Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det en måned siden, at jeg skrev min sidste blog, så det må vist være på tide, at jeg får skrevet en ny. Hvis der går en hel måned til, at jeg får skrevet den næste, er jeg hjemme i DK igen, så måske bliver denne blog den sidste, jeg skriver. Men jeg forsøger, at skrive en mere inden, jeg tager hjem.
Der sker rigtig meget hver dag hernede i Nepal. Nu skal jeg tænke tilbage på en hel måned, der er gået.
Jeg beskrev i sidste blog, at jeg endnu ikke havde set en fødsel eller kejsersnit. Det har jeg nu! Det var en tirsdag og vi mødte på fødeafdelingen kl. 7.
Om morgenen var det planlagt, at der var en kvinde der skulle føde, det blev ikke aktuelt, og hun skulle have et kejsersnit i stedet. Vi fulgte selvfølgelig med op på operationsgangen, for at overvære kejsersnittet. Dette var en spændende oplevelse! Lægerne og sygeplejerskerne startede med at give hende en rygmarvsbedøvelse, og de lagde urinvejskateter. Alt dette gjorde de uden at informere patienten om det. Det er tit at fagfolkene på hospitalet ikke informerer patienterne inden, de gør noget.
Operationen gik rigtig fint, men da de skulle have babyen ud, kunne jeg mærke nervøsitet i kirurgen og de andre i lokalet. Dette fik mig til at føle nervøsitet også. Da kirurgen ikke kunne få barnet ud, måtte hun finde et instrument frem. Barnet kom så ud, og heldigvis var der ikke sket noget med det! Rikke og jeg stod ved barnet hele tiden, det var så smukt og sødt! Der var dog ingen, der fortalte kvinden, at det var en frisk lille pige, hun havde fået. Dette gik Rikke og jeg over og fortalte hende. Hun blev meget glad, og derefter tog en sygeplejerske den lille nyfødte og viste hende til kvinden. Man kan håbe, at det var på grund af os, at sygeplejersken fik følelsen af at skulle vise barnet, da vi havde sagt det var en frisk lille pige. Jeg tror nemlig ikke, at de gør de normalt!
Efter kejsersnittet skulle kvinden på opvågningsafsnittet i 24 timer. Hendes søster tager sig af barnet imens og ligger på fødeafdelingen indtil moren kommer dagen efter. Det er normalt at et familiemedlem tager sig af barnet efter alle kejsersnit. Jeg kom til at tænke på, at man må være en ret sej mor og kunne undlade sit barn i så lang tid efter, uden overhovedet at kunne røre det. I Danmark går der 1-2 timer før man kommer til sin egen stue. Og barnet kan følge med på opvågningsafsnittet. Desuden har de ikke egen stue her.
Vi kom tilbage til fødeafdelingen efter operationen, hvor vi spurgte om der var en fødsel planlagt i løbet af dagen. Lægen som vi fik et rigtig godt kendskab til på afdelingen fortalte os, at der ville være en om natten. Så Rikke og jeg besluttede os for at tage på nattevagt, for nu måtte vi altså se den fødsel!
Kl . 1 skete det, nu kunne vi endelig se en fødsel! Der lå en meget ung kvinde og havde mange smerter. Hun lå i sit eget tøj og kæmpede for at få barnet ud. Vi fik at vide, at kvinden var 30 uger henne. Så vi var meget forberedt på at se en lille baby. Desuden skulle barnet videre til NICU (Neonatal Intensiv Care Unit) efterfølgende, da det var for tidligt født.
At overvære fødslen her i Nepal var en meget speciel oplevelse, og meget svær at skrive ned, da mange følelser kom op i en. I fødselslokalet var en læge og sygeplejerske. En rengøringsdame og en anden sygeplejerske gik ind og ud i lokalet mens fødslen var i gang. Der blev ikke givet meget information til kvinden under fødslen. Da man ikke må have pårørende ved sin side under fødslen, tog jeg kvindens hånd og holdt om den. Hun holdt så hårdt i min hånd, at det gjorde helt ondt. Men jeg kunne mærke på hende, at hun var meget taknemmelig. Lægen begyndte at presse på kvindens mave så babyen kunne komme hurtigere ud. Efter ikke mere end 45 minutter klippede sygeplejersken hende op uden at informere hende om det. Dette har jeg efterfølgende fået at vide, er ren procedure ved fødslerne hernede! Det tog en time-halvanden time og så var babyen ude. Normalt i DK lægger man babyen op på moderens bryst. Dette gør man ikke i Nepal. De lagde babyen på en varm krybbe, hvor den fik lov at ligge til kvinden blev syet. Hun blev syet uden bedøvelse, hvilket var en meget ubehagelig oplevelse. Så Rikke og jeg havde i stedet fokus på barnet, der ikke så ud til at skulle op på NICU. Det undrede mig desuden, at den ikke var så lille igen.
Det viste sig så, da vi om morgenen spurgte mere ind til fødslen vi var med til, at det slet ikke var den kvinde som vi så føde, der kun var 30 uger henne. Den kvinde som var 30 uger henne havde åbenbart født senere på natten, uden at vi havde vidst noget om det. Men sådan er det her. Den information man får er ikke altid lige til at regne med. Men så fandt vi da ud af, at den fødsel vi havde set, var en helt normal fødsel!
Nu fik jeg ellers startet min blog godt ud med fødsel og kejsersnit. Nu vil jeg fortælle mere om min hverdag hernede.
Nu har man rigtig vænnet sig til at være her, og er godt inde i hverdagen her. Vi tager tuktuk eller går til hospitalet. Jeg havde en skør oplevelse med en tuktuk tur en dag. Jeg skulle ind på emergency og være der en fredag eftermiddag, da jeg havde en aftale med en rigtig god sygeplejerske derinde. Jeg spørger manden der kører tuktuken, om han kører til hospitalet. Det fortæller han mig, at han gør. Jeg stiller mig om bag den og vi kører afsted. Tuktuk'en stopper og der er nogen der skal af og på. Jeg bliver stående, men den kører ikke rigtig videre. Til sidst er der en kvinde, der hiver mig i buksebenet og fortæller mig "CMC (hospitalet) no no"! Det betyder, vi kører ikke til hospitalet. Sådan er det her, du får et ja, men egentlig ved man ikke helt, hvad det er, de tænker, når man spørger dem. Måske siger de bare ja, fordi de ikke tør andet, måske siger de ja for så at få penge. Det er svært at vide, og man bliver aldrig klog på det. Det er det, der egentlig er charmen ved det her sted. Du kan aldrig være 100% sikker på, at du får et rigtigt svar.
Nepalesere er meget smilende og de vil rigtig gerne hjælpe, når der er noget. Nogen kan også være meget sure, men det er sjældent at du oplever rigtig sure nepalesere. Man føler sig aldrig utryg ved at gå alene her. Det kan jeg rigtig godt lide ved landet. De lever jo også af turismen!
Ellers har vi nydt at opleve meget af Nepal, mens vi har holdt weekend. Vi har været på et 3 dages trek i Pokhara. Dette var meget smukt, og ikke mindst godt at få brugt sin krop inden vores længere trek. Jeg skrev vidst i min sidste blog, at jeg ville tage AnnaPurna Circuit, men det har vi forlængst droppet. Vi fandt ud af at 14 dages trek ville være meget lang tid, specielt når man slet ikke er vant til at trekke. Vi blev derefter enige om, at tage Langtang som kun er 8 dage i stedet for. Det skulle også være meget flot, så det glæder vi os til.
Vi har desuden været med til at fejre holi, som der allerede er nogle billeder af på min side. Vi tog til Kathmandu for at fejre det. Det er en festival, hvor man kaster farve,r og jeg mener virkelig, kaster farve på hele ens krop. Dette gør man for at byde sommeren og monsun velkommen. Det var en rigtig sjov dag og alle folk var glade! Vi tog på et børnehjem, et af de bedste i Kathmandu, for at fejre Holi. Det var super sjovt og skønt at se børnene være så glade!
Der var 3 drenge på børnehjemmet, som en uge forinden var ankommet. Lederen på børnehjemmet var taget til et hospital i kathmandu for at hente dem. De var blevet afleveret på hospitaleet fra Chitwan, hvor de havde levet i en skov. Moderen var død af tuberculose eller ved sidste fødsel, dette vides ikke med sikkerhed. Faren var psykisk syg, og havde mishandlet børnene og kunne ikke tage sig af dem. Jeg så en af børnene og prøvede at smile til ham, men der kom intet smil tilbage. Han var stadig meget påvirket. Det er en meget tankevækkende historie! Men heldigivs må man tænke på, at at de er kommet til et rigtig godt børnehjem, hvor der er mange søde mennesker, der kan tage sig af dem.
Nu har vi ikke mere end 5 dage tilbage på hospitalet. Så det er med at nyde de sidste dage her. Vi har masser, vi skal nå. Vi skal have spist vores havregryn færdig. Ja, det har vi købt, da vores morgenmad enten består af ris, nudler eller toastbrød med et kogt æg. Dette kan man godt få for meget af. Jeg skal i hvert fald ikke have ris de næste mange uger efter jeg kommer hjem til DK! J Udover at spise havregrød om morgenen, skal vi på et børnehjem, der ligger her i Bharatpur og på et handicapcenter en dag. Man må have det hele med, når man ikke har flere dage.
På fredag forlader vi den lille by Bharatpur og tager mod Kathmandu og til The Last Resort for at riverrafte! Mandagen efter tager vi på vores 8 dages trek og efterfølgende 10 dage til Nordindien. Dette glæder jeg mig rigtig meget til. Det bliver spændende at komme ud som rigtig backpacker og få den følelse af det med også. Men det har virkelig været en fed og stor oplevelse at have været her i tropeområdet af Nepal, hvor man virkelig kommer ind i den nepalesiske kultur ved at bo hos en lokal familie og abejde på et hospital, og samtidig benytter sig af den transport alle andre nepalesere tager også. Men når vi engang imellem går frem og tilbage fra hospitalet, får jeg virkelig en følelse af, hvordan det er at være kendt. ALLE kigger på en, nogle gange må man sige til sig selv, ej, se nu hvor du kører om nepaleserne! Børnene løber efter en og råber : "How are you, whats your name" osv. Jeg glæder mig nu alligevel til at komme hjem til DK, hvor man bare kan gå op og ned ad gaderne uden at føle, at ALLE kigger på en.
Det var endnu en lang opdatering fra mig. Jeg håber, at det går godt hjemme i DK. Jeg hører, at foråret er kommet - hvor er det skønt!
Ha det rigtig godt til vi ses snart ses, der er ikke mere end en måned til. Pas på jer selv.
Knus og kærlige hilsner fra Marie
- comments
Martine Hvor lyder det fedt og spændende Marie! Nyd den sidste måneds-tid! Glæder mig til at se dig i DK. Knus Martine
Sara Hvidberg Hej Marie :) -Hvor lyder det bare mega spændende - er glad for at høre at du har haft en fantastisk spændende oplevelse med det hele :) NYD den sidste tid på rejsen - og hils DK fra mig når du kommer hjem om en måneds tid.. Jeg glæder mig allerede til at se dig til august :) Stort knus Sara