Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det endelig adventuretime. Jeg havde dog lige andet at tænke på de første par timer af dagen, da jeg takket være en tilfældig test fik konstateret malaria.. det var ikke lige helt planlagt, men næsten uden spor af sygdom i kroppen var jeg fortrøstningsfuld og med ja-hatten på er der vist intet der kan slå en ægte safari-Joe af pinden. Med gaffatapen fastspændt på daypacken og seks piller i alle regnbuens farver inden for rækkevidde var jeg ready to go-go.
Uden nogen anelse om, hvad der ventede os de kommende 12 dage var vi alle meget spændte. Færgeturen til Dar var en succes - dvs. ingen søsyge. Til gengæld fik vi så ægte V.I.P (mzungu)-pladser: 50 grader, tv med arabisk karaoke og tilskuere bag forhængene. Da vi skulle ud, var det ellers også bare først til mølle ned ad rampen. I Afrika er køkultur en by i Rusland og vil man ud så vil man ud. Vi forsøgte at mase os gennem horderne, men vores spinkle mzungurøst og ubetydelige skulderbredder gav os ikke en chance. Vi smilede bare og ventede på en forlomme i køen. Uden for havnen mødte vi vores hjem for de kommende 8 timer - The Red Devil - Manchester United. En yderst dekorativ skrammelbus med en mindre kunstig regnskov hængt op omkring forsædet og egentligt overraskende behagelige siddepladser.. i det mindste når ens ben ikke er længere end 40 cm..
Vi spiste morgenmad i Dar, hvor vi også blev delt i to hold - antiloperne og bavianerne. De hold skulle vise sig at gælde for de kommende fire dage. Fra Dar kørte bussen os til Lushoto, en smuk bjerglandsby i Usambara Mountains, hvor vi, antiloperne, overnattede. Vi handlede selv ind til aftensmad og morgenmad, og mens jeg lå i karantæne pga. malaria ved jeg, at de andre hyggesnakkede inden de også fandt vej til sengen.
Dagen derpå bød på vandring i bjergene. Lange ture op og ned i eventyrlige omgivelser. Afrika byder på en palet af naturlandskaber - det ene øjeblik er man i noget der kunne ligne Fanø og det næste øjeblik befinder man sig i en tropisk regnskov. På halvvejen var vi en flok piger der skulle tisse. Da den eneste gemmestedsagtige busk blev brugt som skygge for solen var guiden så flink at spørge den nærmeste hytte om vi evt. måtte låne hendes toilet - hakuna matata. Vi var jo godt klar over at det ikke var marmor og porcelænskumme der mødte os, men havde vi vidst at det var et hul på 3 gange 3 cm der skulle rammes og hvor resten af tisset bare sprøjtede op ad benene fordi det ramte det omkringliggende træværk og at man samtidig var indelukket i noget der mest mindede om en oprejst kiste med flue-fest, ja så havde vi måske tisset foran de andre i det fri. Men en sådan gæstfrihed kan man jo kun takke for og samtidig var vi alle glade for vores medbragte desinfektionsgel.
Vandreturen endte ved et nonnekloster i …. ja, jeg fik altså ikke lige fat i alle landsbynavnene.. Et meget idyllisk sted med en stor kirke, store murstenshuse, masser grønne planter og smukke blomster, glade nonner over det hele og en stor gæstfrihed. Jeg fik også her den bedste halve time i en seng der knirkede bare man tænkte på at vende sig. Sidst på aftenen fik vi en god røver om en nonne der spøger og når hundene gør er det tegn på at hun kommer.. Det første jeg hørte da jeg lagde mig i min seng var så hundene der gøede.. sov godt..!
Næste morgen var der frivillig messe, en skøn start på morgenen, og efter en god morgenmad med friskbagt brød gik turen videre på nogle noget færdige ben. Denne tur skulle komme til at byde på de smukkeste udsigter jeg nogensinde har set. Det var breathtaking at kunne se ud over lavlandet til Kenyas grænser mens man selv følte man stod højere end højt. Vores mål for denne dag blev et lille missionshus med hyggelig stemning og igen et smukt view over bjerge og skovområder. Solnedgangen fra klippen på kanten af Verden var fabelagtig og selv de bedste billeder kan på ingen måde gengive det jeg så med mine egen øjne. I det fjerne kiggede Kilimanjaro frem i alt sin beskedenhed blandt alle de bjerge der lå tættere på. Beskeden om at bussen, der skulle tage os videre på tur herfra, ville køre midt om natten virkede pludselig ubetydelig..
Efter "morgen"maden gik turen samlet videre til Arusha.. Hunting Knife, ja det hed bussen altså. Vi var sikre på at vi skulle mødes med de andre på vejen, men da de lokale så småt begyndte at fylde sæderne på stoppestederne ned langs bjerget droppede vi den teori og jeg skulle til at opleve den mest bemærkelsesværdige bustur nogensinde.
Jeg vil starte med at sige, at jeg har et problem. Jeg vil ikke kalde det en fobi, men jeg bryder mig bare ikke om, når fremmede mennesker er alt for tæt på mig. Det gælder både i Bilka, i toget mellem Aarhus og Vejle, samt lokale busser i Afrika. Jeg understreger dette for ikke at komme til at virke racistisk eller på nogen måde dømmende i de næste beskrivelser :)
Da bussen rullede fra missionshuset sad jeg yderst, ved siden af Amanda. Sædet var noget løst og hældte en del til højre. Det var en ret ujævn vej ned af og balancen midt om natten er bare ikke tiptop. Jeg forsøgte at lukke øjnene men langsomt gik det op for mig at søvn ville være en utopi. Flere og flere lokale stod på, heriblandt høns og geder, og man begyndte så småt at forestille sig at buschaufføren forsøgte at komme i Guiness Rekordbog med flest mulige passagerer. Det er dog først da damen træder ind ad døren at det for alvor bliver komisk. I starten står hun bare med sine store bryster og sin brune taske ved siden af mig, fordi der ikke er noget sæde. Efterhånden som flere står på, har jeg hendes bryster solidt placeret i nakken og hvor jeg før var ved at falde ned af sædet, skal jeg nu kæmpe for ikke at mase Amanda ud gennem ruden. Jeg når lige midt i dette scenarie, hvor min intimssfære er blevet brudt med flere lysår, at tænke, at jeg er tættere med denne dame, end jeg har været med nogen anden kvinde i mit liv. Tankeværdigt! På et tidspunkt løsner trykket sig lidt og hendes bryster klemmer ikke mere. Der går dog ikke længe før jeg i stedet har hendes store taske dinglende lige i fjæset og de næste 10 min. ser jeg ingenting. Jeg begriber ikke, at hun ikke på et eneste tidspunkt synes at det er upassende eller direkte ubehageligt at vi er så tæt, men beslutter også samtidig at det er helt okay at Amanda og jeg på ingen måde kan kigge på hende eller hinanden uden at flække af grin over denne absurde scene .
Da vi ankom til Arusha blev vi inddelt i safarigrupper paa 7 personer. Vi fik tildelt egen bus og chauffoer samt festede og overnattede.
Vores chauffoer hed Titu. En ung fyr med et dejligt smil. En af vores opgaver var dagligt at skrive et vers om vores tur, startende med et vers om vores chauffoer. Melodien er Hallelujah og det lyder som foelgende:
Well I heard there was a driverman. His name was Titu and he had a plan. He would take us on a nice safari road trip. His hair was black and his eyes were brown. And when he smiled I couldn't help but frown. And from his lips we drew the Pole Pole (betyder rolig rolig)
Vi fik et brev med dagens program og paa vores foerste dag var det afsted mod en masai landsby. Vi koerte igennem et nationalparkomraade og saa giraffer, gazeller og zebraer helt oppe ved vejen. Yes.. saa er vi ligesom igang! Hos masaierne fik vi en rundtur rundt i deres "boma". Vi saa deres huse af lort og deres smaa noegne boern, der delvist var bange for os og delvist gerne ville proeve vores solbriller. Efter lunch, som hele turen bestod af toastbroed med peanutbutter og smoereost, tog vi paa walking safari rundt i omraadet. Igen saa vi zebraer og gazeller, meget langt fra. Vi blev indlogeret inde i en stor omkreds af tjoerne i smaa telte. Loeverne boede paa den anden side af bjerget, hakuna matata. Til aftenssmad skulle vi se en ged blive kvalt. Jeg holdt mig paent i baggrunden og foerst efter 10 min var det ovre og jeg kunne komme hen og se den. De var allerede igang med at skaere skinnet fra og da de havde fjernet indvoldene satte de sig paa knae og maeskede blodet i sig som rovdyr. Vi fik lov til at smage paa den varme lever.. det smagte lidt som at slaa en tand ud. Mums. Her er verset vi fik skrevet om masailejeren:
We drove and drove 'till we found a place. Og saa fik vi en masai lige i face. His beauty and the sunlight overthrew us. He chose a goat, it wasn't thin. He broke it's neck and he cut the skin. And from it's lips we heard bvrr..bvrrer…pole sana, pole sana, pole sana, pole sana (betyder stakkel)
Naeste morgen var det tid til brev nummer to. Dagens program: Rift Valley, Jordens Vugge. Her er de stoerste akaeologiske fund gjort, bl.a. det foerste menneskefossil. Det er en valley defineret af to bjergkaeder paa hver sin side og den straekker sig over 8700 km fra Tyrkiet og gennem Afrika. Dvs. mere end ¼ af Jordens omkreds. Det er noget der imponer! Her var der tre timers walking safari i valleyen hvor vi fulgte efter en flok zebraer.. og kom rigtig taet paa en giraf. Den er simpelthen saa stor! Dagens vers blev:
We've never been in the valley before. But the bathroom had a door. You know, it's much easier when you have diarrhea. Pavlo took us on a safari march. His common knowledge was so large. But we didn't tip him so he'll never get an education. Pole sana, pole sana, pole sana, pole sana.
Brev nummer tre boed paa en tur til Lake Manyara. Med overnatning paa Panorama Lodge i telt. Da vi havde afleveret vores bagage i teltene koerte vi videre til Lake Manyara National Park, hvor taget paa bussen blev loeftet og saa var vi klar til aegte driving safari. Naar jeg ikke lige havde lukkede oejne pga. alt stoevet saa vi en masse dyr ret taet paa. Bavianer i massevis, dik dik, gazeller, elefanter, giraffer osv. Det var lidt som at koere rundt i en zoologisk have, og altsaa ikke helt saa actionpacked som jeg maaske havde forventet. Bare et lille skub fra en elefant ville have vaeret klasse, men nej. De er fredelige dyr, der ser meget fjollede ud naar de kloer sig. Vi koerte rundt to biler efter hinanden og eftersom min bus var bagest forsvandt mange af dyrene inden vi naaede frem. Vi fik derfor trumfet igennem at vi skulle bytte plads. To sekunder efter skiftet faar min gruppe oeje paa en leopard i et trae. Idet vi ser dem kommer vi til at pege og raabe saa den skynder sig ned og gemmer sig i skoven.. ups. De andre naaede ikke at se den, og min gruppe er derved de eneste der kan prale med at have set the big five - loeve, leopard, boeffel, naesehorn og elefant. Da vi kom hjem og havde faaet mad var der underholdning paa programmet. Jeg havde det lidt ligesom efter min besynderlige bustur.. jeg manglede ord. Det var et show med fire maend - Black Tiger. For det foerste saa de underlige ud. De tre af dem spillede musik, det var egentlig okay, men meget enerverende i laengden. Det var cirkus om igen, og maaske derfor det ikke lige faldt i min smag. De foerste ti minutter stod hovedgoegleren bare og bevaegede sig underligt til musikken. I noget maerkeligt toej. Da showet saa rigtig begyndte mistede jeg fuldstaendig fornemmelsen af hvad der var op og ned. Det var en syret og usammenhaengende salve af loeb og koldboetter og masser af jongleren. Det ene oejeblik kravlede han op ad en stige i fri luft, det andet oejeblik frygtede man baade for sit eget og hans liv da han cyklede rundt paa en to meter hoej cykel i et lokale der naermest kun var to meter hoejt. Paa ingen maade havde han kontrol over hvad han lavede og da han saa vaeltede rejste han sig bare op og lavede maerkelige bevaegelser. Der var ild og medhjaelpere og musikken der bare blev ved med sine insisterende toner. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller graede, for det var absurd, syret og vildt sjovt paa samme tid. Lidt som et afsnit af Mandrillen taget lige til graensen. Vi havde hvert fald lidt at sove paa og nok til at skrive dagens vers:
Well there was a time where we were oh so. Disappointed 'cause no animals showed. But then we met the good old Black Tiger. He wasn't tall and he couldn't dance. But still he had us in a trance. And every breath we drew was WTF??
Denne nat blev jeg angrebet af en kolossal sommerfugl paa toilettet. Det resulterede i at jeg tissede paa mine foedder. Damn you wild life. Destinationen paa fjerdedagen blev Ngorongoro krateret. Ved indgangen til nationalparken havde vi lige tid til at straekker benene. Der var mange bavianer, saa vi fik besked paa at lukke doerene i bilerne. Tjek. Amanda var alligevel nysgerrig og gik hen til en lille bavianfamilie. Hun saetter sig ned og ungen naermer sig. Og saa gaar det staerkt. Amanda raekker ud efter den. Den loeber tilbage til familien. Amanda rejser sig op. Foraeldrene foeler sig truet og loeber efter Amanda og jeg der bare styrter ind i bilen. Der fik vi lige dagens action og saa var vi ellers klar til endnu en dag med safari. Omraadet i Ngorongoro er, tror jeg, det som folk taenker naar de taenker safari. Stort, aabent og toert. Vi saa en masse dyr - nye individer og gamle kendinge. Det blev lidt ensformigt til sidst fordi vores chauffoer bare stoppede ved samtlige zebraer og antiloper.. det var egentlig rigtig soedt af ham, men naar det stadig er paa 10 meters afstand eller mere, saa er en zebra bare ikke mere spaendende.. det er jo bare en stribet hest. Dagens vers, sidste vers, loed saaledes:
Maybe there's baboons above. And we learned it in a way so rough. To close all doors and not look directly at them. And it's not a cry that you hear at night. It's Amanda running for her life. Just too bad she didn't get her rabies vaccination. Pole sana, pole sana, pole sana, pole sana.
Dagen endte i Snake Park Hostel i naerheden af Arusha, hvor vi moedtes med alle de andre. Her overnattede vi i to naetter, eller det skulle saa vise sig at blive aendret lidt. Vi drak nogle oel den foerste aften. Slut. Dagen efter vandrede vi i Mount Meru, hvor maalet var et vandfald. Turen gik op op op, og ned ned ned. Vi fulgte en baek hen til vandfaldet, hvor vi badede i koldt koldt vand under den meget haarde straale. Det var super fedt og jeg tror billederne goer det bedre end tekst. Da vi kom tilbage til udgangspunktet koerte vi til Arusha for at spise frokost. Fire af os havde paa turen faaet noget udslaet (ja, selvfoelgelig var jeg en af de fire. Intet kommer forbi mit forrygende immunforsvar!) som vi skulle have undersoegt ved laegen og en femte var rigtig skidt med maveproblemer og feber. Vi kom ind omkring kl 17 og vi blev alle indskrevet som vores navn og saa vores fars navn, dvs. Marie Find. Omkring kl 20 blev Karina lagt i en seng med drop. Vi andre fire var efterhaanden ret utaalmodige og snakkede med en af sygeplejerskerne som lovede os at vi kun skulle vente 15 min. mere.. Afrikansk tid. Klokken skulle nemlig blive 24 foer vi efter en stor omgang brok til sygeplejerskerne, som styrede raekkefoelgen, fik fat i en laege, der var dybt forarget over at vi havde skulle vente saa laenge. Efter 5 min. havde vi alle faaet diagnosen "gift fra nairobean fly". Farvel og tak for hjaelpen.. Vi var efterhaanden ret sultne og det eneste sted der havde aabent var et sted der kunne give os grillkylling og pommes. Ikke daarligt. Vi fandt et hotel i Arusha og blev der natten over, indtil bussen hentede os kl 6 naeste morgen og havde vores bagage med.
Denne gang var bussen luksus style. Stadig med kunstige blomster i forruden men med betydeligt bloedere saeder og personale ombord der serverede tykke Marie kiks og sodavand. Jeg sov i alle ti timer, hele vejen til Dar Es Salaam, hvor turen skulle rundes af med en bytur. Byturen var ogsaa et kapitel for sig. Stedet boed paa ludere og lommetyve. Og Ditte, som arbejder i Dar og tilfaeldigvis ogsaa lige var i byen samme aften. Det var skoent at se hende lidt og i den kommende weekend skal vi sammen til fest paa den nordlige del af Zanzibar. Naa. Tilbage til luderne og lommetyvene. Jeg kunne have sat mig i en stol oppe paa balkonen med en portion popkorn og en oel og bare kigget paa alle de sjove scenarier der fandt sted. Den unge hvide fyr med hentehaar der stod og proevede at score alt i baren. Inklusiv alle os tredive piger fra hoejskolen. Han endte med at faa en moerk trunte paa krogen. Om det var for love or money ved jeg aerlig talt ikke.. Der var trekanten med to aeldre hvide maend der kaempede om den samme luder, og hver gang hun var vaek stod de og skaendes. Der var manden der dansede vild salsa lige indtil han segnede. Der var "Biker Jens", eller hvert fald en der lignede, der sad paa en stol overfor os og gloede og grinede og vinkede. Han var saa forfaerdeligt upassende at man ikke kunne lade vaere med at kigge og saa snart man gjorde det var han sikker paa at han havde scoret big time. Det var et cirgus uden lige, men ikke mindst rigtig god underholdning.
Dagen efter den meget underholdende bytur var vi tidligt oppe for at shoppe lidt i Dar. Vi tog forbi et supermarked og købte ind til vores aftensmad - rugbrød med tun og friske grøntsager. Mums hvor var det lækkert at få noget ordentligt at spise. Om aftenen slæbte vi os afsted til et rigtig hyggeligt område der hedder Slipway, hvor vi tog en drink. Meningen var at vi skulle videre i byen, men vi var alle sammen helt færdige og vi endte hurtigt tilbage på hotellet til en ordentlig nats søvn, inden vi næste dag ved middagstid tog færgen hjem til vores elskede by Paje.
Vi var hurtigt nede ved stranden og nyde det overraskende varme vand, som vi ikke havde set længe. Der kom en hvid mand gående på stranden, med fuld påklædning og bøllehat på. Han røg en cigaret og alt var normalt. Indtil han begyndte at gå ud i vandet. Han gik bare ud som om han slet ikke opdagede at han forsvandt ud i vandet og til sidst kunne man kun se bøllehatten og cigaretten over vandet. Det var vildt underligt.. og pludselig begynder han bare at komme nærmere. Vi begynder at gå op og pludselig opdagede vi at han havde en kamera med. Freak..
Det var så kort jeg kunne beskrive de seneste to uger. Selvom safarien var lidt skuffende, ift. til det actionniveau jeg havde forventet, så har det været en rigtig god oplevelse og så meget smukt natur som jeg bare gemmer et helt særligt sted.
Håber at I har nydt den lange laesning. Adjø!
- comments