trods for at flyet nærmest er lettet, fordi vi blev forsinkede i Mombasa. Mine første indtryk fra Kenya er, at damerne er meget høje og tynde.
Ankomst i Kampala kl 17, en time senere end beregnet. Taxaen tog overpris, men vi magtede ikke mere pjat og kørte afsted som de mzunguer vi er. I Kampala flyver der enorme maraboustorke rundt over det hele. Også inde i midtbyen. Forestil jer en bænk i Danmark, hvor en ensom dame fodrer duer. Fjern så duerne og erstat dem med maraboustorke, der ca. er 1000 gange større og noget mere ulækre. Jeg har fuld forståelse for folk, der udvikler fuglefobi i Uganda! Menneskerne i Uganda er noget sortere og har meget fladere næser. Der udover er der enormt mange skoler og børneinstitutioner og trods sindsyg trafik dytter man meget lidt, til forskel fra Tanzania.
På vores hostel, der lå lidt uden for byen, boede vi sammen med Louis. Louis er fra Portugal. Louis er sygeplejerske. Louis er meget socialt anlagt (kan virke en smule enerverende når man er træt og uoplagt og mest bare har lyst til at sidde alene og snakke over en dejlig kop afrikansk the og absolut ikke har lyst til at lære et portugisisk kortspil der hedder "svenskeren", sammen med to danske damer der har rødder fra Grønland og som ved meget om Uganda og det meste af tiden bruger den viden med en overlegen og bedrevidende tone…). Men Louis er sød nok… Vi bestilte to burgere kl 18 og fik dem kl 20.. det er da okay..?
Dagen efter ankom nogle flere fra skolen og vi fik vores første møde med "boda boda".. Ugandas svar på effektiv transport (med livet som indsats!) Mor, det er med vilje jeg først fortæller det nu, hvor jeg er sikkert hjemme med livet i behold J Men, boda boda er en motorcykel, hvor man udover chaufføren sidder to personer. Ugandas trafik er bygget op over princippet : "kør, bare kør, du kan sagtens være der!"og så har de, udover de to officielle spor, et uofficielt spor i midten og to ude på fortovet. En boda kan med lethed sno sig gennem to kæmpe store lastbiler, gennem et hul der er mindre en bodaen selv og det i en trafikprop, der ca. varer hele dagen. Oftest kørte vi også tre bodaer sammen, der skulle følges ad. Den forreste kendte vejen og de to andre fulgte efter. Og her er det som om, at man har sagt til føreren at han skal følge trop, koste hvad det vil.. hvilket man ikke har gjort.. Det er ikke direkte ubehageligt, men man er altid glad når man når sikkert frem. Og al kørsel foregår naturligvis uden hjelm. Ja, jeg ved godt det er risci business, men det er billigere og langt mere effektivt!
Mandag aften var vi på National Theatre til Jam Session. Et show med en samling amatørsangere, styret af en mand, der sang rigtig fedt, men også udemærket var klar over det selv. Og så er det jo meget smart selv at kunne tilrettelægge programmet, når man egentligt bedst kan lide at høre på sig selv. I tilgift fik man dans på sidelinjen, udført af en mongol med mere motorik end de fleste.. Eller var det bare tics..? Underholdende var det og det synes han også selv!
I Kampala var vi så heldige, at Frederik havde en kontakt, der var mere end villig til at vise os rundt. Selve manden hedder Paul Kabanda og hans undersot hedder Patrick (Patrick har været i Danmark en gang som udveksling med Frederiks ekskærestes bror, der igennem forbindelsen). Paul en meget seriøs kristen mand og Patrick en meget sjov, ung, kristen gut. De viste os den kæmpe katedral i midten af Kampala, der hver søndag danner rammen om en gudstjeneste med omkring 1500 gæster, HVER søndag. Det er jo flere mennesker end Mølholm Kirke har over et helt år. Og det medregnet gæstebartenderne, der under frivillig tvang troligt serverer kirkekaffe og bløde småkager hver søndag. Omgivelserne omkring katedralen, der ligger geografisk højt placeret, afslørede også byens øgenavn "City On Seven Hills". Paul og Patrick fortalte en masse om alt det kirken gør for børn og unge - jeg er meget imponeret. De har rigtig mange spændende projekter, der tager hånd om nogle essentielle problemstillinger. Blandt andet arbejder de meget med at få folkene i et så kristent samfund til at snakke åbent og uden skam om et af deres allerstørste problemer, HIV/AIDS.
Vi var også oppe at besøge Patricks gamle skole, og alle steder vi kom skulle vi ind på kontoret, give hånd, ned og sidde, snakke lidt og ud igen. Patrick præsenterede os hver gang som "a team of young leaders revenging from Denmark." . Vi lo og lo og lo! Hele dagen, hvor end vi gik, mødte vi så mange smilende mennesker. De har en helt anden mentalitet end tanzanianere og de har meget mere selvironi. Uganda er et dejligt land.
I forbindelse med Paul og Patricks guidede ture kom vi forbi et baby-hjem. Et hjem for babyer, der på den ene eller den anden måde er blevet efterladt; smidt på gaden, lossepladsen, rendestenen eller andre forfærdelige skæbner. Vi meldte os til at hjælpe til i et par timer om formiddagen og det skulle vise sig at blive hårdt, rigtig hårdt. For det første må man ikke tage dem op eller sidde med dem på skødet. De skal være selvstændige.. Men ligesom alle andre børn er det eneste de har lyst til, og i den grad brug for, kærlighed og omsorg. Så som vi sad der på gulvet gik der ikke et sekund så flokkedes de om os for at komme helt op og kramme, til trods for at de overhovedet ikke kendte os. Når man kiggede dem i øjnene var det også bare tydeligt at se hvor forstyrrede de var. De fleste var helt fjerne i blikket og uden nogen form for motorisk sans. Selve pædagogikken var også bare langt fra det jeg var vant til. Skrig til du ikke kan mere, så kan du lære det og selvom man er to år kan man også sagtens komme uden for døren og lære af sine fejl. Til sidst på vores vagt skulle børnene luftes lidt udenfor. Det foregik ved at tre voksne gik ud med 15 børn, satte sig på en kantsten ud til hovedvejen og kiggede på biler. Ideen er da meget god, men det var nummeringen til gengæld ikke. De kunne jo ikke sidde stille, så at sidde der, mutters alene om 5 børn var noget af et ansvar. Flere gange var de på vej ud på vejen, og her træder konsekvenspædagogikken i kraft - hvis du ikke bliver siddende kommer du inden for igen. Desuden blev jeg også tisset på.. det skulle I da ikke have gjort.. Anyways, det arbejde damerne gør er jo rigtig vigtigt for de børns skæbne, men når man er vant til noget der er så anderledes er det voldsomt at se på og ikke mindst at acceptere, at sådan gør man i Afrika. Men det var rigtig spændende at opleve.
Vi skulle også lige nå at være rigtige turister. Det kom til at indebære riverrafting på Nilen samt bungyjump. Man starter jo altid med de dårlige nyheder.. i dette tilfælde må det være riverrafting. Jeg skal starte med at sige at alle de andre synes det var det fedeste og er mere end klar på at gøre det igen. Yes.. Jeg er langt fra enig. Taget i betragtning at jeg havde fem nærdødsoplevelser er jeg egentlig bare glad for at jeg sidder her i dag og kan advare andre om det værste og mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Én gummibåd, otte mennesker og én styrer. Jeg var en af de kæphøje, der i starten af turen ikke kunne få det vildt nok, og var nok den, der higede mest efter at se de brusende fald. Den første halve time var nemlig meget stille og meget roning lige ud. Ikke lige det jeg forbandt med extreem så jeg følte mig ret snydt selvom styreren lovede mig, at der nok skulle komme rigeligt med action. Da det første vilde kommer starter vi med at bære båden over nogle klipper for at undgå et tre meter fald. Jeg synes ikke det ser særlig slemt ud og da vi kommer på den anden side og ser hvad vi i stedet skal igennem er jeg meget skuffet. Men der kunne ikke være tale om andet og vi må bare sætte os i båden og tage hvad vi kan få. Havde jeg vidst at jeg sekundet efter bliver væltet af en kæmpe bølge, slynget ud af båden, presset ned under vandet og holdt nede i 30 sekunder uden at få luft, men kun sluge mere og mere vand så mine lunger til sidst var helt fyldte og jeg troede jeg skulle drukne der, midt på Nilen, ja så var jeg pænt blevet stående på kanten som tilskuer. For det var nøjagtigt hvad der skete. Og ikke bare denne ene gang, nej, sådan fortsatte det fire gange endnu, og havde vi bare holdt vores kæft i starten så havde vi på ingen måde fået så slem en tur. Man må gå ud fra at alt var under kontrol, men det var absolut ikke den følelse jeg havde, da jeg femte gang ligger under vandet og ser mit liv passere revy. Jeg vil ikke sige at jeg har fortrudt, for jeg var alligevel for stædig til halvvejs at hoppe over i en følgebåd med pensionister og havde jeg ikke valgt den vilde tur havde jeg helt sikkert stadig stået og råbt vildere vildere. Så jeg fik vel som jeg havde bedt om, men jeg er også 100000000% sikker på at jeg ALDRIG, og jeg gentager ALDRIG skal prøve sådan noget pjat igen. Jeg vil hellere køre på boda boda resten af mit liv end jeg vil prøve den tur igen. Næhh.. jeg vil faktisk hellere arbejde i et cirkus resten af mit liv end jeg vil prøve det igen.. og det siger jo ikke så lidt!
Bagefter, som om vi ikke havde fået adrenalin og nærdødsoplevelser nok for den dag, tog vi lige et elastikspring fra 45 meter over Nilen. Det var vildt smukt, meget grænseoverskridende og ubeskriveligt ubehageligt at kaste sig ud, men den fedeste følelse bagefter. Da jeg så skal blære mig med det senere, kommer jeg til at gøre det til en der viser sig at have sprunget fra 216 meter over en kløft.. Kom igen Marie.
Morgenen efter går turen med bus mod Mombasa. Omkring kl. 00.30 stopper bussen. Der har længe lugtet meget stærkt af benzin og temperaturen er gradvist blevet meget høj. De lokale begynder at gå ud - nogle mere paniske end andre og udefra banker de vildt på bussen. Vi forstår ingenting og da jeg spørger en lokal på vej ud, svarer han lige så koldt "fire". Så kan det nok være at de fem wazunguer får benene på nakken. Det viser sig så at bagagerummet brænder og har gjort det ret længe. I ægte afrikastil er chaufføren bare kørt videre indtil bussen gik i stå af sig selv. Og her står vi så pludselig på en mørk landevej, midt om natten uden nogen bus. Der kommer en anden bus forbi, der også skal til Mombasa og vi spørger om vi ikke må køre med. Det koster hvad der svarer til 60 danske kroner/person, men da vi ikke har nogen kenya-penge må vi betale i tanzania-penge. Der går dog midlertidigt noget galt for hans omregning, for pludselig koster det hvad der svarer til 800 kroner/person. Vi griner, men han er stædig og vi må vinke farvel til vores eneste håb. Vi ligger os til at sove i en femmandsske midt på pladsen og seks timer senere kommer der en ny bus fra Nairobi, der kører os til Mombasa. Her boede vi i to dage på et lækkert hostel uden for byen, med pool og rigtig gode cheeseburgere! Dagene gik med badning, ølbowling og beerpong med de andre gæster.
Herefter tog vi en bus til Tanga, en kystby i Tanzania, hvorfra vi sejlede med sejlbåd tilbage til Zanzibar. Turen er arrangeret af vores dykkerinstruktør der kender kaptajnen. Det var et flot træskib med trang plads, men masser af charme. Ombord møder vi kaptajnen. En tyk, solbrun morfar med masser gråt hår og ingen fortænder. Hans grin afslører et hårdt liv med masser af smøger og han var overordentligt glad for Castle og Fanta. Kokken ombord skulle vise sig at være NOMA værdig og de to skibsdrenge med ben så tynde som tændstikker hed henholdsvis Mmmsikiti og Uhmmsafiri. Turen gik rundt om Pemba og dagene gik med afslapning på dækket, masser af sol (ja tro det eller lad være, men jeg var den der blev mindst solbrændt!) og masser af verdensklasse dykning. Vi dykkede for det meste på 30 meter omgivet af overvældende koralvægge med de mest finurlige former og skabninger. Desværre er der ikke meget lys så dybt, men med lidt fantasi kan man let forestille sig den farvepalet der er tale om. Der var et væld af liv og efter sådan en oplevelse er man helt mættet med indtryk. Vandet, hvori vi lå ankret, var krystalklart og når man kiggede ud over lagunen så man alle nuancer af blå, fra den helt mørke til den helt gennemsigtige turkise. Det lignede mest af alt en gigantisk pool og fordi vi lå meget stille og ikke sejlede så meget var der rig mulighed for, hele dagen, at hoppe ud fra taget og fjole rundt i vandet. Der var heller ikke længere ind til land, at en frisk svømmetur skulle holde en fra at gå på opdagelse. Desuden var der på båden to havkajakker til fri afbenyttelse. En af aftenerne, hvor vi sejlede mod Mesali Island fik vi selskab af en stor flok delfiner der tossede rundt foran båden. Det var så hyggeligt og så autentisk. Vi måtte desværre ikke hoppe ned til dem, men det var også det hele værd oppe fra og man havde en fornemmelse af, at de udelukkende gjorde sig til for vores skyld. Med den oplevelse var min bådtur fuldendt!
Nu sidder jeg tilbage på skolen, dagen efter hjemkomst og skal fordøje det hele. Det har været fedt at opleve noget på egen hånd og helt selv være med til at bestemme programmet. Der er stadig en del der er afsted, så vi er ikke mange på skolen lige nu, til trods for at vi jo snart rejser hjem. For det er om 17 dage jeg vender snuden mod kulden og julestressen. Og selvom det ikke lyder særlig tiltalende, når man i fire måneder har boet på bountyøen, ja så glæder jeg mig faktisk.. og det skal jeg nok lige huske på når jeg efter en uge savner menneskerne, varmen og oplevelserne!
- comments