Jeg lige kommet hjem efter en weekendtur til Kanya Kumari, den sydligste by i Indien. Der kan man baade se solen staa op og gaa ned i havet, og her modes tre hav. Vi var afsted med en laege, Dr Kanaan, og hans 70 diabetes patienter. Vi ankom allerede ved en 13-tiden, saa vi var sultne efter at komme ud og se noget med det samme. Vi havde desvaerre glemt guidebogen, saa vi lob forvirret rundt for finde ud af at komme ind til byen. Inderne saa paa os og rostede paa hovedet, og syntes vi var maerkelige. Og det gik op for at de stadig lever efter ordsproget: "Only mad man and english man go out in the middaysun".

Da det endelig lykkedes os at komme ind til byen (ikke ved hjaelp af inderne), kunne vi besoge den smukke kystby. Desvaerre var det ret haardt for os at gaa rundt i byen, da vi ikke ligefrem ligner indere. Der blev raabt efter os fra alle boder, og tiggende born blev ved med at forfolge os med deres haender op af armene for at faa noget, og kun efter 10 minutter kom vi af med dem. Saa dagen efter tog vi derned igen med nogle indiske piger, som kunne 'beskytte' os. Det viste sig at vaere en god ide, da vi skulle staa i ko til at komme med en baad og ud til o'erne uden for kysten. Der var rigtig mange mennesker, og der er paa ingen maade nogen kokultur. Folk gaar ud af koen for derefter at kaste sig ind i koen laengere fremme under gidrerne, hvis muligheden byder sig. Pigerne kendte teknikken og var lige saa utaalmodige som alle andre. Saa en af dem gik ned og fik en ung mand laengere frem i koen til at sige, at vi var med dem, saa vi kom laengere frem. Det var der rene vanvid, og vi maatte bare folge med.

Det med at folk hele tiden glor, snakker til en, raaber og komme hen til en kan virkelig blive belastende, naar det sker flere gange i timen, og man aldrig foler at man faar ro. Man vender sig naesten til at svare paa, hvor man kommer fra 15-25 gange paa en dag. Men det kan virkelig vaere frustrerende, naar folk ikke forstaar, at man ikke nodvendigvis har lyst til at snakke med dem. Isaer naar man lader vaer med at svare og de blevet ved med at kalde paa en. Men det er jo venligt ment for det meste, saa man har svaert ved at vaere grov. Jeg tror paa en maade vi kan indentificere os med at vaere kendte. Jeg foretraekker klart at kunne gaa rundt paa gaden uden at folk tager billeder af en med deres mobil, eller overfalder en med sporgsmaal. Men heldigvis er det ikke saa slemt naar vi er hjemme paa bornehjemmet.

Et anden udfordring her i Indien er deres toiletter. Vi er heldige at have et 'western' toilet hjemme, men en gang maa jo vaere den forste. Og det var desvaerre i toget paa vej hjem fra Kanya Kumari. Jeg var heldigvis bevaebnet med toiletpapir (jeg kan ikke faa mig selv til at vaske mig med vand). Saa jeg fandt mig selv siddende paa hug paa det indiske pedaltoilet, mens jeg desperat provede at holde styr paa mine Alibaba-bukser, der ellers haenger nede under knaeende, og min skulder taske. Det hjalp ikke ligefrem at toget rokkede voldsomt fra side til side, saa det var svaert at holde balancen. Jeg endte med at overleve, for saa at finde ud af der ogsaa var et normalt toilet.