Første nat i vores camper, og uden nogle problemer og vi havde begge sovet dejligt, så alt var godt! Vi stod op kl. 8 for at komme tidligt af sted, og så vi ikke spildte en hel dag på at kører, uden at se noget som helst. Vi sagde pænt farvel til dem vi havde holdt hos, og så trillede vi ellers videre, i det bjergede landskab. Da vi havde kørt i cirka 20 minutter gjorde vi et kort stop på toppen af bjerget. Hold da op en udsigt, nu forstår man virkelig hvorfor folk snakker så godt om New Zealand og dens natur. Det var virkelig fantastisk, og det er kun godt at der kommer mere af den, for vi er jo kun lige begyndt. Vi kørte videre igen, og efter en lille halv time, var det tid til at spise en portion havregryn- uden sukker! ): SUK.. Det er godt nok tørt i længden, men det skal jo ned. Da vi havde kæmpet os igennem morgenmaden, kørte vi hen til en strand, som er kendt under navnet "Hot Water Beach". Det hedder den fordi at mange meter under sandet, er noget der varmer det hele op. Så når det er lavvandet, graver man simpelthen et hul, lige i vandkanten, og så strømer der varmt vand op, og så kan man ellers bare sidde og nyde det. Men vi prøvede det desværre ikke fordi det var højvandet da vi var der. Men nu har vi været der, og så kunne vi køre videre igen. Næste stop var Waihi, her var der en kæmpe mine, der hed Marthas gold mine. Her var der blevet bygget en sti, hele vejen rundt om den, så man kunne se hvad de havde gang i. Hele byen er faktisk bygget op omkring denne her mine. Men det var ret vildt at se hvor stor den var. Det er ikke ligefrem noget man ser hver dag, og slet ikke i Danmark. Her var vi ikke så længe før vi drønede videre. Det skal dog lige siges at Lynn ville forsøge sig med at kører i den forkerte side, hvilket ikke blev til meget mere end 5 minutter - men så har hun prøvet DET. Men som sagt kørte vi videre imod en by ved navn Tauranga, for at finde et sted natten over. Vi kørte cirka i 20 minutter for at finde et sted at sove, men der var ikke rigtig nogle mennesker i deres haver. Vi havde egentlig opgivet, men så drejede jeg til venstre, og så sagde Lynn "DER", så holdte jeg ind til siden. BONUS MAN..! Han havde faktisk en plads i sin have præcis til en bil som vores, så det kunne jo ikke være bedre. Han hed for resten Peter. Han var virkelig den mest rare mand i hele verden. Da Lynn og jeg havde spist, spurgte han os, om vi ville kører en tur med ham, så han kunne vise os byen. Selvfølgelig ville vi da det, og jeg lyver ikke hvis vi var ude at kører i over en time. Han fortalte os alt mellem himmel og jord, og viste os hvilken vej vi skulle følge næste dag, for at komme videre. Vi gjorde et kort stop, hos en dame han skulle kører til lufthavnen dagen efter. Og af hende fik vi alle 3 et stykke kage, og Lynn fik en avokado. Han sagde til os, at han var ked af, at han ikke havde haft mere tid til os, fordi han havde haft så travlt. Men alt det han allerede havde vist os, var mere end rigeligt. Men det fortalte også bare lidt om hvor venlig han var. Da vi så blev sat af hjemme ved Peter, fik vi hans kort, så vi kunne hans adresse osv., men han skulle videre til dans. Så vi ønskede ham en rigtig god aften, og sagde mange tusinde tak for lån af have. Vi ville ikke nå at se ham næste dag, fordi han allerede skulle af sted til Auckland ved en 7 tiden. Ellers var det tid til at slå sengen op, og putte under dobbeltdynen (: Godnat ..