Profile
Blog
Photos
Videos
Siden træningsugen er 5-kløveret blevet splittet lidt op. Esben blev på Sunshine Coast, hvor vi også havde træningsugen - han skulle lave noget jet-ski kursus og skal også arbejde der. Andi og Laura tog til Mackay, hvor de skal arbejde som livredddere og Randi og jeg tog til Cairns for at tage dykkercertifikat.
Cairns er lidt af en turistby - der er godt gang i byen, men man møder ikke så mange lokale. Det er en rigtig hyggelig by med masser af caféer, butikker, restauranter mv. og en hulens masse store flagermus, der lugter sjovt.
Dykkerkurset vi havde tilmeldt os var et 5 dages PADI open water kursus hos ProDive med 2 dage i klasseværelse+pool og 3 dage på havet ved Great Barrier Reef. Vi var 12 deltagere på kurset og blev inddelt i to grupper af 6: Lindzy og Martin fra Auckland New Zealand, Matt(hew) fra Darwin Australien, Matthias fra Østrig og så Randi og mig. Teorien og dykkene i poolen gik heldigvis hurtigt og smertefrit, så vi kunne komme afsted til revet. Dermed ikke sagt, at der blev sprunget let henover tingene - der var meget fokus på sikkerheden og teorien kom ind med både video, tavleundervisning, praksis og prøver. Vi havde en rigtig dygtig og sjov instruktør Jason Brown fra England.
På revet havde vi i alt 9 dyk og endte med også at tage overbygningen til open water, Adventure. Med den må vi dykke ned til 30 m og det er meget belejligt eftersom der er et eftersigende meget smukt skibsvrag på ca. 30 m's dybde tæt på Townsville, hvor vi skal arbejde som livreddere. Det kunne godt tænkes at vi lige kiggede forbi det senere :)
Det ene dyk var smukkere end det andet. Jeg var især meget betaget af vores natdyk. Det er lidt som at være i et eventyr, hvor alle figurerne har sat tempoet ned. Nogle af korallerne lyste med lyserøde "stjerner" i mørket - det er øjnene på krabberne, der gemmer sig i dem. Det føltes ret specielt at være en del af det, der foregår på bunden af havet og så midt om natten, hvor man som regel ikke kan se en dyt.
Vi så en hulens masse farverige fisk og koraller, som jeg ikke kan huske alle navnene på. Det er helt svært at forstå, at det hele er virkeligt, når man er i vandet for det ligner jo en rigtig god tegnefilm. Blandt de mere kendte arter så vi bl.a. Clown-fishes, også kendt som Nemo-fisk, anamone (korallerne som Nemo ofte gemmer sig i), en enkelt lille haj, søpølser, butterfly-fisk og så blev juletræet lige toppet med en stjerne på det sidste dyk, hvor der var en venlig hav-skildpadde, der svømmede med os (Randi og jeg) i små 10 min.. Han hed Tobias og var en halvstor fætter.
På båden lærte vi nogle af de andre at kende rigtig godt - man kan jo ikke rigtig stikke af. Vores 6-mands dykke team, som omtalt tidligere, bestod af de bedste mennesker. Matthew er gift med Tatiana, som også var med på skibet - hun er fra Ukraine oprindeligt, er opvokset i Polen og bor så nu i Australien. De to arbejder på en mindre båd i Darwin, som samler perler fra muslinger. Matt er skipper og Tat er kok. Udover 6-mands gruppen hang vi også ud med Vide fra Stockholm Sverige, som studerer noget environmental management. Vi var i alt 32 mand ombord + crew og vi snakkede selvfølgelig alle med hinanden, men jeg vil spare dig for en nærmere præsentation af den øvrige besætning ;) Da vi kom tilbage på land tog vi i byen og dansede til den lyse morgen. Det var en virkelig sjov bytur med rigtig meget dans og godt humør. Dagen efter (tirsdag) var vi en del fra dykker-teamet, der mødtes igen og hang ud ved poolen/kunstig strand og lavede barbecue. Det var temmelig hårdt at skilles efterfølgende, da det var gode mennesker, og man aldrig ved om man ser dem igen.
Matthias fra Østrig havde tilbudt Randi og jeg et lift fra Cairns til Townsville onsdag, da han og en af hans kammerater Martin fra Holland havde lejet en bil og kørte sydpå. Det tog vi selvfølgelig imod, og vi havde en super god roadtrip med de to. Onsdag aften landede vi så i Townville, hvor vi skal arbejde som livreddere fra nu på mandag d. 15. dec. til slutningen af januar. Vi er blevet inlogeret hos én af de permanente livreddere Peter i et meget luksuiøst lejlighedskompleks. Peter er super flink og hjælpsom - han er bare ikke så meget hjemme og så kommer Randi og jeg til at snakke dansk. Vi overvejer derfor om vi skal flytte til et nærtliggende hostel, så vi kommer til at bo med andre engelsktalende og får snakket det mere. De første 14 dage tænker vi dog at blive boende, så vi lige kan finde os til rette i hele livredder-situationen.
Torsdag var vi inviteret til Christmas party hos vores livredder supervisor Russel sammen med alle de andre Townsville livreddere. Det var super hyggeligt, de er alle meget flinke og imødekommende. Vi har desuden været rundt og se et par af strandene som vi skal stå på (vi skifter strand hver dag), og det ser rigtig godt ud. Townsville er i øvrigt en halvstor og rigtig hyggelig by med masser af lokale og ikke så mange turister.
Nu glæder jeg mig bare til at starte med at arbejde på "Net 1" mandag :)
- comments
Sigrid Ih, det lyder spændende! Det er altså dejligt at læse om, mens man sidder herhjemme i regnen ;-) Held og lykke med livredderstarten. Krams