2 uger i Nepal.

Jeg skrev min første blog for en uges tid siden, men den blev desværre slettet på computeren, så det har lige taget mig noget tid og få den skrevet igen.

Nu har jeg været i Nepal i 2 uger, og der er sket rigtig meget siden vi landede i Kathmandu d. 30. januar. Det føles som om vi har været her dobbelt så lang tid, fordi vi har lavet så meget forskelligt.

Da vi landede, følte jeg, at jeg var tilbage i Kenya og dengang jeg landede der. Affald over det hele, lugten af bilos, trafikkaos og fattige mennesker var i i blandt. Vi kørte gennem Kathmandu for at komme hen til vores hotel i bydelen Thamel. Så var man pludselig i en helt anden del af Kathmandu, en turistet by med souvenirbutikker og trekkingbutikker over det hele.

Vi kom frem til vores hotel, hvor vi skulle være i 2 dage og om onsdagen d. 1. februar gik turen mod Chitwan distriktet , nærmere byen Bharatpur, hvor vi skal arbejde i to måneder.

De første dage i Kathmandu brugte vi på noget introduktion fra organisationen Projects Abroad og vi fik set abe tempel, som nogle billeder her på bloggen viser noget af. Det var rigtig spændende at se det, og vi fik set en flot udsigt ud over Kathmandu.

Onsdag morgen gik turen mod Bharatpur sammen med Julie (hende jeg bor sammen med hernede), Rikke Sara og en englænder, Jennie. Vi kom til den lille by kl. 12, hvor vi derefter gik hen på det meget lækre hotel (nok det eneste lækre i byen), hvor vi fik frokost og blev hentet af vores superviser, Binod som skulle vise os hospitalet også.

Rundvisningen på hospitalet var meget specielt. Hospitalet hedder Chitwan Medical Teaching Hospital. Her fik vi set afdelingerne, umiddelbart ser det ret stort ud. Men det er meget anderledes end der hjemme. De går ikke meget op i hygiejnen, og man går bare med de samme sko som man går med udendørs. Jeg lagde også mærke til at det ikke er sygeplejerskerne der plejer patienter men at det er familien der sørger for dette. Heller ikke hospitalsmad er der, det sørger familien også for. Vi blev vist rundt på de forskellige afdelinger og derefter skulle vi så vælge hvilken vi ville være på. Rikke og jeg valgte så at starte på fødeafdelingen dagen efter.

Vores første dag på fødeafdelingen var meget speciel, det eneste vi fik lavet var at måle et par blodtryk. Vi mødte ind kl. 9 og vi fandt så ud af at sygeplejerskerne ordner alt det praktiske fra kl. 7-9. Så der var ikke meget at lave efter kl. 9. Vi besluttede os for derefter at møde kl. 7 så vi kan være med til det praktiske som baby care, måling af værdier og stuegang. Det har vi så været med til. Desværre har vi endnu ikke set nogen fødsel endnu. Men vi er kommet godt i kontakt med en meget sød læge som skal på nattevagt i dag, mandag, så vi vil dukke forbi hospitalet og se om der muligvis skulle være en fødsel. Det er jo næsten derfor vi er på afdelingen, for at kunne se det. Og så skal vi også have set et kejsersnit, og så er det vist fint med den afdeling. For der er ikke meget at tage sig til, da det jo egentlig bare er kvinder der ligger med deres små nyfødte babyer i sengen, som godt kan klare sig selv. Om en uge til vi på børneafdeling, det bliver også spændende.

I fredags var vi med hospitalet tilen landsby (health camp) hvor nogle læger og sygeplejerske tog ud hvor at hjælpe de fattige og dem som ikke har mulighed for at komme ind til hospitalet. Her var vi med og det var en meget spændende oplevelse. Her kunne man virkelig se den fattige side af nepal. Måske endda ikke den aller fattigste. Der kom måske 500 nepalesere, vi var der fra kl. 10-16 den dag og der var uafbrudt mennesker. Der et rum med tandlæge, en rum med generel medicin, et fysioteraput rum og et rum med en gynækolog. Jeg gik lidt til de forskellige rum og assiterede tandlægen, her blev der bare trukket tænder ud på stribe. Rådne tænder som befolkningen havde gået med i meget lang tid. Der var en lille dreng på 5 år som skulle have trukket et par af sine rådne tænder ud. Puha, det var ikke særlig rart at se. Og meget tankevækkende at de bare trækker tænderne ud. Heldigvis var der bedøvelse!! Men hvor er det godt at der er den mulighed at hospitalet kan tage ud på disse camps og på denne måde hjælpe befolkningen.

Nu vil jeg fortælle lidt om familien vi bor hos. Vi kom onsdag d. 1. februar og der skulle vi også møde vores familie. Jeg var meget spændt på det, da jeg jo godt lidt ved hvad jeg går ind til, da jeg også har prøvet det fra Tanzania. De første par dage i familien var ret hårde. Man skulle virkelig vænne sig til det. Det var på nøjagtig samme måde som i Tanzania. Men jeg er glad for at vi er to og at man ikke er alene. Det er nemlig ikke altid nemt at komme ind til en familie med så anderledes kultur, men det er jo også det der gør det rigtig spændende.

Efter 2 uger i familien har vi nu vænnet os lidt til det. Det er en meget rig familie. Dog gør de ikke meget ved udseendet af huset indvendigt. Men udvendig er det rigtig fint. Vi bor på første sal med 3 andre frivillige, 2 danskere og 1 tysker. Det er rigtig hyggeligt at der er andre frivillige også. Vi deler toilet (siddetoilet) og bad (koldt bad) med de andre frivillige. Familien har deres eget toilet og bad nedenunder. Der har de varmt bad, som jeg har benyttet mig af en enkelt gang. Temperaturen her er nemlig ikke så varm om aftenen og om morgenen men om dagen er det op til 25-30 grader.

I fredags var vi til bryllup med familien. Det var kun festen vi var med til, og det var kun 2 timer vi var der, men det var en fornøjelse og kvinderne var så flotte i deres nepalesiske sarier. Jeg vil ligge nogle billeder op af dette på et senere tidspunkt. Nettet og strømmen hernede er nemlig slet ikke til at regne med. Så det går nok lidt lang tid mellem billederne kommer op.

De sidste to weekender har vi brugt på at se noget af Nepal, de efterfølgende weekender kommer vi også til at se en masse af nepal. Det er nemlig rigtig rart at komme lidt væk fra hverdagen i weekenderne og dermed se en masse af det smukke land. Vi var i Pokhara i sidste weekend, vi var 9 frivillige i alt på turen. Her gik vi op til Peach Pagoda, et tempel der lå oppe på bjerget, 1 ½ times gåtur op ad bjerget og en times tid ned. Det var dejligt at komme ud at gå og ikke mindst træne til vores 2 ugers trek (Anna Purna circuit) når vi er færdige på hospitalet.

I den her weekend (d.11.-12.) har vi været i Chitwan National Park. Vi har været på elefantridetur. Her så vi et næsehorn. Fantastisk oplevelse. Nu kan jeg sige at jeg har set elefanter, løver, næsehorn, giraf og lepard og flodheste. Det er da lidt sejt. Desuden så vi krokodiller. Efter rideturen, stod den på elefantbadning. Vi blev badet af en elefant som sprøjtede på os med snablen og kastede os ned i floden. Det var en meget sjov oplevelse, jeg aldrig glemmer! Elefanterne her bruger de rigtig på turisme. Det kan nogle gange være svært at forholde sig til. Men det er også meget spændende at opleve disse ting. Man kan også pludselig se en elefant gå midt i byen med en mand ovenpå, som styrer den. Det er lidt sjovt.

Jeg tror jeg slutte mig første blog her. Den blev lang, men der er også sket rigtig meget! Jeg er så småt begyndt at vænne mig til at være her. De første dage her, var ret svære for mig, jeg skulle helt sikkert vænne mig til den nye kultur og alt det der er anderledes fra derhjemme i DK. Jeg har jo heldigvis oplevet det før i Afrika, så jeg vidste hvad jeg gik ind til. Men selvom man har prøvet det en gang før, vil det aldrig være det samme. Men samtidig skal man tænke på, at det her er en helt unik oplevelse, jeg får, og som jeg aldrig vil glemme. Men skal bare lige ind i den hverdag nepaleserne lever hernede.

I vil høre mere. Knus og mange tanker fra Marie her i Nepal.