Profile
Blog
Photos
Videos
Uge 12: jeg har haft de første 3 undervisningsdage hvor vi har haft om Jungs typologi hvor vi har arbejdet med vores personlighedstype, værdier og egenskaber. Undervisningen er so far så spændende. Det er let undervisning, alle kan være med men man får meget stof til eftertanke og man lærer virkelig både sig selv men også andre at kende på en helt anden måde. F.eks. skulle vi onsdag vælge en person der betyder meget for os og beskrive vedkommendes egenskaber og derefter se om vi selv havde nogle af samme egenskaber og hvad vi skulle arbejde på. Jeg valgte min dejlige søster og fandt frygtelig mange egenskaber: hjælpsom, godhjertet, udadvendt, energisk, social, tænker på andre før sig selv, ærlig, spontan, mange ideer, danner overblik, følsom, tålmodig, tager ansvar, loyal, pålidelig, pligtopfyldende, flittig, organiseret, jordnær, effektiv, varm, kreativ, trofast, beskyttende, interesseret, nysgerrig. Vi skulle fortælle det højt og derefter vælge en ting i livet vi har været stolte af at have gjort/opnået. Det var meget følsomt og personligt, folk græd men det var virkelig effektivt og godt, vi kommer tættere på hinanden og det vil måske binde os bedre sammen.
Anna og jeg pjækkede fra skole torsdag for at tage til Phuket onsdag eftermiddag. 11 timers tur i bus og færge, fremme sent men fandt et hostel i byen Patong. Torsdag var strandtur inden 6 andre piger også kom til byen. Patong er en sjov by, eller i hvert fald anderledes. Strand, parasoller og når mørket falder på er der tusindvis af åbne barer og diskoteker som hver har deres poledancere. På gaden står utallige prostituerede, ladyboys og tilbud om ping-pong show!
Fredag havde vi arrangeret dykning for alle med privat speedbåd og instruktør. Vi sejlede til Phi Phi men vi havde bølger og kunne derfor ikke dykke hvor vi ville. Sigtbarheden var lidt dårlig men vi så mange fisk, også større. De sejlede os ind i små laguner og til smukke smukke strande. De satte os af på Ko Phi Phi Don hvor vi fandt et hostel. Her mødte jeg helt tilfældigt to piger fra gymnasiet og jeg anede ikke at de var på rejse også. Lørdag tog vi en longtailboat til Maya beach hvor vi havde 3 timer til sunset. I filmen "The beach" og på billeder er strandene fantastisk smukke og vandet krystal klart men der var simpelthen så meget affald i vandet at det var ulækkert at bade. Øv. På Maya mødte jeg 3 drenge fra gymnasiet, bl.a. min gode ven Jakob. Så sjovt og det skulle selvfølgelig fejres lørdag aften.
Søndag gik med hjemtransport, 2 timer forsinket, de thaifolk følger ikke altid tidsplanen! Tilbage til undervisning, 12 weeks down, 2 to go :-)
- comments
Hanna H. Thomsen Kære Marianne ! Igen et dejligt brev med mange fantastiske oplevelser. Tak for det. Du skulle beskrive en person som du beundrede meget, og det var din søster og alle hendes egenskaber. Det var så flot. Men min pige, er der ingen der har fortalt dig, at du selv har disse egenskaber også ? I er jo to helt fantastiske piger, som nok har oplevet mere end de fleste. Måske også fordi jeres forældre har haft det mod, at slippe jer og give jer lov til at få alle disse oplevelser. Hurra for dem også. Her i Danmark har vi i øjeblikket "hedebølge" på op til 23 grader, men på onsdag skulle der komme regn igen og køligere vejr. Alt er blevet grønt, og vi lister ligeså stille mod sommeren. Håber den bliver varm og god. Jeg er ved at plante mit drivhus til med tomater og agurker. Dernæst skal sommerblomsterne i krukker. I weekenden var Gert og jeg på Hjerting Badehotel ved Esbjerg. Det var en herlig tur, og Gert var den glade giver. Ja, han er nu så sød og betænksom. I aften kom Jesper, Lisbeth og Mathies til aftensmad. Det var så hyggeligt at spise på min terrasse. - Det var lidt småting fra min hverdag. - Tænker meget på dig og Lisbeth og håber i passer godt på jer selv. Giv den nu eèn på opleveren. Mange knuser fra moster Hanna.