Profile
Blog
Photos
Videos
Hvad sker der for det her land?!?
Skolen er lukket, butikkerne er lukkede, vores telefoner virker ikke længere, bilerne må ikke køre - den her strejke er virkelig langt ude! Vi har nu været i Bijanbari i halvanden uge, og strejken lader ikke til at forsvinde med det samme. Ditte har en teori om, at det her er "The Final Strike". Altså at strejken vil blive opretholdt, indtil området her får deres egen stat - er bange for at hun har ret! Hver dag mister vi mere og mere af vores håb om, at Roshni over morgenmaden siger, at strejken er overstået. Vi havde håbet, at vi i denne weekend kunne besøge Darjeeling (en stor flot by, der ligger halvanden times kørsel væk). Men da vi ikke kan køre væk fra Bilanbari - det er kun ambulancer og biler til bryllupper, der må køre - og alt i Darjeeling også er lukket, har vi ikke kunnet komme af sted. Seriøst, det her land er virkelig ikke til at regne med! Man kan da ikke bare lukke hele samfundet ned - det giver absolut ingen mening! Og jeg er ærlig talt ved at være godt træt af det! "Expect the unexpected" - det tror jeg da vist nok!
Men at skolen er lukket betyder ikke, at vi ikke underviser børnene. Om formiddagen underviser vi de små børn (de er fra 3 til 8 år) i matematik. Har undervist den samme pige, Radha, alle dagene. Hun startede med at være meget genert og stille. Nu smiler og griner hun hele tiden, giver farvelkram, og i går fik jeg en lille tegning af hende, som hun havde lavet til mig derhjemme. Hun er simpelthen så sød! Jeg har fået lært hende 1-10-tabellerne stort set udenad - stort! Om eftermiddagen underviser vi de større børn i engelsk, primært grammatik. Det gør vi i grupper, og jeg har indtil videre undervist sammen med Andrea. Vi har undervist den ældste gruppe med 6 drenge og piger, der alle er 15 år. Det var ikke lige den aldersgruppe, jeg havde regnet med at undervise hjemmefra. "Har du lagt mærke til, at vores elever har skæg?" sagde Andrea den anden dag. Men "heldigvis" er niveauet ikke så højt, så der er en masse vi kan lære dem. Vi er startet fra scratch med bøjning af "to be", "to have" og "to do". Deres grammatikbøger er på et langt højere niveau (nærmest på det niveau jeg havde i 3.g), men det kan de slet ikke finde ud af - der er lang vej!
Vi går stadig en lang tur hver dag. De bliver hårdere og mere udfordrende for hver dag. I dag gik vi i 3,5 time - 2,5 time var uphill, virkelig uphill! Det er super dejligt at få brugt kroppen (… så har man heller ikke helt så dårlig samvittighed, når man spiser en ekstra portion af Yasmins fantastiske mad!). Børnene går med på alle vores ture og er her i Trekkers Hut stort set hele tiden. Det kan godt være lidt for meget af og til. Nogle gange har vi brug for lidt space - det er eksempelvis ikke så fedt at vaske tøj med 10 børn rundt om, der hele tiden kalder: "Miss! Miss look!" Jeg skal godt nok vænne mig til hele tiden at være omringet af så mange mennesker. Man er på hele tiden, så når klokken bliver otte, siger vi til hinanden: "Nå, nu er det da vist også ved at være sengetid!" - helt ærligt, klokken otte!?!
Jeg har aldrig før haft så mange og så konstante humørsvingninger. Det ene øjeblik tænker jeg, at 2 måneder er meget, meget lang tid. Det næste øjeblik synes jeg, at alting er fantastisk. Det er små ting, som gør udslaget: Sol eller regn - fedtet eller nyvasket hår (det sker ret sjældent!) - strøm eller ingen strøm (vi har efterhånden vænnet os til, at strømmen går mindst 5 gange om dagen) - almindelig te eller lækker ingefærte (drikker te 4 gange dagligt). Det er aldrig til at vide, hvordan humøret er om 5 minutter.
På trods af alt har vi det helt vildt sjovt og hyggeligt - no doubt about that! Og selvom vi aldrig har været så isolerede før, klarer vi os ret godt. p { margin-bottom: 0.21cm; }Vi har heldigvis også en masse bøger, kortspil, yatzy og andre gode sager, som vi kan fordrive tiden med.
Håber I alle har det godt,
Maria
- comments