Profile
Blog
Photos
Videos
uge 9: Sawat dii du skønne, skønne Thailand. Åh din sol er god til mig. Mandag tidlig tidlig morgen, før fanden får sko på var der afgang mod Christchurch lufthavn. 10 timers flyvning til Singapore, 2 timers ventetid og endnu 1,5 timer til øen Ko Samui. Palmetræer, tiltrækkende strande, solens varme stråler, cocktails i bløde strandstole og rensende spaophold når tømmermændene stikker mere end myggestikkene. Helsecentre, spirituelle fristeder og ro til sjælen. Velkommen til Thailands 3. største ø, Ko Samui!!
Vi bor 5 km fra lufthavnen i byen Bophut på hotelresortet Smile House. 10 m. til stranden, 2 pools, fantastisk morgenmadsbuffet, pizza og McD kan bestilles ned til poolen, massage, manicure, pedicure og prutning om prisen, sådan er vores dage på Ko Samui. Tirsdag gik med indkøb af vandpistoler i nabobyen Chaweng, klar til at fejre nytåret onsdag. Songkran er det thailandske nytår som tager udgangspunkt i gamle indiske frugtbarhedsritualer. I Thailand stænker unge vand på Buddhabilleder og statuer. Rundt i gaderne kørte pickup biler med bevæbnede vand-guerillapatruljer, hvis kampuniform var shorts eller bikini og de gav glædeligt et lift til nabobyen eller sidegaden. Hotellets ældste familiemedlem velsignede os alle med let parfumeret vand og nam ob-kridt, vi takkede på thai " khorp khun" og pjaskede videre. Onsdag aften blev vi kørt til Chaweng som var én stor cocktail af glæde, frihed og alkohol. Buckets med 1. liter drink til 20-50 kr. alt efter hvor fancy den blev ønsket. Jeg kender Strawberry Daiquiri fra Danmark som er meget delikat og med frosne jordbær i en shaker, i Chaweng bruger de jordbærsyltetøj. Føj. Byen var én stor festival med åbne diskoteker og barer über alles, fantastisk stemning og vand i rigelige mængder.
Torsdag og fredag brugte vi alle ved poolen og skønhedssaloner. Jeg var blevet en smule forbrændt og fik 60 min. aloevera massage af en sød thaidame. Hun kiggede på mig og sagde "aloevera massage, good for red skin". Hver fredag aften bliver gaden lukket for gennemkørsel og frem kommer hundredvis af boder med tøj og tingeltangel. Vældig fint og fantastisk stemning med live reggae musik.
I dag lørdag tog vi tidligt fra Ko Samui og med båd til øen Ko Tao hvor vi havde 2 dyk og frokost. Ko Tao skulle eftersigende være det bedste sted til dykning. Jungle i sit indre og koralrev i sit ydre, fantastisk sigtbarhed og mulighed for at se hvalhajer, havskildpadder, barracuda og rokker.På første dyk kom vi ned på 26 meter men sigtbarheden var dårlig og vi gik derfor længere op hvor vi så tusindvis af fisk i fantastiske farver. Vi så ikke noget vildt men det var dejligt at dykke igen og koralerne var så smukke. På andet dyk blev vi på 14 meter, sigtbarheden var bedre end første dyk men færre fisk, dog anderledes fisk og en lille rokke. En fuldvoksen rokke er 6,7 m., men det var den her heldigvis ikke og vi så ingen hajer så no danger only pleasure, selvom de nu siger at de er ganske harmløse.
Vores friuger i Thailand er nu startet og i morgen søndag tager jeg flyet til hovedstaden Bangkok med Anna hvor vi er til torsdag aften. Bangkok skulle være betagende, beskidt og blændende smuk. Her er planen kanalrundfart og "Kongernes Bangkok" hvor øen Rattanakosin er Bangkoks historiske fundament. Her ligger Bangkoks mest fortryllende templer og gamle beboelseskvarterer og hvor det mest storslåede og prangende tempel er "Grand Palace". I Bangkok når vi også Chatuchak weekendmarked hvor mere end 8000 salgsboder tilbyder alt hvad hjertet kan begære. Hvis vi får tid skal vi se Chinatown og måske besøge Røde Kors' slangefarm. Torsdag aften tager vi toget til det nordlige Thailand, Chiang Mai, som jeg forbinder med det rigtige Thailand. Her har vi 5 dage som skal bruges i "Løvebuddhaens tempel", sejltur på Ping-floden, zoologisk have,natbasaren og elefantlejren. I elefantlejren bruger vi en dag og vi får hver kørekort til en elefant. Den skal mades, bades, rides på og hvad man nu ellers kan med sådan en elefant. Turistattraktion ja, men ud fra andres erfaringer skulle det være helt fantastisk og langtfra så turistet som elefantridning i Bangkok.
Vi er i Bangkok fra den 17. april-21. april og i Chiang Mai 21. april-26. april. Derefter starter undervisning. 3 dage med ørundtur og kulturforståelse, derefter 3 uger (12 dage) med personlig udvikling mandag-torsdag, og hvor vi vil bruge weekenderne på dykning, Fullmoon parties og de fantastiske smukke Phi Phi øer som skulle have de smukkestestrande i Thailand, og hvor filmen "The Beach" blev optaget. Derefter vil jeg ikke tænke på hvad der så skal ske, men det er planen i Thailand. Langt fra så hektisk som New Zealand og det trænger vi alle til :-)
- comments
Moster Nette Kære Marianne. Jøsses hvor er du heldig. Det er da helt fantastisk alt det smukke og spændende du ser. Sikke billeder. Du stråler også omkap med solen. Vi kunne pakke på nul , 5 hvis vi fik sådan et tilbud. Har altid tænkt meget på N. Z. der er bare så pokkers langt. Så man skal have lang tid, det er du nok enig i. Her er solen kommer .Vi skal til husby hele påsken. Bfar er flyttet. Janus og signe har set den lejlighed de geren vil have. Desværre var der 5 andre par der også gene ville. Så vi venter. Håber så meget. Kris skadet, 2 trælår. Ved ikke hvor hurtigt det kan gå. Måske når han det ikke. Pis. Marie har fået afleveret de første billeder til nogle butikker. Meget spændende om de sælger. Du må have det fortsat som blommen i ægget. Vi følger dig. KH Henrik Annetet