Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en længere sejltur fra Koh Lipe ankom vi til Koh Lanta, som er en noget større ø. Efter planen skulle vi have været på Koh Lanta kl. 15 onsdag eftermiddag, men vi ankom først 18.15 godt trætte efter en lang dag på færgen. Færgen vi sejlede med, var ikke ligefrem af nyere dato, og da vi kom ombord, tvivlede vi et kort øjeblik på, om den ville klare turen. Og vi blev enige om, at hvis vores fædre havde været med, havde de nok kunnet få meget tid til at gå med at undersøge færgens tilstand og vurdere, om den nu var sikker at sejle med. Men på trods af en rusten færge kom vi sikkert i havn og fandt hurtigt et sted at bo. Denne gang med aircondition, senge med fast bund og swimmingpool, så det var bare ren luksus. På trods af den høje standard var der på det yderst flotte badeværelse med 6 forskellige slags fliser, ikke noget spejl! Så de to dage vi boede der, har vi nok set rigtig godt ud ;) Den første dag gik meget af tiden med at være til læge, da Camilla havde problemer med hørelsen og faktisk var ude af stand til at kommunikere ordentligt. Da der jo skal spares, hvor der spares kan, valgte vi at gå hen til lægen, da det blot var et par kilometer fra, hvor vi boede. Og overraskende nok fandt vi uden vanskeligheder lægen efter en fin gåtur, hvor vi så også fik set lidt at øens hovedvej. Det var ret sjovt at opleve at være til lægen hernede og på trods af, at lokalet var en smule primitivt, var vi ikke et sekund i tvivl om, at lægen havde styr på det. Og det må hun i hvert fald også have haft, for efter besøget ved hende kunne Maria konstatere, at Camilla igen kunne høre. De næste par dage gik med hygge på stranden, hvor vi kunne holde ud at ligge længere, da det var lidt overskyet. I går ville vi forkæle os selv efter alle vores besparelser på andre ting, så vi tillod os selv at få en times thai-massage. Og nøøøj hvor var det skønt, det er i hvert fald ikke sidste gang, vi har prøvet det. Vi blev nærmest behandlet som kongelige og fik serveret the og vandmelon bagefter og fik besked på, at vi bare skulle tage den med ro og blive siddende og nyde det.
I dag var det så tid til lidt action, så vi lejede to såkaldte motorbikes (altså sådan nogle som vi på dansk kalder scootere), så vi kunne komme rundt og se øen. Efter en grundig introduktion fra hende vi lejede dem ved, var vi klar til afgang, og der gik ikke lang tid, før vi følte os som en del af de lokale. Dog skulle vi lige vænne os til at køre i venstre side af vejen. Vi fik set de dele af øen, hvor der kun bor lokale, og det var rigtig spændende. Vi kom også forbi en by, som hedder Old Town. Her gik vi os en lille tur og fik en is, som var velfortjent i varmen. I byen lå en butik som solgte hængekøjer, der er håndlavet af lokale stammer. Faktisk havde vi allerede forelsket os i hængekøjerne, inden vi tog afsted, da vi på forhånd havde læst om "The Hammock House", så da vi så endelig var der, blev vi nødt til at eje en. Vi købte derfor begge en hængekøje efter at have afprøvet dem og nøje udvalgt de bedste. Så nu har vi mere, vi skal slæbe rundt på, men vi håber, at vi kan sende dem hjem til Danmark til en nogenlunde fornuftig pris. Efter besøget i Old Town cruisede vi hele vejen ned til enden af øen, hvor vores plan så var at fortsætte opad igen på den modsatte side af øen. Men efter at have afprøvet lidt veje, fandt vi ud af, at det ikke var muligt, så vi måtte vende om og skulle køre et godt stykke, indtil der kom en anden vej, som vi kunne tage. Vi kørte mod en nationalpark, og på vejen så vi rigtig meget flot natur og havde et lille stop på en strand, hvor bølgerne var rigtig høje (sådan som ved Vesterhavet). Efter at have været nede ved nationalparken kørte vi hen til en anden strand, Long Beach, hvor vi efter planen skal flytte hen til i morgen. Vi fandt et rigtig fint sted, hvor vi kan bo, så det er dejligt, at vi ved, hvor vi skal overnatte i morgen, så vi ikke behøver at trave rundt så længe med vores oppakning. Siden i går har vi forresten igen boet i en fin lille bambushytte, så vi er gået lidt ned i standard, men det er lige til at leve med, når vi her kun skal betale cirka 1/3 af, hvad vores "luksusværelse" kostede. Lige nu giver vi nemlig kun 30 kr. pr. næse for en overnatning, og det er endda med fan, eget bad og toilet og en fin terrasse med hængekøje. Så det er meget billigt! Vi har dog haft en uvedkommende gæst, en rigtig klam frø, som havde sneget sig ind og sat sig i loftet. Dette ville vi under ingen omstændigheder finde os i, så Maria fik den hurtigt fjernet ved hjælp af verdens største håndklæde, som vi også har fået med i prisen. Så nu er alt under kontrol igen, og vi kan sove godt under vores fine myggenet til lyden af græshopper og andet godt fra naturen. Vi håber alt er vel derhjemme, vi har det fantastisk, men savner jer alligevel lidt :)
Mange hilsner Camilla og Maria
- comments
Anders Nyeman Grunnet Hej Camilla og Maria :-) Jeg nyder at læse jeres blog og om alle jeres oplevelser. Her hjemme er det ikke for varmt, så vi glæder os til foråret kommer. Knus din dejlige bror Anders :-)
Kim Grunnet Godt at høre at det går godt, og at i har det godt. Knus fra Marias far.
Nadine Grunnet Stougaard Hej Maria :-) Det lyder som om at jeres tur har budt på mange spændende oplevelser indtil videre. Her hjemme i Danmark er vejret ikke for godt, så vi er bare lidt misundelige .. Dejligt at kunne følge lidt med i jeres oplevelser
Maria Nyeman Grunnet Hej til min dejlige familie. Tak for jeres søde hilsner, jeg har det rigtig godt, men savner jer, og skal nok sende noget varme mod DK :-) Knus Maria