Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der sket noget igen! Sidste onsdag dragede vi mod det vi havde fået at vide skulle være den største fest i santiago: Miercoles Po. Eftersigende er det den ugentlige happening hvor udenlandske studerende mødes for at komme en lille smule væk fra den chilenske kultur. Nogle kommer nok aldrig tilbage, for der var nogen der var meget langt væk, og havde kigget lidt for dybt i flasken. Appelsinfri var vi dog ej heller selv, da vi var tvunget til at blive oppe hele dagen da vores fly til Rio de Janeiro afgik kl. 8. For at spare et hostel blev det til at vi tog direkte i lufthavnen efter en super aften, og vågnede op 6 timer senere i Rio.
Udhvilede tog vi en bus mod centrum, og efter én times transport ar Sebastian og jeg allerede godt forelsket i byen. Så mange indtryk, som vi troede vi ville have set i Chile, og dette var helt klart det Sydamerika vi havde forestillet os vi ville se i Chile for et par måneder siden. Eksotisk, varmt og bare supercharmerende. Ikke at Chile ikke er dette, men Rio oser bare af det. Efter en tur på den nærmeste strand som lå 3 minutters gang fra vores hostel, fik vi turens første steak. Af kød der hverken var æsel, hest, men som (formentlig) var ko. Lækkert.
Samme aften ankom de resterende Marc, Andy, Katja, Jogi, Caroline, Hanna og Clementine Barbi (Og ja det hedder hun). Vi havde, som det er blevet kotume, fået aflyst vores billeter 2 gange før vi fik de endelige billetter, så derfor havde vi ikke underrettet de andre om at vi også var i Rio, udover Marc, som havde booket hostel til alle+2. Det var derfor med let overraskelse i deres blik, og en smule glæde vil jeg påstå, at vi overraskede dem på hostel'et.
Dagen efter stod på en rundtur i Rio, men det viste sig at alt var lukket, da det var helligdag.
Vi bookede en tur i regnskoven, som ligger en halv times kørsel væk, og så grotter, colibrier, skildpadder, aber og vandfald i stedet. Super super.
dagen efter stod den på en tur til sugar loaf, et udsigtspunkt hvor man tager et "kabelbil-skilift" lignende køretøj op og tager billeder og ser liguaner. Super udsigt. Denne udsigt blev dog slået da vi to en bus op og så Jesus statuen, blandt et hav af turister. Fin var den, men udsigten var endnu bedre med udsigt til næsten alle 6 millioner beboere, copacabana, ipanema, den fremtidige OL-by, mmm. Om aftenen stod den på et fantastisk steakhouse, med all you can eat buffet. Det bedste var dog de 10 personer der konstant gik rundt med spyd, og spurgte om man kunne tænke sig et stykke steak, hjerte, hvidløgsmarineret filet, ko, gris, pølser, ribs, kotelletter, champignoner, løg, og alt hvad man kan forestille sig på et spyd med alskens marinader. Vi sad der godt nok længe, og der var mange der nok tog et par kilo på lige den dag. Da ingen ejer en vægt, spurgte vi i lufthavnen om vi måtte låne deres, og den sagde da også 3 kg ekstra i forhold til DK. En gang all you can eat pizza inden afrejse bærer måske en del af skylden for dette. Især Chokolade pizzaen, mms pizzaen, jordbærdpizzaen, hvid/mørk chokoladepizzaen og andre specialiteter var man jo nødt til at prøve. Der venter mine to kusiner et billede af en pizza som vi (med eller uden forældrenes accept) må forsøge at lave når jeg kommer hjem og kan være legefætter igen.
Generelt var vi ret uheldige med vejret, men den sidste dag stod den på sol og 25 grader. =stranddag. ( liggestole, kokosnødder, caipirinhas, bølger, og især stranfodboldsvolleyball. Grundet sidstnævnte ser man virkelig hvorfor brasilienere er så gode teknisk. De kan tæmme et køleskab, hvis det skulle være, og spillede 2 mod 2 på en bane lidt mindre end en volleyballbane. Og det så godt ud. Selv pigerne var bedre end vi nogensinde bliver. Av av. Vi prøvede, og efter et par forsøg på genialiteter som saksespark som til stor utilfredshed alle endte i en caipirinha-drinks besluttede vi at det nok var bedst at stoppe der.
Efter en uge med dejlig mad, super "Italpava" øl, som iøvrigt kan anbefales, og generelt afslappende atmosfære kom vi hjem. En skoledags tid senere, tog vi til Santiago. Chris, Jogi og jeg. Vi havde booket billetter til at være med i "North Face Endurance Challenge". Genialt koncept. 10, 21, 50 og 80 km i det vildeste terræn. Vi overnattede på et hostel, hvor jeg kun blev vækket en gang kl 3 om natten af en mand der tog dynen af mig, og troede det var hans seng, og mente jeg havde hans tøj på. Det er jeg ret sikker på jeg ikke havde, og det tror jeg også han forstod, på trods af mine beskedne kundskaber i det ellers smukke spanske sprog. Dagen efter tog vi bus og metro til foden af det bjerg hvor løbet skulle foregå. Vi tomlede derfra 6 km op af bjerget, i en bil der lige akkurat kunne klare hældningen uden at gå i stå. Selve terrænet var nok en smule undervurderet, og diskussionen mellem om vi skulle løbe 10 eller 21 km blussede igen op. Vores tilmelding sagde 21, men af en eller anden grund havde de lagt en fristelse i løbsposen i form af chips til 10 kilometeren. Da der ingen piger var til stede, og der var blevet trashtalket en hel del om hvem der blev sidst og skulle hoppe i skolens pool, blev det selvfølgelig 21.
Løbet startede kl. 10, og det gik ret meget opad. I gennemsnit over 10%, og maksimalhældning på omkring de 30 %. Min højde: 1338, Gennemsnitshøjde: 1629, maks højde: 2092. Av. Efter 5 km var jeg helt sikker på at jeg ikke ville gennemføre, for det var sindssygt. Udsigten til Foggen over byen, (eller var det skyerne vi var oppe over?) nød jeg én gang, men ellers var fokus på fødderne. Stier med løse sten var noget af det bedste man kunne håbe på, og asfalt og grusstier var snart en by i Rusland. Chris, Jogi og jeg viste sig alle at være i lige god form, og dette resulterede i at vi løb de første 18 km sammen. Nogle steder gik det meget stejlt nedad, og for første gang forstod jeg hvordan en cykelrytter har det når han triller ned ad et bjerg med 80 km/t. Armene fik rifter, da man rev i alt det krat man kunne for at bremse uden at bruge musklerne i benene, og følelsen af at ville bremse, men ikke at have tiden til det var ekstrem. Samme ekstreme love/hate relationship var der til folk der stod i vejen på de smalle stier. På den ene side fedt at kunne stoppe lidt op, og have en undskyldning for ikke at skulle løbe fuldt ud, på den anden side ville man bare videre. Efter at pulsen havde ligget på over 165 i over 2 timer i træk, kunne vi skimte mål, og tempoet blev sat lidt op. Arrangørerne synes dog lige vi skulle løbe en rundtur på 2 km forbi mål, og at det skulle gå stejlt opad den sidste km. Aldrig har jeg prøvet noget lignende, og det kommer jeg nok heller aldrig til. Efter at have mærket den første krampe komme snigende efter 6 km, var der godt nok langt op ad den ellers asfalterede vej, og folks klappen, og jublen kunne kun lige sætte min fart op fra gå-tempo, til min søsters kravletempo. I mål kom vi, og der faldt vi om, og sad i en time indtil gatoraden, bananerne, og pastaen slog til og vi for første gang var i stand til for alvor at kunne juble over vores fuldførelsesmedaljer, en tid på 2:20 for 21 km, og en samlet 27. plads ud af 470 deltagere, hvor 70 var kvinder, og hvor en af dem desværre sneg sig foran. Da der jo skal findes en undskyldning overfor de meget ivrige kønsrolledebatører i min omgangskreds (Hannah, David, Sandra, Rønne og hvem der ellers har været en del af disse endeløse diskussioner), kan det nævnes at jeg både torsdag og fredag spillede fuldtidsfodboldkampe, og at benene var godt ømme på forhånd. Sejre til Liverpool og Brede IF (uden sammenligning i øvrigt) gjorde ikke glæden mindre, og med stolthed tog vi hjem, og sov til søndag hvor benene i skrivende stund gør godt ondt. Især ned af bakker er det næsten ubærligt. Man skal rejse sig fra ved det træ man er faldet, og derfor står den på fodboldkamp igen i morgen. Og ja, træneren for skolens fodboldhold har haft fat i os og sagt at han har fundet en vej udenom reglerne, og at vi nu kan spille i 2 ud af de tre turneringer der er. Torsdag tager vi til Buenos Aires, tager til Iguazu vandfaldet, ser Superclassico mellem River plate og Boca Juniors, ser Anna og meget meget mere.
Dagens blog slutter med to citater fra Jogi fra Tyskland, som er blevet en god ven:
"If we feel like this after 21, how do some people do 80"
"The experiences seems to be never-ending here"
Han har ret har han, næste blog efter Buenos Aires.
- comments