Profile
Blog
Photos
Videos
Nyt indlæg. Denne gang kommer det til at handle om en lidt blandet landhandel. Tre forskellige byer og tre vidt forskellige oplevelser.
Efter vores helt sublime jungletur fløj jeg som sagt alene tilbage til La Paz. Planen var at tage til Sucre og hygge mig lidt der inden jeg skulle mødes med Jakob igen i Potosi. Den plan holdt dog ikke helt, da jeg mandag morgen fik en opringning fra Karina, som jeg havde mødt paa en bådtur på vej til Rurre. Hun var meget ivrig efter at vise mig lidt af byen sammen med sin 4-årige søn, Hami. Efter en nat på altid livlige Adventure Brew Hostel mødtes jeg med Karina og sønnen, klar til at udforske de uudforskede dele af La Paz. Jeg vidste det egentlig godt, men jeg havde faktisk ikke set langt størstedelen af byen. Vi var således rundt i diverse parker og udsigtspunkter inden vi nød en god frokost på en restaurent. Altid livlige Hami, som havde en fransk far og en boliviansk mor, forstod jeg ikke meget af. Børnespansk er virkelig svært! Moren kunne jeg dog forstå det meste af og vi havde nogle gode samtaler, hvor jeg kunne få øvet mit spansk. Inden jeg tog til terminalen for at nå en bus til Sucre rundede vi lige deres hjem. Mor og søn boede alene i et hus, men anvendte vist kun 3 ud af 8 vaerelser? Huset var nogenlunde billigt, så de tog ikke så tungt at det var halvtomt og kedeligt at se på. Somehow fik Karina overtalt mig til at blive en nat, da vi ikke havde nået i zoologisk have. Jeg fik straks tildelt et værelse med en seng, helt gratis naturligvis. Bolivianere er et meget imødekommende og venligt folk når først man lærer dem at kende og det fik jeg her lov at mærke.
Næste morgen blev jeg vækket med morgenmad på sengen, og så var det ellers afsted til zoologisk have. Helt i den anden ende af byen efter adskillige collectivos nåede vi haven. Hernede var det nærmest helt sommer og det viste sig da også at vi lige var kørt 800m nedad i forhold til downtown. I zoologisk have så vi både tigre, jaguarer, pumaer og en masse forskellige aber. Nu hvor vi ikke fik lov at se dem i virkeligheden var det meget sjovt alligevel at spotte dem her.
Efterhånden var klokken blevet mange og jeg tog afsked med Karina og Hami. Et kortvarigt, men intenst venskab. Næste gang jeg kommer til Bolivia har jeg lovet at besøge dem igen.
Tirsdag aften nåede jeg en bus mod Sucre og hvem sad sammen med mig på forreste række? Rasmus og Lasse, begge danskere. To gutter fra Koldingegnen der havde en masse på hjertet. De var ved at skrive deres speciale færdigt paa CBS, men hvorfor ikke nyde luksuslivet på Isla Margarita (Venezuela) imens? På grund af den efterhånden helt latterlige parallelkurs kan udlændinge med dollars leve som konger og baroner for det samme beløb som en fattig kontanthjælpsmodtager derhjemme. Så det var lige præcis hvad Rasmus og Lasse gjorde.
Deres selskab og sjove form for humor gjorde busturen en del kortere og efter et par timers forsinkelse nåede vi frem til Sucre næste formiddag.
Martin havde anbefalet et godt hostel hvorfra han var igang med en uges spansk-kursus, så der tog vi også hen.
En af seværdighederne bortset fra de mange adventure-ting, var en stor samling af dinosaur-fodspor lidt uden for byen. Rasmus, Lasse og undertegnede delte en taxa derud og gik på opdagelse i en svunden tid. Et fantastisk musuem med real-size modeller af en masse forskellige dinosauere. I sandhed imponerende at stå under en af disse 30m kæmper og høre den brøle! Overfor museet sås de mange fodspor gennem en kikkert, hvilket dog var noget mindre imponerende. De var placeret på en lodret mur, så man kunne hverken komme tæt på eller røre dem. En stor oplevelse var dette musuemsbesøg dog alligevel, afsluttende med en spændende BBC-dokumentar om dinosauernes færden omkring sydspidsen af Chile og Antarktis.
Aftenen blev brugt på god mad på hostellet, som også var en restaurant, i selskab med de to danskere og Martin. Mange gode og inspirerende samtaler, ikke mindst om deres valg af uddannelse og farverige forslag til mit karrierevalg. En stor øjenåbner, både uddannelsesmæssigt og rejsemæssigt.
Martin havde planer om en Uyuni-tur med afslutning i San Pedro de Atacama, Chile. Oprindeligt var det jo også planen at jeg skulle have været i Chile, men det har der ligesom ikke været tid til og er blevet udskudt til en fremtidig rejse. Han havde dog spændende planer om at besøge et observatorium i San Pedro og da Lasse og Rasmus var på vej i samme retning, besluttede jeg at tage med til San Pedro. Heldigvis var Jakob frisk på ideen da den blev fremlagt for ham et par dage senere.
Dagen efter tog vi tre danskere og en tysker en taxi til Potosi. Martin skulle førdiggøre sit spansk-kursus men vi aftalte af mødes igen ved næste stop, Uyuni, for at se om vi kunne komme på en tur sammen.
Lad mig sige det med samme. Potosi er et s***-hole. Der sker absolut ingenting, det ligger komplet isoleret langt oppe i bjergene i 4000m og det er pissekoldt. Heldigvis findes der et godt og opvarmet hostel som man kan hygge sig på og det var vores plan. Her mødte jeg også Jakob og Arhur igen, nu med et nyt vedhæng, britiske Rob.
Eneste grund til at folk kommer og besøger denne lille by, er deres berømte sølvminer. I årtier har lokale arbejdet under de mest kummerlige forhold i jagten på en vej ud af fattigdommen. En minearbejder tjener væsentligt mere end ved et hvilket som helst andet job, men der er store farer forbundet herved. Ikke kun er jobbet ufatteligt hårdt og udmattende, der er også daglige eksplosionsfarer og en del giftige stoffer nede i minerne. De fleste minearbejdere dør således efter 10 aars arbejde dernede, med mindre de bliver overført til mindre farligt arbejde. Minerne er stadig aktive, men delvist åbne for offentligheden. Et besøg til Bolivia, betyder derfor også et obligatorisk besøg til disse sølvminer.
Næste morgen gik turen derfor ned i sølvminerne. En guidet tur på ialt 5t. Vi startede med at køre til det lokale marked hvor arbejderne kommer forbi hver morgen. Her køber de forfriskninger og udstyr til deres farlige arbejde. Det være sig masker, økser, 96% alkohol og en masse stænger dynamit.
Ved besøg til minerne er det påkraevet at give arbejderne gaver og vi købte således ind af diverse alkoholiske drikke (primært rent sprit) og en masse dynamit. Efter en længere forklaring om forholdene og udstyret dernede skulle vi selvfølgelig smage på sagerne. Lad det være sagt med det samme - rent sprit bliver man ret hurtigt bims i hovedet af!
Turen fortsatte højere op ad bjerget hvor sølvminerne ligger. Den lille gamle bus var proppet med os turister og 4-5 coca-tyggende guider. Vi kørte vel ikke mere end 5-8km/t op, op og op. Vi kom til et lager hvor vi iklædte os masker, dragter, sikkerhedshjelme, gummistøvler og lys. Nu var vi klar! Og ikke mindst spændte. På billedet kan det ses hvor lækre minere vi egentlig var. Et photoshoot til den bolivianske candy-boy kalender.
Efter et stop ved stedet hvor sølvet bliver forarbejdet, et særdeles beskidt og larmende sted, kørte bussen os op til indgangen i 4350m hoejde. Ikke kun var luften utrolig tynd heroppe. Nu skulle vi også til at kravle rundt i støvede gange med masker for hovedet og i temperaturer på op mod 35 grader!
Indgangen ind til minen var mudret, men med fin luft og god plads. Jo længere vi kom ind, des mere støvet og trangt blev det. Op til flere gange råbte vores guide: "miners coming!" og vi måtte skynde os ud til siderne for ikke at blive ramt af vogne der kom flyvende på skinnerne, fyldt med sten og minearbejdere.
Vi gik et par niveauer ned i minen og temperaturen blev hurtigt højere. Ingen i gruppen fik dog heldigvis problemer med hverken hedeslag eller klaustrofobi. Gangene var nu efterhånden temmelig smalle og det var nu mere reglen end undtagelsen at man var nede og kravle på alle fire for at komme igennem de smalle gange. Hver gang vi mødte nogle minere fik de gaver i form af det medbragte dynamit, cola, sprit osv. Der var minere i alle aldre. Fra store børn til gamle gubber over de 50. Redskaberne var utrolig primitive: En stor gryde blev brugt til at hejse sten op i den manuelle styrede elevator, sporene var ødelagt flere steder og minerne måtte kæmpe med at få den 1 ton tunge vogn back on track. Ikke desto mindre virkede de fleste tilfredse dernede og tog gladeligt mod vores hjælp med at skovle sten med rustne spader og køre vognen rundt i minerne. Den tomme vogn vejede 250kg og jeg kan love jer for at den var tung at skubbe op ad bakke for 2 blege europæere! Vi fik virkeligt set den mørke side af sølvhalskæden hernede.
Tilbageturen var også noget af en oplevelse. Man kunne vælge mellem tre veje af forskellige sværhedsgrad og Jakob og undertegnede valgte naturligvis den sværeste. Helt ned på alle fire kom vi, kravlende frem, svedende og stønnende. Flere steder ville en lidt større person end Jakob decideret sidde fast og ikke kunne komme frem, men vi klarede den. Med os havde vi en guide som fløj frem i de smalle gange og efter hver smal passage sad og ventede på os med en bog i haanden. Han var nemlig ved at lave engelsk-lektier! Endelig en der kunne finde ud af at bruge tiden fornuftigt og ikke drikke sig bankelam i sprit.
Vi kom alle ud af minerne helskindet og en kæmpe oplevelse rigere. Ikke noget der skal gentages, men vi ville bestemt hellere ikke have været den foruden. En meget speciel oplevelse et stykke ud over det sædvanlige.
- comments