Profile
Blog
Photos
Videos
Afgang fra Sydney lufthavn kl. 11.35 d. 22. november.
Det var næsten lidt sørgeligt at skulle sige farvel til lejligheden på Elizabeth Street. Vi har været glade for at bo der og vi fik heldigvis hele vores depositum igen - $1120 ($1 = ca. 5,k Dkr), hvilket er rigtig mange penge pludselig at rende rundt med i pungen. Vi har jo ingen mulighed for at sætte dem ind igen, men men…. Dem skal vi nu nok få brugt.
Check-in i Sydney lufthavn gik fint, bortset fra at Mads var ved at ødelægge en af security vagternes plastik kasser. Den var beregnet til at sætte tasker på så de kunne tjekke dem for stoffer og eksplosivt materiale, men Mads hørte ikke rigtigt hvad vagten sagde så han trådte op på kassen som gav en lille smule efter. Vagten kiggede mærkeligt på ham, smilede og forklarede ham så at han blot ønskede at kigge i hans taske. Det blev sikkert til et godt grin i frokoststuen!
For at komme til Broome skulle vi først over Perth. Flyveturen fra Sydney til Perth tog omkring 4½ time. I flyet sad vi ved siden af en Zumba instruktør, der havde været til konference i Sydney. Hun skulle direkte tilbage til Perth og undervise en klasse i Zumba så hun sad hele vejen og øvede sig med hænderne. På et tidspunkt havde hun ikke sat høretelefonerne ordentlig i sin Ipod, så hele flyet kunne høre hendes musik. Hun var ikke selv klar over det, så hun blev bare ved med at skrue op for lyden, da der jo ikke rigtig kom noget ud af hendes høretelefoner. Sådan sad hun i omkring 5 minutter indtil en af stewardesserne bad hende om at sætte højtalerne ordentligt i. Hun blev noget flov, og det var egentligt også lidt utroligt at der ikke var nogen af os der sad rundt om hende der kunne få os til at sige noget.
I Perth lufthavn havde vi kun ½ time før vores næste fly afgik til Perth. Faktisk stod der på vores billetter at vi skulle boarde flyet samme tidspunkt som vores fly fra Sydney landede i Perth. Så vi havde en smule travlt. En dame i kundeservice havde forsikret os om at Perth var en lille lufthavn og at vi ikke skulle igennem security igen, så ½ time var fin tid. Det var så ikke lige sådan det gik! For det første gik der ca. 10 min. før vi kom ud af flyet. Vi sad lige midt i flyet så vi kunne hverken komme frem eller tilbage. Og ja, vi skulle igennem security check igen. Endda et dobbelt check. Denne gang blev Mads' taske kørt igennem scanneren tog gange og min blev undersøgt for stoffer og explosives. Vi løb hen til gaten og var vist nogle af de sidste til at gå ombord, men vi nåede det!
Hen på eftermiddagen landede vi i Broome. Broome lufthavn er meget lille men simpelthen den kæreste. Det ligner et lille svensk sommerhus med de sødeste krummelurer på taget og en lille frodig bæk langs de fire gates. Det er ikke mange fly der afgår herfra! Med bankende hjerte iagttog vi det rullende på transportbånd og håbede at begge vores tasker havde nået flyet i Perth. Det havde de heldigvis!
Vi tog en taxa ud til Beaches of Broome hvor vi skulle sove. De betalte taxaen så det var dejligt. Vi kom med en vældig snakkesalig asiat, som straks nævnte hver en restaurant og butik i byen, da vi spurgte hvad der var at lave her. Det var vældig sødt af ham, men selvom Broome ikke er særlig stor havde vi ikke en jordisk chance for at huske det hele. Hostellet ligger ca. 10. min i bus fra den lille by, men kun 5 minutters gang fra stranden. Vi fik vores værelse med det samme på det smukkeste, idylliske og tropiske hostel og der blev straks tændt for airconditioningen for der var bare varmt, nok omkring 35 grader, hvis ikke 40. Der var så utrolig smukt. Alt havde en rød glød efter det knald røde sand, bortset fra de forbavsende grønne træer og græsplæner.
Aftensmaden blev nydt på Divers Tavern der lå lidt oppe af vejen. Portionerne var enorme, så vi kunne slet ikke spise op.
Næste morgen vågnede vi allerede kl. 06.00 og gik ud og kigge lidt på omgivelserne omkring vores hostel. Der var allerede dejligt varmt! Morgenmaden fulgte med i prisen og blev serveret i køkkenet - toast med tre forskellige slags marmelader, honning og peanutbutter, samt cereals og te og kaffe. Kl. 8 tog vi ned på stranden og fik en dukkert og lidt sol. Vi gik dog ikke særlig langt ud da vi var lidt nervøse for stingers - en slags brandmænd, der kan lamme dele af kroppen. Allerede kl. 10 bevægede vi os tilbage på hostellet da solen begyndte at brande og efter et hurtigt bad tog vi ind til byen. Selve byen minder igen lidt om en lille svensk by med søde små farvede træhuse med krummelurer på taget ligesom lufthavnen. Frokosten blev indtaget i skyggen af et mangotræ - mere eksotisk bliver det vist ikke! Inden vi tog tilbage til Beaches of Broome var vi omkring Coles supermarked for at handle lidt til aften. Da lufthavnen ligger tæt op ad byen flyver flyene meget lavt, så vi var nær ved at dø af skræk da et kæmpe rutefly fløj lige over hovederne på os. Vi skyndte os at søge tilflugt i Coles. Denne aften vandt Mie over Mads i rommy (640 point mod -100)!
Dagen efter tog vi bybussen ud til Gantheaume Point, hvor der var et fyrtårn, dinosauer fodspor og en hjemmelavet pool i klipperne der blev fyldt at sprøjt fra bølgerne. Fyrtårnspasseren lavede den til sin syge kone, der havde problemer med stive lemmer. Så kunne hun sidde på klipperne og kigge ud over vandet og træne sine led. Der var rigtig smukt ved Gantheaume Point med rødt sand og smukke røde klipper. Vi gik tilbage til vores hostel langs stranden. En meget varm tur på 5 km. Vi havde heldigvis masser af vand med og badetøjet på så vi kunne blive afkølet undervejs.
Om aftenen tog vi på kamelridt på stranden. En 45 minutters tur langs vandet. Vores kamel var en ældre dame på 20 år, der hed Zara. Caravanen hed "Ships of the Dessert" og var et ud af tre firmaer som opererede på stranden. Vi fik at vide at der faktisk fandtes vilde kameler i Vestaustralien, hvilket vi ikke var klar over. Bagefter spiste vi aftensmed på Zanders med udsigt til den smukkeste solnedgang ned over vandet.
Broome var super hyggelig, men også meget stille. Pga. varmen var der ikke særlig mange tours der opererede, f.eks. kunne vi ikke komme ind i Karijini National Park, fordi der mellem klipperne blev 50 grader varmt! Onsdag blev vi derfor enige om at købe et Greyhound bus pas som fungerede ned til Perth, med mulighed for at hoppe af og på undervejs, og så tage til Exmouth torsdag. En lille bustur på kun 18 timer!!
- comments