Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 5/3 - Fridag:
Fik sovet "længe" (så længe som jeg nu kan ;)), og fik skypet med Søren. Det var stort set regnvejr hele dagen, så lavede ikke så meget andet, end at være på hostelet, dog var jeg lige et smut inde i byen og kigge en sidste gang. Om aftenen havde Jimmy arrangeret en Powhiri, som vi gik glip af i onsdags. Vi kom ud til Judy (maorilæreren) og fuldførte ceremonien med 6-7 maorifolk. Ceremonien bestod af en "Challenge", hvor en maorimand skulle se om vi kom som venner eller fjender. Han lagde en velkomstgave på jorden, som en af os skulle samle op. Hvis Martin, som gjorde det, kunne samle den op imens han hele tiden holdt øjenkontakt med maorien, var vi accepteret, og måtte komme med ind. Vi gik ind og hilste (lavede hungi = give hånd og støde næserne sammen) til dem alle. De holdt nogle "takketaler" (tak for at vi ville komme osv.) og sang et par sange. Derefter var det vores tur til, at holde taler og synge sange. Vi gjorde det som vi havde planlagt til onsdag, med de samme sange. Nu kom vi til Hakaen, og efter det viste to unge maorier os hvordan Hakaen skulle laves, og efter det viste de vores drenge, hvordan ens ansigtsudtryk skal se ud (store øjne og tungen ud af munden). Til sidst sang vi en sød maorisang, der på engelsk hedder Little Tui, og sluttede af med at få lidt lækkert at spise (pandekager og saft - dette er dog ikke en del af Powhiri). Da vi kom hjem var det tid til at sige farvel til Pahia med en lille bytur på Pipi Patch Bar.
Pahia => Waitomo
Søndag d. 6/3: Kørte med bus fra Paihia kl. 9.00. Kørte i 6-7 timer med 3 stop (b.la. på McD - vi havde jo været i byen dagen inden ;)).Tjekkede ind på Waitomo top 10 holiday park midt på eftermiddagen. Vi bor i små 2-6 personernes hytter (Jeg bor i en 3-personers hytte, men vi er kun to - Fie og jeg). Lå på græsset i den dejlige sol indtil vi begyndte at lave aftensmad (Pasta, ketchup, tun og en enkelt madpandekage der var til overs fra i forgårs). Spillede høvdingebold om aftenen, og har nu oplevet at NZ også kan være mega kold om aftenen! Der var nok omkring de 10 grader sidst på aftenen - og ja, det er koldt i forhold til, at det er sommer hernede ;) I Paihia er der subtropisk klima, og max et par grader under 20 grader om aftenen/natten.
Black Abyss + Waitomo til Rotorua:
Mandag d. 7/3 - Blev afhentet om morgenen og skulle på en 4 timers grottetur kaldet Black Abyss. Fik våddragter + udstyr, og blev kørt ud til grotten. Først skulle vi øve os i, at rappelle ned ad en lidt stejl skrænt, for at finde ud af, hvordan udstyret virker. Herefter forløb turen i grotten således: Rappelling 30-40 m. ned, hvor der nogle steder kun var en halv meter bred, så svævebane ned i gennem grotten - i mørke! hvor vi hang i seletøjet vi også brugte da vi rappellede. Nu var det tid til lidt varm kakao og en kage, så vi kunne få varmen - det var rigtig koldt nede i grotten. Herefter skulle vi hoppe omkring 3 meter ned i vandet med en gummiring under os. Ret skræmmende, da der var mørkt, og man kunne ikke se vandet.. Men jeg klarede det, dog røg jeg ud af gummiringen, da jeg landede i vandet. Nu skulle vi sejle i vandet med gummiringene.. Vi trak os igennem vandet vha. en snor, der hang ud fra klipperne. Dette var den stille og rolige del af turen, hvor vi kunne se en masse flotte glowworms. Derefter gik vi meget rundt i grotterne (der var vand næsten overalt). Dette var en udfordring, da man ikke kunne ens fødder, hvor dybt der var, eller hvor der var klipper og sten. Vandet var lige fra nogle få cm og til så dybt at vi skulle svømme. Kravlede igennem nogle meget smalle steder. Holdt endnu en pause for at blive varmet lidt - fik varm juice og chokolade. Sidste udfordring på turen var to vandfald vi skulle kravle op ad (frivilligt - man kunne også tage en nemmere vej). Vi var 5 ud af 9 der tog turen op ad vandfaldene. Til sidst kom vi ud og blev kørt tilbage til centeret, hvor vi tog et bad, og fik tomatsuppe og en bagel. Blev kørt tilbage til logden ved 13.30-tiden og lå på græsset og solbadede og spiste is. Vi skulle vente på dem der havde valgt at tage en længere grottetur. De kom tilbage sidst på eftermiddagen, og så gik turen mod Rotorua. Denne bustur varede 2,5 timer. Aftenen i Rotorua brugte jeg på, at spise, slappe af, få tjekket mailen og snakket lidt om hvad vi skal i morgen.
Tirsdag d. 8/3 - Gåtur i Rotorua + Hobbiton.
Om formiddagen var vi en flok piger, der gik i byen for at shoppe og handle ind. Eftermiddagen blev brugt i Hobbiton, hvor vi blev vist rundt af en guide. Nogle af scenerne fra Ringenes Herre er optaget der, og lige nu står alt klar til, at "Hobitten" skal optages (det er derfor jeg desværre ikke må lægge billeder ud på nettet derfra - De forklarede, at ingen af scenerne må offentliggøres på nettet, før de er optaget). Gik tidligt i seng om aftenen, da vi skulle tidligt op onsdag.
Onsdag d. 9/3 - White Island.
Vi blev afhentet tidligt om morgenen (7.00), og kørte en god times tid ud til byen, hvor båden til White Island sejlede fra. Sejlede ved 9-tiden. På sejlturen fik vi Morning Tea og så en masse delfiner (: Ankom til øen, blev udstyret med hjelm og iltmaske (Hjelmen skulle vi bære hele tiden, men masken måtte vi selv bestemme hvornår vi brugte - kunne bruge den, hvis lugten af rådden æg blev for slem (ja, der stinker helt vildt når man kommer tæt på dampende!)). Vi kom derover, og fik en guidet rundvisning. Meget specielt, at gå på en aktiv vulkan, hvor det syder, bobler og damper næsten overalt. Sejlede tilbage ved 14-tiden. På båden fik vi en lille madpakke af crewet - Der var lidt forskelligt sandwich, lunt, snack og frugt. Vi så igen delfiner på vej tilbage af. Det vrimlede med dem overalt rundt om båden (: Var hjemme igen til aften, og fik handlet lidt ind + gik tidligt i seng igen.
Torsdag d. 10/3 - Rotorua til Tongariro National Park via. Wai-O-Tapu:
Kørte fra Rotorua - Den stinkende by - om morgenen. Holdt 3 stop i løbet af køreturen: Lady Knox Geyser, Wai-O-Tapu Thermal Wonderland og til sidst Taupo, hvor vi spiste frokost og handlede ind. Ankom til nationalparken midt på eftermiddagen. Nogle så Ringenes Herre (Fra mit værelse har jeg en flot udsigt lige ud til Mt. Doom, som er med i filmen. I morgen kan vi jo vælge, at bestige det bjerg). Andre udnyttede klatrevæggen på lodgen, men jeg selv var desværre blevet syg i løbet af dagen, og måtte lægge i sengen det meste af eftermiddagen og aftenen.
Fredag d. 11/3: Tongariro Crossing:
Stod op meget tidligt i dag (5.00), og overvejede meget, om jeg stadig var for syg, til at tage med på vandreturen. Havde lidt feber og meget ondt i halsen, men tog kampen op og tog med. Fik pakket taske og kørte af sted kl. 6.00. Ankom lidt efter til startstedet. Jeg fandt hurtigt nogle, at danne bagtrop med, da det var meget hårdt, at gå i bjergene med feber, når der fra morgenstunden var meget koldt. De første kilometer havde jeg svært ved, at trække vejret. Men med mange små pauser undervejs gik det hele. Det var en super tur - rigtig flot! Ca. halvdelen valgte, at gå tre timer ekstra op ad Mt. Doom. Jeg ville gerne, men kunne ikke pga. sygdom. Jeg måtte "nøjes" med, at vandre på de andre lidt mindre bjerge, hvor vi hele tiden kunne se op på Mt. Doom. Jeg gik i en lille gruppe på 3-4 personer, og vi nåede i mål kl. 14.40. Lidt efter kørte bussen os tilbage til logden. Om eftermiddagen var jeg meget smadret. Fik et langt bad og slappet af - kunne godt mærke, at jeg ikke var helt rask endnu. Til aften skulle vi over til nabohuset, som er en bar/restaurant, hvor vi alle spiste aftensmad. Jimmy fortalte os, at vi ikke skulle til Christchurch pga. jordskælvet, så vi får to ekstra dage i adrenalinbyen Queenstown. (Dermed skal jeg holde fødselsdag i Q.town og ikke Christchurch). Jeg fik Mummi i dag. Det er vores maskot (en lille kiwi-bamse), man får hvis man har overskredet grænser/lavet noget sjovt eller godt. Jeg fik den fordi jeg tog med på vandreturen, selvom jeg var syg. Jeg gik i seng umiddelbart efter vi havde spist, og fik en dejlig lang nats søvn (11 timer! ;D).
- comments