Profile
Blog
Photos
Videos
Så er de første 14 dage hos familien næsten gået. Vi begynder så småt at falde til i området og i huset. Siden sidst er der kommet 2 nye studerende til, så vi nu bor 4 her hos familien. De skulle have været i Mombasa, men kom så hen til os i stedet. Den første nat boede vi alle sammen inde på det værelse vi havde fået fra start, men det var meget trængt, så Anne Sofie og jeg fik os et nyt værelse. Vi har nu en altan hvor vi om morgen kan sætte os ud og nyde solopgangen, hvilket egentlig er meget lækkert og hyggeligt. Der udover så er værelset også på den anden side af ude køkkenet, så vi slipper også for lugten af bål inde på værelset. Alt i alt, et rigtig fint værelse.
Vi er nu kommet rigtigt i gang med vores praktik på hospitalet. Her i starten har vi været på børneafdelingen. De første par dage vi var der var der ca. 33 børn indlagt til i alt 28 senge. Afdelingen er delt op i 4 grupper. Cube 1, hvor de mest syge børn ligger. Det er hovedsageligt dem som har brug for ekstra ilt eller overvågning. Det er den gruppe som også ligger tæt på hvor sygeplejerskernes kontor ligger. Cube 2 er det område hvor alle børn der har en lungebetændelse, astma eller andet diagnose som har med luftvejene at gøre ligger. I cube 3 ligger de børn som har diarré og opkast. Cube 4 er det område hvor de ældre børn ligger og ellers de børn som er klar til udskrivelse, men ikke kan udskrives grundet manglende betaling af regninger. Det ender tit med at regeringen i sidste ende betaler for at de bliver udskrevet. Men dette er en lang proces, da de skal i en form for forhør der skal tages stilling til hvor fattige de er. Der udover er der 2 yderligere rum på afdelingen. Et isolations rum hvor der blandet andet ligger de børn med tuberkulose og et neonantalt rum til de for tidlig fødte . I hvert rum er der kun 2 senge og der kan de sagtens ligge 2 børn på hver seng. De første par dage hvor der var helt fyldt på afdelingen lå de gerne 2 patienter i hver seng også kunne mødrene få en stol eller bænk i nærheden af sengen til at sidde på. Sygehusinfektioner er et stort problem hernede, og det er der ikke noget at sige til når de er flere patienter om at dele 1 seng.
Vi møder hver dag på sygehuset 7.30 og har fri allerede kl. 13. igen, så det er nogle korte dage vi har. Anne Sofie og jeg har også snakket om nogle gange at blive lidt længere. Dagen på afdelingen starter med at der er rapport om morgen hvor aftenvagten gennemgår alle patienter. Her er det rigtigt svært at følge med i hvad de taler om, specielt når afdelingssygeplejersken snakker. Hun er rigtig god til at skifte mellem engelsk og swahili og det virker tit til at hun ikke er tilfreds med de ting sygeplejerskerne laver. Efter rapporten skal der redes seng. Derhjemme ville det være en sygeplejeopgave. Hernede går sygeplejerskerne rundt og tjekker om sengene er redt pænt op og alt ser nydeligt ud. Hvis der er en seng hvor sengetøjet ikke ligger som det skal, så beder de mødrene om at redde sengen også selvom de har hænderne fulde med et grædende barn. Der har jeg tit bare taget over og hjulpet med at redde sengen. Er der en tom seng, så sørger de for at redde den, så den er klar til en ny patient. Derefter er det tid til at give medicinen. Alt det medicin som de fleste får bliver fundet frem og stillet på et rullebord, men kanyler, swaps og andet medicinsk udstyr. Så starter de ellers fra en ende af, hvor de råber navnet på barnet op også kommer moderen for det meste med selve behandlingen så sygeplejersken kan give medicinen. Stort set alle børnene har fået lagt et venflon så der undgås at de skal stikkes alt for ofte. Mange af dem græder ved bare syntes af sygeplejersken og det er der ikke noget at sige til. De har slet ikke den samme omsorg som vi har derhjemme. De giver bare medicinen rigtig hurtigt også går de igen uden at trøste barnet. Nogle gange kan det godt være svært at være tilskuer til det. Når jeg har givet børnene medicin er det blevet gjort meget langsomt, så det gør så lidt ondt så muligt. Der har jeg flere gange oplevet at sygeplejerskerne og lægerne kommer og tjekker op om der er noget galt fordi at det tager så lang tid. Når man fortæller dem at man giver det meget langsomt for at undgår at det gør alt for ondt på dem, så kigger de bare underligt på en og går deres vej igen. En af de første dage på afdelingen kom der en mor ind med sit barn som havde feberkramper. Det har jeg aldrig set før, så var en lidt barsk oplevelse for mig. Specielt også at se moderen der var helt ude af den og sygeplejerskerne gjorde ikke rigtigt noget for at berolige hende. Der blev taget tid på hvor lang tid kramperne tog og da det var overstået fik barnet noget der minder om panodil til at dæmpe feberen. Jeg skal lige vænne mig til at de ikke har den samme omsorg til patienten og forældrene som vi har derhjemme. Det er også lidt svært at snakke med nogle af forældrene da de kun taler swahili. Den anden dag gav vi afdelingen en masse lego som de kunne bruge til at aktivere børnene. Det var lidt svært at forklare dem at det altså var til de børn der var indlagt og at det ikke måtte tages med hjem. Flere af sygeplejerskerne blev ved med at spørge om de ikke måtte få noget med hjem til deres børn. Men vi holdte fast i at de var en gave til afdelingen. Det var rigtig fedt at se hvor meget nogle af børnene nød at lege med det. Jeg havde haft meget at gøre med et barn med meningitis, som var meget syg. Man kunne rigtig se at han studerede klodserne og fulgte med i hvad de andre børn foretog sig. Det virker ikke til at sygeplejerskerne giver sig tid til at lave den slags ting med børnene, for Anne Sofie opdagede at de havde en masse andet legetøj som bare var gemt væk. Jeg kan ikke gøre andet end at håbe på at de på et tidspunkt vil bruge mere tid sammen med børnene og tage noget af alt det legetøj i brug som de har.
I vores fritid kigger vi lidt rundt inden og byen og løber nogle turer i området. Der er ikke så meget at give sig til her hvor vi bor, men så er det godt at det er et rigtig fint område til at gåture og løbe i. Sidste søndag var vi med familien i kirke. Det noget anderledes fra derhjemme. Der er rigtig meget sang, både hvor det er kor, men også enkelte personer der synger. Også var der forskellige præster der prædikede. Det var egentlig meget fint prøve. Den anden dag prøvede vi også at plukke en Kylling. Familien havde 400 kyllinger som skulle slagtes og sælges videre. Anne Sofie var så sej at plukke 3 kyllinger, hvor jeg pænt nøjes med bare 1. Det var helt vildt ulækkert at prøve, men også lidt sjovt. Så det kunne godt være at det skulle prøves igen engang. Weekenden har vi brugt på at tage til Nanyuki med de 3 andre fra skolen. Vi var på hotel, hvor vi tilbragte dagen med at dase ved poolen og Marco og jeg kunne træne lidt styrketræning. Det var helt vildt lækkert og hyggeligt med en weekend udenbys. Vi delte alle 5 et værelse hvor vi hyggede og snakkede om alt mellem himmel og jord hele aften. Da vi kom hjem lavede Anne Sofie og jeg risengrød til aftensmad. Det var rigtig lækkert og hyggeligt at få lidt mad man kendte til også 1 søndag i advent. Jeg tror ikke det var en succes hos familien, da de så lavede noget andet mad bagefter. Men de spiste det også har de os prøvet det. Vi har i dag haft en fridag fra hospitalet da alle sygeplejerskerne i landet er begyndt at strejke. Det bliver spændene at se hvor længe det fortsætter, men så længe det står på, må vi ikke dukke op på hospitalet, da der kan blive optøjer.
Men jeg har det stadig rigtig godt hernede, selvom det er mærkeligt at tænke på at jeg snart har været væk hjemmefra i 1 mdr. I må bære over med at jeg ikke er så god til at få opdateret bloggen. Skal nok bestræbe mig på også at få lagt nogle flere billeder op.
Hugs Mariama.
- comments