Profile
Blog
Photos
Videos
Day 8 - Hej haj
Morgen på dykkercenteret efter en overraskende god nats søvn uden aircon- 04-01-11. Vi mødes til morgenmad på dykkercenterets restaurant inden indkøb af dykkerudstyr og afgang på liveaboard. De andre bestiller uinspireret og dødkedeligt en "continental breakfast", mens jeg - drengerøvstypen - selvfølgelig kaster mig ud i en "thai breakfast". En skøn risret, der smager af mere. Endnu en portion bliver bestilt inden vi tager en Tuk Tuk mod Dive Supply. - En dykkergrossist vi har fået adgang til som private ved bestikkelse i form af marcipan og røde pølser til en dansk ansat.
Dive Supply er et mekka, og jeg indser straks at jeg har et beslutningshelvede foran mig. Hvordan skal jeg nogensinde kunne vælge med sådan et udvalg, når jeg intet aner om dykkerudstyr? Well, bestikkelsen bliver givet, og vi går så småt i gang med købsprocessen. Et par timer efter har jeg fået sammensat et komplet udstyr med sko, dragt, hoodie, BCD, regulatorsæt, kniv, finner, taske, maske, snorkel, lommelygte og dykkercomputer. Lommeregnerens tal vokser skræmmende for hver gang der bliver trykket + og vi ender 3 gange over budgettet. f***? Nå, hjernevasket af et slogan jeg så tidligere "Deep down you want the best" lader jeg handlen gå igennem. Off we go tilbage til dykkercenteret og så er der afgang til liveboard Oktavia - Similan Islands.
Bagagen bliver proppet ind i den alt for lille minibus, og vi triller ned ad bakken og videre nord på 1,5 time mod Tap Lamu, hvor båden sejler fra. På havnen bliver vi modtaget af en ung lyshåret gut i en gul og blå polo. - Første indikation på at båden er svenskejet. Bådens thailandske crew tager vores bagage og vi kan gå ombord på båden. Båden er over forventning og ligeså er bådens besætning. 4-5 thailandske hjælper, 2 engelske, 1 belgisk og 1 svensk dykkkerinstruktør. Senere viser det sig at den svenske ejer af båden også er om bord som gæst. Efter indlogering i den lille kahyt med 2 køjer, en reol og blæser, er der introbriefing. De ca. 20 gæster på båden hilser høfligt på hinanden og båden ligger fra kaj mens crewet giver diverse info. På vej ud af havnen er det thailandsk skik at lave en lille ceremoni med "fire crackers" (knaldfyrværkeri) fra bådens stævn (se video). Det afsluttende brag lyder og turen er i gang.
Oplevelserne og livet ombord på båden kunne jeg skrive side op og side ned om, men jeg vil fatte mig forholdsvis kort: En typisk dag på båden var
6:00: Earlybird Breakfast (toastbrød, cornflakes, bananer)*
6:30: Briefing
7:00: Morning Dive
8:30: Breakfast (æg, bacon, pølser, kartofler, grønt)*
10:30: Briefing
11:00: Dyk 2
12:30: Frokost (diverse thairisretter, grønt)*
13:30: Briefing
14:00: Dyk 3
15:30: Snack (frugtsalat eller fried bananas)*
16:00: Strandtur til den nærmeste strand i gummibåd fra den store båd
17:30: Sunset dive eller
18:30: Night dive
19:30: Aftensmad (diverse thairetter, grønt)*
20->zZz: Øve dykkerteori. (måske en lille øl)
*maden var generel god og ikke uudholdelig stærk. Godkendt!
3 highlights fra bådturen:
Stefan (en af de andre danske instuktørkandidater) havde sit loggede dyk nr. 100 og skulle derfor (ifølge garvede dykkere) dykke nøgen. Som vores engelske instruktør, Bernie, så udmærket udbrød "I don't care what the f*** you do, Stefan - as long as you stay behind me". Heldigvis for Stefan var det et natdyk, men det gav nu alligevel en del jubel og tjuhaj fra gæster og crew, da han hoppede i gummibåden kun iført sit dykkerudstyr og en strømpe (gæt selv hvor). Under vandet gav det ikke ligefrem en visuel belønning, hvis ens lyskegle fra lommelygten strejfede Stefan svømmende foran med frøspark. Hmm?
En fast tradition for bådens ture var en beachfodboldkamp på en eftermiddagsstrandturene. Oktavia vs. the world. Et punkt på programmet jeg selvfølgelig glædede mig meget til. Først og fremmest var det en mystisk og gyngende oplevelse at sætte sine ben på fast land efter 2-3 dage på båden. Nu tænker I nok, det er begyndelsen på en dårlig undskyldning for en ikke-godkendt præstation på banen. Men nej nej; 4 grene bliver fundet i junglen, 2 mål bliver lavet og kampen går i gang. Det viser sig hurtigt, at ejeren af båden er en af profilerne på Oktaviaholdet. Hvem der var profil på vores hold kan I jo selv vurdere efterfølgende. Kampen skrider frem og stopuret har efterhånden passeret 60 minutters spil og spillerne begynder så småt at falde fra. En halv times spil senere er resultatet 10-5 til Oktavia og der bliver råbt "Last goal". 30 sekunder senere ligger bolden i rosen hos Oktavia efter en bolderobring, en afdribling, en afdribling mere, endnu en afdribling og den endelig afdribling af keeperen. Guess who? Well, efter autografskriveri og fanfotos vender vi tilbage til båden inden vores sunset dive.
Det vil måske være på sin plads at få dykkerdimensionen med i bloggen. En lille opsummering af de 19 dyk vi havde på båden: Vi så 4 skildpadder, 2 søheste, 2 Blue Spotted Stingrays, en håndfuld blæksprutter, et par håndfulde Trigger Fish (youtube evt. triggerfish attack) - nogle arrige svende, og ja. Det store mål med turen var jo at se Mantarays og Whale Sharks - verdens største fisk. Dykningens helt klare højdepunkt var da vi 10 min. efter at have hoppet i vandet ved Koh Pon kunne se en Mantaray. Mega fedt!! Da vi atter kom til Koh Pon på vej hjem så vi endnu en Mantaray. Endnu tættere på! Sweeeet. Hvad angår hajen, er det lidt en anden historie. På vores første natdyk var vi et par minutter fra sikkerhedsstoppet, da vi fik øje på en haj. Åh-åh. - Ikke en Whale Shark L. Ikke verdens største fisk L. Nok nærmere verdens mindste haj. En lille White Tip Shark. Men ja, jeg fik da lov at sige "Hej haj".
Sidenhen er tiden gået med preparation days til instruktøruddannelsen på dykkercenteret Dive Asia. Vi er godt med i teorien og har allerede bestået nogle eksemplarer af eksamen, så vi er ved godt mod. Efter dagens preparationleksion i poolen -og mit første møde med en skorpion-, var det tid til at gå på jagt efter et gym. På med løbetøjet og af sted ned mod byen. Lidt lokal guidance og jeg finder frem til Kata Gym. En sjov oplevelse jeg er nødt til at tage med her (beklager længden efterhånden). - Et udendørs træningscenter fra fortiden. Et stykke fitnesshistorie. Mr. Kata - ejeren - er straks ude og tage i mod mig. Han snakker overraskende godt engelsk og lidt snak senere kan jeg starte træningen. Det går ret hurtigt op for mig, at han har i sinde at gøre sit bedste for jeg vil signe in for mere end denne ene gang. Jeg skal bare kigge på bænkpressen før han står bag ved og putter vægte på, der skal gå få minutter før jeg får stukket en flaske vand i hånden, hvis et sæt går for let er han der straks med ekstra vægt, han er ikke blank for at komplimentere med udsagn lige fra "Ladies like that body" til "You are a moviestar", jeg skal klø mig een gang på benet før han står klar med antimyggecreme osv. osv. Som den eneste europæer i det lille gym følte jeg mig lidt som et dyr i zoologisk have. Udover Mr. Katas ekstravagante indsats var jeg på ingen måde imponeret over Katas gym. Skæve maskiner med slør i alt hvad der kan være slør i. Minimalt udvalg af maskiner. Stortset ingen håndvægte. Ja - krudtkælderen i Skjern er luksus ved siden af. Jeg hører alligevel mig selv sige ja tak til 2 ugers medlemskab i Katas Gym til 150 kr. (lig prisen på en måneds medlemskab i et moderne fitness center i DK). Måske er jeg let at manipulere, men den mand fortjente virkelig en ekstra kunde i sit lille foretagende.
I skrivende stund sidder jeg atter ved poolen ved dykkercenteret og nyder en godnatøl. For et par timer siden var jeg med to staffinstruktører fra England og de to andre danskere på en lille lokal restaurant for at få noget aftensmad. Maden var god og regningen beløb sig totalt på 45 kr. for os tre danskere. Tag den Danmark!
I morgen kl. 9 starter IDC'en (instruktøruddannelsen) for alvor, og så kommer det meste af min tid de næste 10 dage nok til at gå her på dykkercenteret, i Katas Gym - og den lokale restaurant. :-)
Jeg ved godt at ovenstående ikke gav svar på alle cliffhangersne fra sidste blog, men så må de nysgerrige jo bare følge med fremadrettet :-)
NB: Det var meningen jeg ville uploade billeder og videoer til dette indlæg, men mit kamera er midlertidigt (forhåbentligt) forsvundet. :-(
Dagenes erfaring: Jo større tag du har, jo mere sne skal du rydde.
Cliffhangers: Falder Marc af på den og bestiller en "continental breakfast"? Hvad sker der på Marcs dyk nummer 100? Holder Mr. Kata serviceniveauet efter han har fået penge i kassen? Er at rejse at leve?
PS: 1000 tak for de fine kommentarer! De varmer 8000 km hjemmefra..
Skrevet 22.57 11-01-11 ved poolen D.A.
- comments
Peter - Don Pedro Spændende Marc! Godt at høre fra dig - lyder til du oplever en masse! Pas på nu på de Oy boys ..
mutti Hej Didar Godt du fandt dit kamera :) Troede at vandet var mere blåt :) kh mutti
Peter Ihå Hej Marc Håber ikke det gør noget jeg følger lidt med. Det lyder super spændende alt sammen og giver kun mere lyst til at gøre det selv. Tak for en god blog:)