Hej alle sammen!

Fredag var den første dag i Bertioga uden regn. Desværre var vi syge, og sov i to dage. Men så var til gengæld også klar til at tage til reggae-fest lørdag aften! Dette foregik på en scene midt på stranden. Bandet var rigtig godt, og alle dansede med og var helt nede på jorden. Vildt fedt!

Vi var som sædvanligt den helt store turist attraktion og mange sendte os lange blikke. F.eks. kom en fuld mand (og hans endnu fuldere kone) hen til os, for at høre hvor vi kom fra. Da vi havde svaret kiggede han på os med store øjne og spurgte "jamen hvordan har i så fundet Bertioga???", hvorefter han forsikrede os om, at vi var meget velkomne her. Lidt efter sagde Priscila og Fabricio, at borgmesteren havde gået forbi os og sagt præcis det samme; hvordan har de hvide mennesker dog fundet til Bertioga?

Dagen efter overnattede vi hos Priscila og Frabricio i deres bedsteforældres sommerhus. Om eftermiddagen tog vi med Fabricio og hans ven ned til stranden for at surfe - dvs. vi stod under et halvtag og ventede, da det regnede en hel del. Mens vi ventede stodder en flok unge mænd et stykke væk. De var tydeligvis meget interesserede i os, men turde ikke snakke med os. I stedet tog de billeder af hinanden, med os i baggrunden. Meget snedigt!

Om aftenen var vi trætte, men blev alligevel overtalt til et spil Truko, som er et kortspil hvor man skal være meget vågen for at følge med! Selvom vi skulle tidligt op næste morgen blev det ene spil til flere, og vi endte med at komme sent i seng. Som I nok kan høre, er brasilienerne rigtig gode til at udsætte ting. En anden dag skulle de skynde sig, fordi de skulle på arbejde, men hver gang de sagde "nu kører vi", og vi gik ud til bile, endte vi med at gå ind igen. De har aldrig mere travlt, end at de liiiiiige kan nå et eller andet. Vi nåede både at tanke bilen, tjekke dæk, handle ind og gå med os op i lejligheden før de kørte mod Moshi. Det er rart, for man er aldrig stresset, men man skal lige vænne sig til, at opfattelsen af tid er noget anderledes end derhjemme.

Mandag tog vi på tur på en lille ø, der ligger et lille stykke fra Bertioga. Her gik vi over bjerget og svedte og følte vi var døden nær, mens en lille dreng med en parasol bare løb frem og tilbage mellem os og hans forældre. Endelig nåede vi frem til en lille reggae strand med surfere og folk med rastahår. Med det samme vi trådte ud i vandet kom livredderen Marco hen til os - han ville lige sige, at hvis vi fik brug for hjælp, så var han livredderen. Til vores overrraskelse er alle vilde med os, og vi har både oplevet at livredderen og politiet har fløjtet efter os - selvom de brasilienske kvinder er meget smukkere, brunere og går med så små bikinier, at de lige så godt kunne være nøgne.

Stranden var meget smuk, og vi troede at vi havde fundet vores paradis - men vi tod fejl!

I dag tog vi nemlig med Suelis bror på bådtur. Det var meningen at han bare ville sejle med os op ad floden (som i øvrigt også var en helt vildt flot tur!), men først ville han lige vise os noget. Vi sejlede rundt om øen og kom til en lille strand, som man kun kunne komme til med båd. Den var næsten helt urørt, og med havet på den ene side og floden der mundede ud og den tætte regnskov på den anden sige følte man sig helt afskåret fra resten af verden. Den strand kan slet ikke beskrives med ord - vi kan kun sige, at nu har vi set paradis.

I morgen (onsdag) skal vi med bus videre til en by nær Buzios (Hos Louis), og selvom Bertioga er et meget dejligt sted, så glæder vi os til at komme videre og opleve noget nyt.

Mange godnatkys herfra! For resten er Julies røv så rød, at hun ikke kan sidde ned.