Den 28. september 2013

Så er den første uge gået og hold da helt op hvor er der mange indtryk at tage til sig!

For at komme med fra starten vil jeg begynde med at fortælle om flyveturen fra København, DK til Auckland, NZ.

Jeg fløj med Emirates herover og den første flyvetur fra KBH til Dubai var meget komfortabel. Der var ikke særlig mange med flyet så jeg havde tre sæder for mig selv, vindues plads og mulighed for at ligge helt ned og sove. Det var lækkert! Ombord på flyet blev der ofte serveret drikkevarer og mad som en del af prisen (det tog dog lidt tid før jeg fandt ud af at det var gratis). Jeg sad bag ved en meget flink midaldrende svensker som var i et vældigt snakkehumør - folk der kender mig ved hvor svært jeg har ved at forstå svensk - og han snakkede vidt og bredt om en masse rejser han havde været på og jeg forstod kun ca. 1/3 af hvad han sagde (smil og vink).

Da jeg kom til Dubai var den næste opgave af finde hen til den skrank hvor jeg skulle melde min ankomst og få informationer om det hotel jeg skulle overnatte på. Det var lettere sagt end gjort! Ved I hvor stor lufthavnen i Dubai er? Og hvor mange mennesker der er? Plus det faktum af min stedsans ikke er fantastisk.. Klokken var 23.20 da jeg ankom til lufthavnen og efter af have rendt frem og tilbage i 40 minutter uden at kunne finde nogen at spørge om vej, fandt jeg endelig en politimand som var meget hjælpsom. Problemet var bare at jeg var meget langt fra hvor jeg skulle være. Jeg skulle en etage ned og jeg siger jer at det var nogle enorme elevatorer! Og så var der selvfølgelig også lige en stor væg bagved med rindende vand fra top til bund og springvand i bunden..

Jeg går til forkerte skranke 2 gange inden jeg finder den rigtige. Så videre til immigration hvor der var 25 minutters kø og yderligere 10 minutter ved skranken hvor de absolut ikke havde travlt. De scanner ens ansigt for at tjekke om det er identisk med ens pas. Alt det for bare 4 timers søvn på et hotel som i værste fald kunne være et hul i jorden?

Nå, men efter en lille tur i lufthavnens subway ( ja, så stor er lufthavnen) kom jeg igennem immigration og fandt ud til udgang nr. 1 hvor den rigtige skrank var. Her skulle jeg vente på en bus som kørte hen til hotellet. At gå ud af de store døre fra lufthavnen til Dubai var som at blive slået hårdt med et vådt håndklæde i hovedet.. Der var så ufattelig varmt og luftfugtigheden var ikke til at sammenligne med noget andet jeg har prøvet.

Hotellet var langt bedre end forventet! De serverede stadig aftensmad da jeg kom, så jeg skyndte mig hen til restauranten. Maden her var også en del af prisen, så alt var godt! Mit værelse var helt i top og der var selvfølgelig også badekar. Lækkert!

Næste morgen blev jeg vækket af at telefonen ringede. Det var mit wake-up-call. Cool!

Det var noget nemmere af finde hen til mit næste fly, da jeg bare kunne følge efter et par Britter som havde helt styr på situationen.

Flyet var enormt.. To etager og utrolig mange skrigende børn. Men heldigvis var der fjernsyn installeret i alle sæderne og man kunne bruge sit eget headset - lykken var kommet! Her var der også rigeligt med mad og drikke. Men hvem blander kylling og ris med baked beans?

Efter 21 timer, et stop i Melbourne og en meget flink Kiwi, som jeg sad ved siden af hele vejen, var jeg endelig i Auckland, NZ! Her tog det 1½ time at komme ud af lufthavnen på grund af lange køer, immigration og forvildede kinesere.

Da jeg kom ud i modtager-hallen, var noget af det første jeg så en mand der stod med et papir hvorpå mit navn stod. YES! Det første nemme skridt på vejen!

David (værtsfar) stod klar og vi kørte mod mit nye hjem de næste 8 måneder. Troede jeg.. Kim, Davids kone, var på hospitalet og ingen vidste hvad hun fejlede. Så første stop blev sygehuset i Whangarei. På vej dertil fortalte David mig at jeg ville komme til at bo hos Kims mor, Jane indtil Kim var blevet rask. Og der er jeg stadig den dag i dag. Jane er utrolig sød! Og meget kristen.. Jeg har for første gang nogensinde oplevet at skulle bede bordbøn før aftensmaden. Akavet? Jep. Men det er vidst ikke så unormalt hernede.

Jeg befinder mig i byen Dargaville og indtil videre har jeg spottet 10 forskellige kirker. Det skal siges at byen er lidt mindre end Brønderslev - altså 3000 indbyggere rundt regnet. Det er mange kirker til så få mennesker!

Jeg ankom torsdag den 19. og havde fri fredag den 20. så jeg kunne komme mig over jetlagget, få et NZ simkort og vende mig til tilværelsen.

Lørdag den 21. havde jeg min første arbejdsdag. Her mødte jeg min chef Jonathan (David og Kims ældste søn) og hans kone Sherie og deres to børn Blake og Alicia. Desuden mødte jeg også mine kollegaer: Lance (Kiwi), Angelo (Maori), Ravi (Sri Lanka), Ed (Phillippiner), Barbara (Davids søster) og Jim (Davids bror). De er alle utrolig rare og hjælpsomme! Men de får sig nogle gode grin når jeg laver noget som de måske ville have gjort på en anden måde. Mænd…

De første par dage var varme (21-25 grader) men efterfølgende har der været en storm og masser af regn. Det har betydet at vi har oversvømmelse i øjeblikket, i den forstand at mange af markerne og de stier vi flytter køerne på er dækket af vand, hvilket gør det rimelig svært at hyrde køerne. Det har været tørt i går og i dag, så mon ikke snart vandstanden falder igen?

En af de stormfulde nætter vågnede jeg af denne her sirene. Den lød fuldstændig som bombevarslings sirenerne vi har i DK og jeg kunne ikke lade være med at danne alle mulige grusomme scenarier for hvad der ville komme til at ske. Det viser sig så at det bare er en sirene fra brandstationen som lyder hver gang brandmændene bliver kaldt på arbejde.

Jeg har lært at kører 4-hjulet crosser (VILDT FEDT!) og dertil at råbe og skrige af køerne for at få dem til at flytte sig. Det er lige sagen! Desuden har jeg lært at malke køer på en malkekarrusel. Her er det vigtigt at huske forklæde da man ellers, med stor sandsynlighed, bliver indsmurt i ko lort. Mums..

Jeg kommer til at få mit eget lille hus - men vi er stadig i gang med at gøre det i stand. I går malede jeg hele dagen. Det er ret fedt at få lov til at være med i processen! At jeg så er syg er en anden ting.. Jeg er blevet godt og grundigt nedlagt af en omgangssyge og har derfor min første sygedag i dag. Not Nice! Men Jane nurser om mig hele tiden, så I må endelig ikke tro jeg ligger for døden.

I slutningen af næste uge skal jeg til seminar med de andre trainees fra nordøen, som er ankommet i september eller oktober. Det bliver fedt at møde de andre trainees!