Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer
Vi nyder livet her i Varkala. Vi ligger på stranden hver dag og får en masse lækker mad og friskpresset juice.
Hotellet er rigtig rart. Hver dag kommer en af medarbejderne med en ny frugt, vi skal prøve at smage. Indtil nu har han klatret i papaya træet og kokosnøddepalmen.
Alt er fint bortset fra, at hver morgen når vi vågner op, så er vores havebord på terrassen forsvundet, meget besynderligt... Hotellet forstår det heller ikke helt, indtil nu har vi fået et nyt bord 4 gange, rimeligt sjovt!!
Vi har også fået os en masse hunde venner. Hver gang vi går et sted hen, stranden, butikker eller restauranter, så er der altid en flok hunde der går med os. Om natten når vi sover, ligger der en hund og holder vagt lige uden for døren og når vi er på stranden ligger hundene sig i nærheden oh knurrer, hvis de indiske mænd kommer lidt for tæt på. Selv når vi går hjem om aftenen i mørket har vi altid en hund eller to, der følger os til døren.
En af dagene fik vi massage, det var super dejligt men også lidt akavet, da man skulle tage alt tøjet af undtagen underbukser. Vi prøvede at slappe af, men kunne ikke rigtigt.
Da vi fandt ud af at man kunne få et værelse til kun 50 kroner pr. nat, endda tættere på stranden, har vi valgt at flytte. Vi betalte nemlig 150 kroner det andet sted. Vores nye hotel hedder Santa Claus village Beach resort, med julemænd aftegnet på palmerne - meget hyggeligt.
Vi skal være i Varkala indtil 9. Juni, derefter tager vi videre til Kochin.
Vejret hernede er meget skiftende, fordi monsunen (regntiden) lige er begyndt. Det ene øjeblik skinner solen og det er dejligt varmt, og det næste øjeblik bliver himlen helt mørk og det styrter ned. En af aftenerne måtte vi løbe hjem igennem mørket, mens det blæste så meget, at palmerne svajede, skilte væltede og alle mulige sjove ting fløj om ørerne på os. Vi følte lidt, at vi var med i en film så vildt var det! Men ellers var vi bare glade da vi nåede hjem i sikkerhed.
Vi har fundet det bedste sted med morgenmad og vi glæder os til det hver morgen. Vi får frisk frugt, yoghurt med muesli, toast med ost, brasede kartofler med tomat og peberfrugt, spejlæg, frisk juice og The eller kaffe. Og vi får det for under 20 kroner. Det bliver svært at vende sig til andre priser hjemme i Danmark!
En aften besluttede vi, at vi ville prøve at tage i byen. Vi havde læst om en god bar på tripadviser og dem der arbejder der virkede rigtig flinke og hilste på os når vi gik forbi. Vi havde nævnt for dem, at vi ville komme derhen senere, men da vi sad på restauranten og spiste aftensmad kom en af dem pludselig ind, og satte sig ved bordet, hvorefter han hev en buket blomster frem til Julie med ordene "jeg ved godt at vi ikke kan blive gift, men jeg kan så godt lide dig". Det skal lige nævnes, at vi ikke kendte dem, smed blomsterne ud over klippen og at vi ikke tog i byen den aften!
Vi er efterhånden ret trætte af klamme mænd - f.eks var der en mand på stranden der stod 2 meter fra os og gloede så meget, at vi måtte bede ham om at gå sin vej og en anden, der fulgte efter os hele vejen hjem en aften fordi han ville "have os med hen til hans venner". Dog støder vi også indimellem på flinke mænd. Blandt andet en ung mand der ville snakke med os, fordi han gerne ville blive bedre til engelsk. Han snakkede sproget meget godt, men brugte af og til de beskrivende ord lidt forkert. F.eks sagde han, at vi var meget "glamourøse" - og som vi stod der i halvkikset tøj og hår, der var vådt af regnen, kunne vi ikke lade være med at grine lidt.
En eftermiddag havde det regnet, og vi gik en tur langs stranden da to mænd under en paraply pludselig råber efter os. Han giver os sit visitkort (han er manager på et hotel) og spørger, om vi vil være med i et photoshoot til reklamen for hans hotel. For det ville vi så få en gratis overnatning og mad på hotellet. Vi skulle bare lige have taget nogle billeder hvor vi sidder og spiser eller ligger ved poolen... Vi takkede pænt nej.
Alle her i varkala er rigtig søde. Både dem på hotellet, som giver os lys når strømmen er gået og fjerner kæmpe edderkopper fra vores badeværelse. Men også dem i butikkerne, som altid råber at vi skal komme ind når vi løber gennem styrtende regnvejr.
På julies fødselsdag fejrede vi den ved, at følge efter to engelske drenge under paraplyer, der pludselig vender sig om og spørger, om vi ved hvor der er fest. Det vidste vi ikke, men vi kunne da starte en fest! Så det gjorde vi så. Vi dansede, dj'en fik alle til at råbe tillykke og vi festede til baren lukkede næste morgen. Vi mødte også to indiske piger fra bollywood, som sang for Julie. Maria faldt også og slog hul på knæet. Bartenderen havde ikke noget plaster, så alle på baren rensede hendes sår med deres drinks. Det duftede rigtigt godt dagen efter.
Efter den vilde fest tog vi med tog til kochin, hvor vi skal være, indtil vi kommer hjem igen! Vi fulgtes med de 2 engelske drenge, som skal med flyet hjem tirsdag morgen.
Vi bor i fort kochin, som er en rigtig hyggelig lille by. Man kan tydeligt se, at det har været en portugisisk koloni, pga. Husene ser helt europæiske ud. Lidt ligesom Pondicherry.
Vi havde forventet at det ville blive meget stille og roligt her, inden rejsen hjem. Men mandag endte vi med at få 2 gratis øl af tjeneren, som inviterede os til fest. Vi tog de 2 engelske drenge med, som vi også festede med i varkala. Og til festen mødte vi også to islandske piger og en indisk mand der kunne jodle. Det var super sjovt! Vi fik rigtig mange gratis drinks, bananasplit og en ret dyr sølvring. Vi kommer til at savne spontane, indiske fester!
Nu sidder vi så og skal til at spise det sidste måltid mad på vores rejse. Det er lidt trist og selvom vi glæder os enormt meget til snart at komme hjem, så kommer vi også til at savne Indien meget.
Vi har haft en fantastisk rejse og mødt en masse mennesker. Vi kan slet ikke forstå at eventyret er slut! Vi er i hvert faldet friske på at rejse mere i fremtiden, og vi er stadig ikke trætte af hinanden.
Vi ses i morgen i vores flotte sarier, henna og bindi.
Slut for denne gang.
- comments