Dag 26.

Hej alle der hjemme. Så er vi kommet trygt tilbage til Delhi, efter en rigtig dejlig tur til Nepal, som var helt fantastisk.

Allerede i Delhis lufthavn meldte Indien ånden sig, og vi måtte vente i godt fem timer for at komme på flyet. Vi ankom til lufthavnen i Kathmandu på typisk julie og lulu manér, med mindre held i lommen. Forviring var der i hvert fald masser af - for det første minder Kathmandus lufthavn mere om et træskur på en alpetop end en lufthavn. Og det gjorde det ikke meget nemmere at personalet sender en på herrens mark for at hæve kontanter til visum, hvilket foregår udenfor. Vi var derfor en smule bange for om vi så kunne komme ind igen får at få vores pas tilbage som de tilbageholdt imens kaos var på sit højeste. Alt ordnede sig dog selvfølgelig, og vi kom ud med bagage og visum og trang til en taxa. Dette fik vi skam også en god mulighed for at få, da vi straks bliver mødt af en milliard rigshaw mussier, alle med hver deres fantastiske rigshaw og pisse irreterende driver. Der var endda en taxamand som spottede vores danske sprog og begyndte at snakke indisk/dansk til os - forståeligt var det... Ind kom vi i hvert fald i en taxa dog med stor fortvivlelse fra lulus side som på ingen måde troede på at det var en taxa - julie fik derfor et slag i ryggen og et utrygt blik, men ind i bilen kom vi og kørtemod hotellet.

Åh gud... da vi ankom til hotellet mærker vi for første gang den evt gemte backpacker i os, eller bliver i hvert fald presset til det yderste da vi ser vores værelse. Der går ikke mange minutter før vi overvejer at flygte til et andet, men bliver enige om at vi lige må give det et shot og prøve at holde ud for en nat. Vi svøber os derfor ind i tørklæder og lign og prøver at undgå at røre ved uldtæppe og lagen. Hvilket er en smule svært når der ingen varme er og at Nepal ikke har en lun nattetemp. Næste morgen skynder vi os ned til vores stamsted 'Fire and Ice' som er en italiensk biks med mad vi kender og kaffe - skønno! Dagen gik derefter med at køre rundt til diverse templer sammen med Krishna som ejer hotellet - en meget sød lille lav mand. En rigtig dejlig dag hvor vi fik et lille overblik over byens størelse og mennesker. Aftensmaden blev igen indtaget på stamstedet og vi indpakkede os igen i tørklæder og tæpper inden vi lagde os til at sove.

Næste dag som også var den sidste, brugte vi på at tage op i bjergene og landsbyen Baktapur som lå ca en halv time udenfor Kathmandu. Turen op af bjeget og igennem landsbyen var rigtig smuk og utrolig spændene at opleve da vi så en helt anden del af den ellers forurenede og støjende Kathmandu som vi ellers havde set. Desværre var tågen så slem da vi kommer op på toppen af bjerget. som var 2100 m højt, så vi ikke kan se himalayaérne. Rigtig trist. Da vi er nede igen går vi igennem den gamle del af Kathmandu med Krishna, hvilket vrimlede med søde små skolebørn i røde dragter. Derefter kørte vi tilbage til centrum og gik igennem byen med Krishna som viste og fortalte os forskellige ting om Kathmandu. Maden blev igen spist på vores stamsted, hvilket begyndte at blive seriøst pinligt da det nu var vores syvende besøg på godt 3 dage. Vi smuttede ind med hovedet i gulvet med et 'Hi agai, table for two' og bestilte en god omgang pasta carbo som vi havde glædet os til hele dagen. Da det var vores syvene besøg på fire and ice, kunne tjenerne nu officielt kende os og viste deres ærgrelse over vi skulle tilbage til indien. Vi måtte dog efter et mindre grin sige pænt nej til at ingen af os havde en email så de kunne skrive til os.

Carboen var dog et dårlig dårligt valg, da julie bruger hele natten på at ærgre sig over pastaretten i håndvasken - toiletten var for klamt til at knække sig i. Timerne går og da vandflaskerne er tomme smutter lulu ned og vækker de stakkels receptionister som ligger pænt og sover i hotellets opholdsstue. Lulu forklarer at vi har brug for vand og bliver derfor vist op på 4 sal hvor køkkenet ligger - klamt! Mussien koger noget vand som julie så kan drikke, men lulu overbeviser hurtigt julle om at efter køkkenets standard, er det måske en lidt dårlig ide at røre det vand- også selvom det er kogt. Vi bliver enige om at smutte fra hotellet lidt i fem, og finder derfor en taxa i Kathmandus nattemørke. Vi ankommer til lufthavnen lidt i 6 men bliver sendt hen i et hjørne med en besked på at vi ikke må komme ind i lufthavnen før om en time da skranken ikke er åben endnu. super.... Vi finder derfor en sød taxamand som giver os lov til at sidde i hans bil og varme os indtil vi må komme ind i lufthavnen. Klokken 7 er vi inde, venter til klokken 8, får besked på at flyet er forsinket til halv 1. Ikke særlig tilfredse og skide trætte bevæger vi os op i det areal hvor man venter på at gå til gate. Noget der minder om en hal med en kiosk og stole. Flyet bliver ved med at blive forskinket indtil vi får en afgangstid på 15.45. Da vi er nået til punktet på bare at ligge os ned og dø bliver vi kaldt til boading - jaaaaaa - og får den dejlige nyhed om at vi er blevet opgraderet. Det manglede også bare efter 10 timer i det træskur mener vi.

Noget vi hurtigt blev enige om var napalesernes (hedder de det? ) evne til at være venlige og imødekommende, i modsætning til inderne som til tider kan være meget påtrængende og svære at dreje. Selvom vi kun havde små tre dage i Nepal var det en dejlig tur med nyt backpacker blod i kroppen. Vi blev i hvert fald testet på nogle nye punkter må vi ærligt indrømme. Tre dage var slet ikke nok, så det er helt sikkert at vi begge vil tilbage og opleve de ægte himalayas. Det flotte syn fra flyet var ikke helt nok.

Nu er halvdelen af vores tur gået og vi har nu en dejlig tur til Thailand at se frem til. Vi må ærligt indrømme at vores tan ikke er helt som håbet efter 4 uger i Indien, men det får vi rig mulighed for at arbejde på på Phuket. Vi håber i alle har det dejligt der hjemme, og at varmen snart vender mod isede danmark - det ville jo være skønt at komme hjem til et bare lidt forårspræget dk :) Vi savner jer!! En masse kærlige tanker fra Julie og Lulu.