Profile
Blog
Photos
Videos
Soendagen foer Cholita-wrestlingen blev ret forhastet da vi havde for mange planer til at kunne naa det hele i meget uoverskuelige og til tider ufremkommelige La Paz. Derfor fik vi ikke booket vores tur til "verdens farligste vej", som den kaldes. Efter jeg paa umanerlig heldig vis til Cholita-wrestlingen var kommet i snak med op til flere agenter der arrangerede "Death Road ture", kunne vi dog alligevel komme afsted som planlagt mandag morgen.
Uret vaekkede os ved 7-tiden og inden laenge var Athur, Martin og undertegnede, sammen med 4 andre gringos og to kaephoeje guider klar til at kaste os i et vaskeaegte mountainbike-eventyr.
Turen kraever en lille indledning til de uindviede.
Der eksisterer en lille, 3,2 smal bjergvej snoende sig langs bjergsiden fra La Paz til Coroico. Om sommeren naar der var kraftigt regnfald blev den grusede vej ofte omdannet til en regulaer mudderpoel, saa at koere paa denne vej var selvsagt livsfarligt. Faktisk var dette hovedvejen til alle byer nord for La Paz indtil en ny vej blev bygget engang i starten af 90érne. I gennensnit koerte 30 biler/busser ud over kanten og faldt op til 600 meter lodret ned, hvilket foerte til mellem 200 og 300 aarlige doedsfald. Ikke desto mindre fortsatte trafikken paa den saerdeles risikofyldte vej og den blev udnaevnt som "verdens farligste vej".
I 90érne blev der saa endelig bygget en ny og mere sikker vej. Det foerte til at trafikken mere eller mindre forsvandt fra den gamle vej og en turistattraktion af de store var opstaaet. Inden for et aar var der dusinvis af adventure-firmaer i La Paz der kunne tilbyde en MTB-tur ned af verdens farligste vej og den blev hurtigt enorm populaer.
Saaledes skulle vi selvfoelgelig ogsaa proeve turen og se hvor farlig den egentlig var. Jakob valgte at blive hjemme, dels da turen var ret pebret (450,-) og dels fordi vi havde en anden mountainbike tur i stoebeskeen.
Efter et par timers koeretur op til 4650m hoejde steg vi ud og trak i alt sikkerhedstoejet. Beskyttere til baade knae, albuer og hoved var paakraevet i tilfaelde af at nogle koerte ud over kanten (for det overlever man jo HELT sikkert med al det sikkerhedsudstyr paa!).
Inden laenge stod vi spaendte og klar til at raese ned ad de foerste par kilometer asfalt inden vi kom ind paa den rigtige vej. Mine gear virkede dog ikke og jeg fik saaledes lige opgraderet min cykel til en toplaekker full-suspension rigtig downhill-cykel (den anden var en blanding mellem normal mtb og downhill), som kostede et par hundrede slanter ekstra.
Med god fart og lidt tid til at laere cyklen bedre at kende snoede vi os ned gennem taage og kulde. Jeg koerte langt foran alle andre sammen med guiden og vi fik overhalet os nogle lastbiler.
Efter en sikkerhedsbriefing ved startpunktet for den originale "death road" kunne turen starte for alvor. En canadisk pige og hendes far var meget forsigtige, mens Arthur og jeg gav den mere gas og fulgte guiden, dog uden at tage nogle chancer.
Det skulle hurtigt vise sig at det var en lidt uheldig dag at tage turen - det fik vi bekraeftet ved flere tilfaelde. Den asfaltede vej var i dagens anledning lukket pga vejarbejde og al trafikken blev saaledes dirigeret op ad den gamle vej. Ikke nok med at vi skulle koncentrere os om at dreje paa de rigtige tidspunkter og ikke skride rundt i gruset og de store sten der laa paa vejen - nej vi skulle ogsaa tage os i agt for de biler og busser der med mere eller mindre vanvittige chauffoerer kom droenende op ad vejen.
Ingen ulykker skete dog paa vejen ned og vi havde en fantastisk tur. Undervejs tog vi en masse pauser hvor vi samlede op, tog billeder og fik smidt noget af al det toej vi startede med. Jeg var som regel forrest sammen med guiden og vi endte med, paa Arthurs opfordring om at koere lidt hurtigere, at koere lidt raes paa den nedre del af vejen hvor skraenterne ikke er saa stejle. Kunne Arthur foelge med naar det kom til stykket? - Selvfoelgelig ikke!
Efter turen hvor alle havde overlevet og vi faktisk slet ikke havde et eneste styrt, blev vi koert til et naerlaeggende resort hvor der ventede os buffet, en laekker pool og ikke mindst sol og varme, sidstnaevnte faar man ikke meget af i La Paz. Efter et laekkert brusebad kunne vi nyde den laekre frokost og bagefter hoppe i poolen, ikke helt daarligt efter den saerdeles stoevede tur.
I loebet af eftermiddagen koerte vi retur til La Paz, op ad vejen vi var kommet ned ad. Det skulle vise sig, at spaendingen ikke helt var overstaaet for i dag.
Pludselig blev vores mini-bus hastigt overhalet af en ambulance og vi fornemmede hurtigt at noget var helt galt. 5min efter naaede vi frem til ulykkesstedet hvor det viste sig at en motorcykel og en lokal mini-bus var kollideret og roeget ud over kanten. De foerste 3 hold death-road turister var allerede i gang med redningsarbejdet. Koeretoejerne var rullet en 40-50m ned ad en forholdsvis stejl skraent, men tilsyneladende overlevede alle. Nogle af os gik ned ad skraenten for at hjaelpe med at baere baarene op. Det var tydeligt at se hvordan bussen havde smadret alt paa sin vej ned gennem budskadset. Selv halvstore traer var knaekket som taendstikker.
Efter en halv times kamp fik vi alle 15 personer op og folk var helt udmattede af at gaa op ad den stejle skraent her i hoejden og varmen. Selvom flere havde dybe flaenger i hovedet og smaa traestykker hele vejen igennem benene, saa alle ud til at overleve, og saa vidt vi hoerte nogle dage , var dette ogsaa tilfaeldet.
At en bus med 15 personer styrter ned ad skraenten, saetter nogle tanker igang i ens hoved. I princippet kunne det have vaeret os i bussen paa vej op. Tilsyneladende generede det ikke vores chauffoer, som ikke ligefrem satte tempoet ned efter ulykken. Vi kom dog sikkert det sidste stykke op til rigtig vej og efter et par timer var vi tilbage til La Paz igen.
Paa trods af uheldet, som havde givet en del ekstra uoensket spaending, kunne hele gruppen senere paa aftenen, da vi alle var ude at spise, blive enige om, at turen havde vaeret helt fabelagtig. For fleres vedkommende var det endda deres bedste tur i Sydamerika so far.
- comments