Profile
Blog
Photos
Videos
Som overskriften antyder kommer dette indlaeg til at handle om vores tur nordpaa mod Amazonas-junglen. Foerst vil jeg dog lige fortaelle om dagene optil denne tur, der blandt andet boed paa gode udsigter, fede lokale oplevelser og laekker mad.
Chacaltaya
Onsdag 15/5 havde trioen bestaaende af Martin, Arhur, Jakob og undertegnede valgt at tage paa en selvorganiseret tur op i bjergene. Formaalet var egentlig at se hvor mange der havde mod og fysik til at bestige Huyana Potosi paa 6088m.
Planen var at tage lidt ud for byen og starte vandring mod bjerget Chacaltaya paa 5450m.
Efter forespoergsel i receptionen paa den nemmeste maade at komme derhen loed svaret: "Tag en taxa til USD 200 eller en guidet tur til 80 bs. Naeh nej, vi ville skam lave turen selv, men da ikke til den vanvittige taxa-pris!
Vi kom op til El Alto, som udgoer de foerste 10km af den 30km lange tur for den nette pris af 1,5bs. Herefter med minibusser op til den fattige del af El Alto beliggende helt oppe i omkring 4300m. At en hovedstad kan straekke sig hoejdemaessigt fra 3250m nede i den sydlige og rige del til over 4300m oppe i slummet virker helt svimlende, men er ikke mindre tilfaeldet med denne paa mange maader fascinerende by.
Der gik ikke lang tid foer vi maatte sande at bjergene alligevel var laengere vaek end foerst antaget og at transport dertil var mildest talt umulig med mindre man lejede en taxi. Heldigvis fik undertegnede overtalt en micro-chauffoer (smaa minibusser der normalt transporterer folk rundt i lokalomraadet) til at koere os derhen for 15 bs per person. Det var garanteret mere end han ville tjene med lokal koersel paa en hel dag.
Med privat transport, godt humoer og straalende sol var vi nu paa vej op i bjergene paa veje der vist kun var egnede til firehjulstraekkere. Efter en bumletur uden lige kunne vi efter en god halv time staa af i det rene ingenting i 4800m´s hoejde - lige efter planen!
Efter haarde diskusssioner om prisen fik vi forhandlet os frem til de 15bs pr person mod at han saa fik yderligere 30 per person hvis han hentede os igen senere paa dagen. Om han var til at stole paa, var vi dog lidt tvivlsomme overfor.
Vi begyndte vandringen op ad en vej hvor vi til vores store overraskelse blev overhalet af kaempe lastbiler der kom buldrende ned ad bjergvejen. Inden laenge naaede vi 5000m og fik os en velfortjent frokost. Alle foelte sig stadig i topform og uden hovedpine, saa vi valgte at fortsaette. Omend tempoet langsomt gik ned kaempede vi os stille og roligt laengere op og fik gradvist bedre og bedre udsigt over La Paz og ikke mindre den kaempe snedaekkede gigant Huyana Potosi, 15-20km borte.
Undervejs moedte et par lokale fra en forskningsstation paa vej mod El Alto - paa gaaben! Det er immervaek en lille tur paa 20km i ret saa ekstreme hoejder...
Efter en 3 timers vandring naaede vi El refugio i 5300m. Martin og Jakob satte sig ned og spillede kort til den mest eventyrlige udsigt, mens Arthur og undertegnede fortsatte lidt op mod toppen. Vi naaede 5400m inden vi af tidspres for at naa vores mini-bus maatte vende om.
Gaaturen ned gik uden problemer omend jeg med begyndende hovedpine fik daarlige minder fra Cotopaxi, hvor jeg jo maatte gaa ned foer tid pga hoejdesyge. Da det gradvist blev vaerre med mit hoved besluttede jeg mig hurtigt for at droppe Huyana Potosi og spare pengene og smerten. Efter at have gaaet ned i en 30-40min kom familien, der tidligere havde passeret os paa vej op, ned i deres 4x4. Vi stoppede dem og bad om et lift ned til byen (self imod lidt betaling). Ingen problemer og snart var vi paa vej ned ad bjerget i fuld fart, siddende smaasyngende paa bagladet. Microen havde braendt os af, hvilket vi godt lidt havde paa fornemmelsen da vi sagde farvel til ham.
Med udsigt til solnedgangen bag paa en pickup, en perfekt stoevsky bag os og godt selskab vaeldede de gode minder frem fra Los Llanos i Venezuela et 3 maaneder tidligere paa en lignende tur og jeg foelte paa det tidspunkt en enorm lykkefoelelse over min tur som helhed. Saa mange fantastiske oplevelser, saa utrolig forskellige, men alligevel ens naar det kommer til den medfoelgende glaede over at vaere ude og opleve verden.
Coroico
Jakob og Arthur drog mod den 3 dage lange tur til toppen af Huyana Potosi, mens Martin havde valgt at flyve til junglen. Undertegnede besluttede for at smutte en tur nordpaa til de lokales ferie-paradis, Coroico. Coroico ligger 3 timers koersel fra La Paz og er et perfekt sted med behageligt klima til at lade batterierne op. Dette var lige netop det jeg havde brug for, da forkoelse og en kraftig hoste var ved at faa et godt tag i mig.
Efter en noget lang og ubehagelig koeretur i en meget lille men helt proppet minibus fandt jeg frem til et laekkert hostel en km uden for byen med eget vaerelse, swimmingpool og en fantastisk udsigt over omgivelserne. Nu skulle jeg forkaeles lidt! Et par svoemmetag senere hoppede jeg fra poolen til sengen kl meget tidligt.
Naeste morgen vaegnede jeg op til fuglekvidren og en fortryllende udsigt over skovene omkring Coroico. Op af formiddagen tjekkede to hollandske piger ind og der gik ikke lang tid foer vi faldt i snak og aftalte at tage en vandretur sammen senere paa dagen. Vi gik i faelles trop ned til byen og hen til turistbureauet der arrangerede ture. Lidt modvilligt var jeg gaaet med til at hyre en guide, da det skulle vaere "farligt i omraadet". Det er nu som regel bare noget de siger for at faa turisterne til at hoppe i faelden og betale i dyre domme for en guide. Dette fik vi bekraeftet efter turen ved et restaurant-besoeog ejet af en meget soed hollandsk dame.
Kl 13 var der afgang med en flink spansktalende guide, der lige gav os mulighed for at faa pudset lidt paa vores efterhaanden noget rustne spansk. Turen gik gennem flotte cocamarker, kaffeplantager, taet skov og udsigt til alle sider akkompagneret af historier om byen og Bolivias kultur og normer i helhed. Det var virkelig noget af en snakkelysten guide vi her havde faaet fat i! Paa et tidspunkt var Anne og jeg blevet helt oere i hovedet af at koncentrere os saa meget, saa vi gik lidt i forvejen og snakkede engelsk istedet.
Turen endte med hoejdepunktet nede i kloeften, hvor vi kunne bade i floden, sole os og nyde det jungleagtige landskab ogsaa kendt som cloudforest. Efter at have badet i den ret saa kolde og brusende flod og afgivet vores 3 hoejeste oensker (en boliviansk tradition) fortsatte turen hjem i bil. Gudskelov, for dagen efter hoerte vi om et par som havde gaaet turen selv og det havde taget 4t fra bunden af kloeften op til Coroico...
Ride and river ekstravaganza!
Vi havde i nogle dage gaaet og vaaret lidt sultne efter denne tur som vi fandt i vores bibel: "Andean Epics´ main gig is a bike-boat extravaganza - a five-day trip from Sorata to Rurrenabaque with two days riding followed by a three-day boat journey with hikes as side trips." Selvom prisen var den dobbelte i forhold til vores forventninger, besluttede vi, at det kunne vi altsaa ikke gaa glip af! For Jakob var det perfekt i og med at turen sluttede i Rurrenabaque hvor han skulle paa Pampas-tur i junglen. Desvaerre blev vi slemt skuffede da turen tilsyneladende ikke afgik pga manglende deltagere (min krav 6 pers.).
Paa afgangsdagen tog vi forbi et agency for at kigge paa en motorcykel koeretur og opdagede tilfaeldigvis at de reklamerede for samme tur til junglen. Efter en hurtig opringning viste det sig at turen alligevel havde faaet nok deltagere og afgik fra La Paz om 40min. Pludselig fik vi utroligt travlt med at betale, loebe tilbage til hostellet, pakke vores ting sammen og spurte tilbage til moedestedet. Med et stort smil paa laeben er ingen opgave dog uoverkommelig og vi naaede det lige paa klokkeslettet.
Snart var vi paa vej i jeep over bjergene og ned til Sorata som er udgangspunktet for turen. Med i jeepen havde vi et hollandsk par, Mira og Bas, en enlig hollandsk pige, Mieki, en britisk gut ved navn Jake og tyske Simon. Til sammen et fint miks af nationaliteter og personligheder, der var med til at goere denne tur helt fantastisk og uforglemmelig.
Efter et par timers koersel ankom vi til vores hostel lidt uden for Sorata. Her var helt idyllisk og fortryllende. Grunden laa paa en skraanende bakke ned mod floden med pool, campingplads, baal-sted og nogle fantastiske smaa hytter. Jeg havde ikke set mage nogle andre steder i Sydamerika og var helt slaaet ud af vores fantastiske location midt ude i ingenting. Ikke overraskende at stedet kostede det 10-dobbelte end vi var vant til at give.
Der gik ikke mange minutter foer Jakob og jeg havde faaet en BBQ-aften trumfet igennem og snart var vi paa vej op ad den MEGET stejle bakke mod byen for at handle ind faa lidt i ganen.
Aftenen blev brugt paa madlavning, hygge og spas. Efter mange forsoeg paa at faa gang i det vaade trae lykkedes det os endelig og vores laekre steaks kunne steges.
Det blev et overdaadigt maaltid, som jo altid bare smager bare naar man selv har lavet det. Hyggen ved baalet og den klare stjernehimmel varede dog ikke ved - vi skulle jo tidligt af sted paa vores eventyr morgenen efter. Op kl 5.40, pakke og ellers nyde vores overdaadige morgenmad.
Vores gamle, men yderst velfungerende Jeep Landrover, i mange aar brugt af det britiske militaer blev fyldt til randen med cykler, udstyr, mad og drikke og al vores bagage. Snart gik turen bogstavelig talt over stok og sten med vores 2 guider som skiftevis koerte bilen. Vi tog en af de beroemte "backroads" fra Sorata by og laaangt op i bjergene. I flere timer koerte vi i det rene ingenting og moedte kun et par 4x4 en gang imellem. Efter koersel paa nogle ikke saa lidt stejle og snoede veje naaede vi langt om laenge op paa toppen og fik det vildeste skue ud over nogle af andesbjergenes hoejeste tinder. +6000m bjerge til alle sider med snekrystallerne glimtende i solen - DET er smukt!
Endelig steg vi ud af bilen, alle fulde af forventning over den forestaaende nedkoersel gennem disse utrolige omgivelser. Vi fik udleveret cykler og beskyttelsesudstyr, som dog var frivilligt om man ville bruge. Jeg nuppedee kun et par knaebeskyttere, da jeg ikke regnede med nogle styrt eller et vildt raes. At iklaede sig hele molevitten er jo en naermest en aerklaering om at man vaelter!
Anyway, efter 15sek koersel fik vi vores foerste opvisning af den flyvende hollaender ved navn Bass. Maaske var han liiige ivrig nok, men som alderspraesident var det ikke lige ham man havde regnet for at skulle rulle rundt i gruset - eller burde man sige blandt de skarpa klipper? Han fik sig i hvert fald et par knubs eller 10 og maatte side inde i bilen, godt skuffet i den naeste time eller to.
Turen ned var virkelig fantastisk, hele vejen igennem. Starten var utrolig stejl og udfordrende og alle fik deres sag for. Helt fantastisk var det at se vores guide, Mauricio styrte ned ad klipperne som floej han. Selvom jeg mente at koere paent staerkt og vaere langt foran de andre, kunne han paa 10sek, lige efter at have ligget side om side med mig, vaere 100m foran, igang med de vildeste flyvehop eller simpelthen bare koerende paa 1 hjul. En sand akrobat paa cykel kan man kalde ham og ikke for ingenting at han et par gange har koert i top-20 til diverse worldcups i downhill mtb!
Paa et tidspunkt blev vi overhalet af en gal lastbil-chauffoer der naer havde koert et par af os ned. Hans strategi var at give den fuld hammer op ad bakke, trykke hornet i bund og saa ellers satse paa at folk kom af vejen. Det var vores guide ikke helt tilfreds med, saa han vendte om og koerte op til lastbilen, som var paa vej op til en af de utallige lokale guld-miner. Det skulle han ikke have gjort. Pludselig stod han alene over for 25 vrede minearbejdere, der havde spaerret ham inde paa hans grund og ikke ville aabne op igen. Vi fandt aldrig helt ud af hvad der praecist skete, men faktum er, at vi foerst koerte derfra 2,5t senere med en smadret bagrude. Ingen kom dog saa vidt vides decideret op at slaas.
Efter noget af en kaffepause var vi efterhaanden blevet godt og grundigt sultne, men vi havde endnu et godt stykke ned til frokostpausen. Ned og ned gik det i hastig fart med det smukkeste landskab flyvende forbi os.
Jake og jeg var som regel de foerste efter guiden hvorefter de andre kom dryssende nogle minutter senere ved hvert check-point. Vi havde en del sjov i at forsoege at overhale hinanden og skaere svingene lige en tand bedre end den anden. Guiden kunne ingen af os dog foelge...
Frokosten foregik paa torvet i en tilsyneladende forladt landsby, hvor der blev serveret suppe med efterfoelgende sandwich og te/kaffe. Folk var efterhaanden begyndt at stige lidt ind og ud af bilerne som dagen gik frem, da de enten blev traette eller fik ondt diverse steder.
Nedad fortsatte vi i timevis, nu med helt anderledes vegetation end tidligere - meget mere frodigt og groent end maanelandskabet i starten. Hurtigere og hurtigere gik det paa markveje lignende nedkoersler. Paa et tidspunkt koerte jeg vel 55-60km/t paa en af disse grusveje, da Mauricio pludselig speedede vaek fra mig, koerende paa et hjul! og drejede rundt om et hjoerne med 70km/t. Ved selve hjoernet moeder han en hund, stadig koerende paa et hjul, men formaar alligevel at sparke den ned i groeften hvor den kom fra, inden den smadrer ind i hans forhjul. Selv han var lidt chokeret efter denne episode, saa helt uden action og adrenalin var turen bestemt ikke!
Dagen sluttede med en hel masse fantastiske single-tracks paa vej ned mod floden, som var dagens slutpunkt, i 1200m hoejde. Her fik man brug for alle sine skills og balanceevner paa cyklen, men de fleste klarede det i en mere eller mindre overbevisende stil. Bass havde baade sit styrt nr 2 og 3, dog ikke lige saa alvorligt og var enten saerdeles uheldig den dag eller havde overvurderet sine evner en smule. De fleste andre overlevede med et par udskridninger eller smaa-styrt.
Hen ved slutningen af turen havde jeg saa forfaerdeligt ondt i musklerne i underarmen, formentlig paa grund af al bremsningen og faktummet at 3/4 af turen foregik staaende og med meget af vaegten liggende paa forreste halvdel af cyklen. Smerten blev kun vaerre og vaerre, men jeg forsoegte trods alt stadig at nyde turen og alle de mange indtryk.
Ved 18-tiden, da det saa smaat var begyndt at moerkne, naaede vi langt om laenge kloeften og floden hvor dagens tur endte. Alle var helt udmattede og oedelagte, men hold kae.. en fed dag! Hvis ikke den bedste paa hele min tur, saa meget taet paa.
Koereturen til vores naeste sovested var en 45min vaek paa de mest oede veje jeg har set i mit liv. Koerende i halv jungle i baeldravende moerke paa en smal bjergvej er altsaa noget af en oplevelse. Vores andet hostel levede ikke ligefrem op til det foerste. Her havde jeg ihvertfald ikke betalt mere end 15bs per nat! Sengen er den absolut haardeste jeg nogensinde har sovet paa. Det er til at forstaa med en madras af skumgummi som vel normalt var 10mm, men efter lidt for mange aars brug nu hoejest var 3! Basically var det altsaa som at ligge paa en bunke traebraedder. Ikke bedre blev det af at jeg ikke rigtig kunne vende mig, da armene som saadan ikke kunne loefte meget mere end mit ur uden at brokke sig helt gevaldigt. Sovet fik jeg dog paa forunderlig vis, helt indtil kl 8 naeste morgen.
Vi blev vaekket med pandekager, broed og the/kaffe - sikke en dejlig ting at staa op til. Kroppen var nu stadig godt moerbanket efter de mange kilometer nedad igaar, men vi var alle ved godt mod og saa meget frem til dagens strabadser.
Turen idag var ikke saa meget praeget af downhill, men mere fantastisk natur og stier rundt i starten paa den store amazonas-jungle mod nord. Nedad gik det flere gange i rasende fart, noget som mine arme bestemt ikke var glade for. Hver gang jeg flyttede haenderne fra styret og over mod bremserne, jog smerten gennem begge arme. Det var nok ikke et paent syn at se mig koere forbi de mange landsbyer...
Helt fantastisk var turen dog alligevel og vidunderligt at se de mange glade landsby-beboere som vist kun ser turister 1 gang om ugen naar denne tur ruller forbi. Livet her er saa meget anderledes fra det vi kender - helt simpelt og nede paa jorden uden saa mange dikkedarer.
Sent paa eftermiddagen ankom vi til Mapiri, en lille hyggelig landsbym nu helt nede i den rigtige jungle. Hyggeligt hostel, tagterasse med skue over hele byen og junglen og solen i baggrunden. Helt magisk at sidde der og se solnedgangen efter to lange, udmattende og intense dage paa cykel.
Morgenen efter en dejlig nats soevn, begav vi os ned mod floden, som skulle vaere lige i naerheden. Ikke at vi dagen forinden havde set eller hoert den. 10min gang fra byen naaede vi den og klar laa en langbaad, endda med tag over. Indtil videre havde vi vaeret heldige med vejret, men denne dag skulle vise sig at blive anderledes. Efter et par timers sejlads i det altid fantastiske junglelandskab, kunne vi godt se, at det traek op til regn. Ikke bare en almindelig byge, men et regulaert uvejr, som jeg sent kommer til at glemme. Time efter time oesede det ned, selv da vi naaede frem til vores camp sent paa eftermiddagen. Vi blev siddende i baaden i delvis lae, mens guiderne, vores ny-ansatte kok og assistent gjorde campen klar. Efter en god times venten blev vi inviteret op til campen, som bestod af et lille stykke fladt jord midt mellem to floder der moedtes. En ret utraditionel, men saerdeles spektakulaer campingplads - stor respekt til vores guider for at saette alle telte og vores koekken op i dette vejr!
Teltene var allerede fugtige da vi lagde taskerne ind ved 18-tiden, eftersom de jo var slaaet op midt i uvejret. Efter en fantastisk aftensmad efter omstaendighederne kunne vi laegge os ind i vores telt og lytte til regnen og alle junglens lyde. Foerst var Jake, Simon og undertegnede dog lige paa udforskning i nattens mulm og moerke med vores ny-indkoebte machetter - Jakob var vist ikke saa lidt misundelig! En speciel og intens tur med pandelamperne paa hovedet og macheterne klar til kamp.
Nattens soevn blev ikke overvaeldende behagelig, snarere lang og sej. Der var hul i teltet og Jakob maatte, som natten skred frem og regnen ingen ende ville tage, rykke laengere og laengere over mod mig. Hans side var komplet oversvoemmet og han maatte paa det naermeste svoemme rundt.
Endelig kom dagslyset og med solen ogsaa toervejr. En kaempe lettelse for os alle, da det alt andet lige er sjovere at opholde sig i junglen i toervejr. Vi naaede at gaa en tur i junglen med vores guider mellem morgenmad og afgang til naeste by. Hen til et kaempe vandfald, der dog desvaerre var for kraftigt til at vi kunne svoemme der.
Denne dags sejlads paa floden blev noget mere behagelig og lettere at nyde end den foregaaende og med vores nyindkoebte slange-boesser blev sejlturen ikke mindre spaendende. Alt hvad der roerte sig blev skudt paa. Afgangen fra campen var dog lige ved at ende i en kaentring, da floden var helt ustyrlig og havde vokset med op til flere meter over natten. Vi kom dog sikkert frem til vores naeste camp som ogsaa laa placeret lige ved siden af floden. Denne gang uden regn. Dog skulle noget andet komme til at plage os en del. Det viste sig nemlig at vi havde placeret vores telt midt i nogle myres faste vandrerute, hvilket de bestemt ikke var glade for! Det blev foerst opdaget da vi havde ligget i teltet i et stykke og vi skulle ud for at spise aftensmad. Min sko var overrendt med aggresive myrer. Efter jeg fik sproejtet dem vaek fra mine sko med deo og mygge-spray gik de til angreb paa teltet og vi havde et vaeldigt hyr med at holde dem ude. Da vores guide saa fortaeller at hvis de er roede, saa spiser de sig igennem teltet og laver store huller i vores toej og backpacks, ja saa blev vi foerst klar over alvoren! Noget nervoese gik vi tilbage til teltet, men kunne til vores store held konstatere, at de fleste ikke var roede myrer og at de bestemt ikke broed sig om al den giftige spray. De fik en ordentlig omgang inden vi gik i seng og saa var den klaret.
Dagen efter var sidste dag i selskab med de tre hollandaere, briten og tyskeren og vi noed rigtig hinandens selskab. Det havde vaeret en rigtig god gruppe var vi alle enige om. At skilles fra nogen som man har spenderet mange timer vaek er altid lidt maerkeligt, men saadan er livet nu engang.
Ved 12-tiden ankom vi til Rurrenabaque i dejligt vejr (laes hoej sol og 28 grader). Jeg havde lidt forestillet mig Rurre som et beskidt jungle-hul, men jeg blev positivt overrasket over byen maa jeg sige. Ved hjaelp af vores guide fandt vi os et lille billigt hostel og jeg fik bestilt et fly tilbage til La Paz morgenen efter.
Jakob gik paa udgik efter en pampas-tur til dagen efter, mens jeg tog mig en loebetur for foerste gang i gud ved hvor lang tid. Skoent at opleve byen paa loebeben og komme de steder man normalt ikke begiver sig hen!
Den aften gik vi tidligt i seng, da vi begge var helt kvaestede oven paa den fantastiske, men ogsaa udmattende tur.
Jakob stod tidligt op dagen efter og drog paa pampas-tur sammen med de to fyre fra vores R & R tur, mens jeg tog endnu en loebetur og noed omgivelserne i fulde drag.
Inden flyet havde jeg lige lidt tid til overs. Guiden havde fortalt at det var rigtig billigt at leje motorcykler i byen og at Bolivia var det eneste sted i Sydamerika hvor man ikke behoevede koerekort, saa det havde jeg taenkt mig at benytte mig af. At det er billigt, er fuldt forstaeligt. 98 % af trafikken er motorcykler, mens resten er taxaer. Jeg legede en 150Cc for en time til den nette sum af 27 kroner. At jeg ikke anede hvordan man gav sig i kast med saadan en krabat, gik hurtigt op for min venlige udlejer og han gav mig et lille lyn-kursus paa jungle-spansk (og det forstod jeg jo meget af!). Pludselig floej jeg helt uventet frem paa et hjul paa motorcyklen mens han var igang med at forklare. Saa var jeg ligesom i gang! Jeg laerte hurtigt hvordan det fungerede og rullede lige tilbage for at vise at alt var i den fineste orden. Jeg kan taenke mig at han var lidt bekymret for sin kvaern og jeg havde jo hverken afleveret pas, koerekort eller givet ham nogle penge.
Snart gik turen ud af byen paa grus og brosten og efter faa minutter befandt jeg mig langt ude paa landet. Jeg hyggede mig bestemt paa cyklen og blev mere og mere fortrolig med den. Pludselig saa jeg en lysning i horisonten og koerte hen mod den. Det viste sig at vaere lufthavnen, som saa ud til at staa helt tom. Lufthavnen var som det eneste sted i 24 timers omkreds asfalteret, saa der skulle jeg selvfoelgelig hen! Jeg havde hele den 1,5km lange landingsbane for mig selv og det skulle da udnyttes. Frem og tilbage raesede jeg for at tjekke top-hastigheden paa kraeet og faa lidt fart paa. Inden der gik for lang tid koerte jeg dog tilbage paa grusvejene for ikke at loebe ind i politi eller lign. Kvaernen blev afleveret tilbage i fin stand og ejeren kunne slappe af igen.
Flyet gik naesten til tiden og inden dagen var omme, var jeg tilbage i La Paz. Som jeg sad der i flyet og taenkte paa min rejse som helhed og de enkelte ture, kom jeg frem til at denne helt klart var i top 3. Maaske den bedste, maaske nr 2. Enestaaende var det under alle omstaendigheder og noget som jeg ALDRIG kommer til at glemme.
- comments