9.Jan Vi ankom til Auckland sent om aftenen, og overnattede på et hotel tæt på hvor vi skulle hente vores camper, som vi skal køre i de næste 17 dage, vi fik information , og pakkede derefter vores kuffertere ud, og drog af sted, første stop en vingård som vi fandt ved en tilfældighed fordi vi kørte forkert, her spiste vi den lækkerste frokost og nød den flotte udsigt og smagte deres hvidvin og rose, uhm vi måtte have en flaske rosevin med os, den var bare god. Videre til Whangarei ca 3 timers kørsel nord for Auckland, her fandt vi en campingplads ved Whangarei Falls, vores plan var at køre til Zion Wildlife Garden næste dag og spurgte hvor langt vi var fra den, desværre fortalte de at den vist nok var lukket, puha det var vi jo ikke glade for at høre, vi fik vasket noget tøj, det var tiltrængt.

10.Jan Vi blev enige om at køre til parken alligevel da den kun lå 20 min kørsel fra hvor vi var, og den var lukket, stor var vores skuffelse, vi blev der en times tid da vi kunne se et par hvide tigere, og så Aslan den store hanløve vi har fulgt i udsendelser i dansk tv, Klaus havde hørt en bil køre rundt derinde, så vi håbede på at kunne snakke med nogle fra parken, og desuden holdt der en bil udenfor porten, endelig kom der en gut der havde været i parken i 11 år som fortalte at parken var lukket for 4 måneder, den var gået konkurs,( jeg skrev en mail til parken for 3 måneder og der fik jeg at vide at de så sandelig var åben),øv øv øv, vi fik hele historien om en familie fight, vi spurgte om ikke vi bare måtte gå en hurtigt tur rundt og se de 32 løver og tigere, men det måtte han selvfølgelig ikke lade os gøre, nej hvor var vi skuffede, vi fik at vide at dyrene blev passet og tilset som de skulle, men at deres skæbne blev afgjort om en måned i en retsag.

Vi kørte videre til Bay of Island nærmere betegnet Pahia, som er byen som har alt hvad der har med vand at gøre,til vands og i luften mm. her bestilte vi en heldags sejltur til Hole in the rock til dagen efter, derefter kørte vi til Huka Falls og fandt en skøn campingplads med udsigt til et vandfald, da vi havde chekket ind lejede vi en kano og Klaus og Amanda sejlede af sted mod vandfaldet, Amanda havde sagt at hun ikke ville sejle ind under det, så dette måtte Klaus pænt acceptere, de padlede af sted og der var simplethen så flot, han satte senere Amanda af og skulle selvfølgelig selv af sted og i "bad" lige før at kano´en sank, vi grillede og sad og kiggede ud over dette skønne sted.

11.Jan Kl 09.15 mødte vi op på Pier D i Pahia og gik ombord på båden på det såkaldteThe cream trip, som startede for over hundrede år siden, med at sejle rundt til de mange mælkebøndere på øerne, for at indsamle fløden og deraf navnetThe creamtrip, i tresserne var det blevet kendt blandt turister at båden sejlede rundt mellem alle de skønne øer, og da kunne de for 5 shillings sejle med en hel dag og på turen høre kaptajnen fortælle vidt og bredt om de forskellige øer og bugter.

Det var alle tiders tur, hvor vi så massere delfiner der svømmede omkring båden, planen var at vi skulle have svømmet med dem, men da de flokke vi så havde unger er dette ikke tilladt, vi sejlede op til The hole in the rock og der var der god bølgegang, flere blev søsyge, men heldigvis ingen af os. Båden var flere gange inde på forskellige øer, med post og aviser til de fedeste sommerhuse på øerne. Båden lagde til på Parekura Bay hvor der var mulighed for at svømme og snorkle på den flotte strand. På vej tilbage og hvor der ikke var så store bølger var der `"Boom-netting " som foregår ved der svinges 2 bomme med et stort net ud på siden af båden, herefter blev børnene, dem der ville selvfølgelig, bedt om at hoppe ud, Amanda syntes det var sjovt men også koldt, vand temperaturen her er ikke som i Australien.

Vi havde planlagt at køre et stykke op mod Cape Reinga (som er den nordligste spids på Nordøen, men vi endte med at køre hele vejen ikke fordi det var så langt (170km) men det var "spændene" vej med massere hårnålesving og mange broer over floder hvor der kun kunne køre 1 bil ad gangen.

Et par gange bad jeg Klaus om at sætte farten ned, specielt efter at have set en ko stå på den forkerte side af indhegningen og med bagbenene ude på vejen. Vi ankom til Cape Reinga kl 23.30 bælgmørkt og meget tåget, heldigvis holdt der 2 andre campere på parkeringspladsen( ellers havde jeg nægtet at sove der) det var godt nok spoky, vi skulle selvfølgelig, nysgerige som vi er, lige ud at se om vi kunne se fyret, da der lige pludselig kommer nogle mærkelige lyde fra porten vi går igemmen,( Klaus siger at det er en skovmand der sidder og spiller banjo) det viste sig selvfølgelig ikke at være helt rigtig, da det var en højtaler med Maori musik der automatisk gik i gang når man gik igennem porten, jeg har aldrig set Amanda klamre sig til sin far fordi hun blev så bange, jeg var heller ikke selv hel tryg ved situationen, da det var den tætte tåge og mørket, har måske set for mange film, bagefter fortalte Klaus at han havde været igennem så han drillede os bare, den bandit.

12 Jan Kl 06.30 blev vi vækket af en kraftig banken på døren, og det var ikke en skovmand, det var en Maori park ranger , som fortalte at det var ulovligt at campere overnight, Klaus forklarede ham at vi først var kommet efter kl 24:00 så det var ikke overnight, men den var han ikke helt med på, haha, han var nu flink og gav os ingen bøde.

Efter at have været på tur ud til fyret med den flotteste udsigt for her ramler det Tasmanske hav og Stillehavet sammen med nogle ordentlige bølgeskvulp.

For maorierne har området en spirituel betydning, da det er "afgangshallen" for de sjæle, der ikke længere har en jordisk krop at opholde sig i.

Nu gik turen tilbage mod syd og vi kunne nyde det fantastiske landskab endnu mere, da det nu var lyst, vi tog smutteren med en lille bilfærge ved Kohukohu til Rawene, vi "sparede" ca 120 km, Vi stoppede ved Waipoua skoven der er berømt for sine gigantiske kauri træer, det majestætiske,Tane Mahuta som er verdens største Kauri træ er over 2000 år gammelt ,stammen var over 50 mtr høj og omkredsen var næsten 14 mtr, senere endte vi i Matakohe på en plads hvor vi næsten var helt alene