Profile
Blog
Photos
Videos
Efter Rumænien tog vi til Beograd i Serbien. Byen har en fascinerende historie grundet dens strategisk vigtige position, hvor floderne Donau og Sava mødes. Det er en af årsagerne til at byen er blevet erobret over 40 gange og været under angreb mere end 100 gange. Nyere tids historie illustreres meget godt af en ung serber vi mødte. På trods af at hun aldrig har flyttet har hun på 21 år boet i fire forskellige lande Jugoslavien og republikken Jugoslavien, Serbien-Montenegro og nu bare Serbien, Vejnavnene havde også skiftet flere gange. Beograd har ligesom resten af Serbien bl.a. været under romersk, ungarnsk og tyrkisk herredømme, og været et monarki, fascistisk, kommunistisk og demokratisk, så en meget omfattende og indviklet historie!
Byen er stadig mærket af krig, og overalt kan man finde skud og granathuller, ligesom flere bygninger, herunder det tidligere indenrigsministerium, stadig står som synlige bombekratere efter NATO-bombningerne. 60% af byen blev ødelagt under 2. Verdenskrig - først af tyskerne og så af amerikanerne. Ikke destomindre tilbragte vi nogle dejlige dage i hovedstaden med den lokale brændevin Rakia, solnedgange og middage ved Donau, besøg på de mange party-boats og en aften med en lokal ung socialdemokratisk kvinde.
Serbiske politikere har altid forsøgt at centralisere magten i Beograd (hvilket var en af årsagerne tik Jugoslaviens fald), og det medfører stadig konflikter i dag. I det nordlige Serbien ligger Novi Sad, hvis region bidrager med 80% af Serbiens budget, og derfor mener de, at de nok godt selv ville kunne klare sig. Byen er også hvert år vært for musikfestivalen Exit Festival, der bliver afholdt på byens gamle fæstning med op til 200.000 deltagere. Vi skulle mødes med en lokal student, som vi kendte gennem DSU, og det viste sig at blive et et godt bekendtskab. Han havde egen bil, og vi fik lov at bo i hans lejlighed. Om aftenen så vi VM finalen hjemme hos hans far sammen med hans minischnauser Niki, og grundet hundes tyske afstamning var der ingen tvivl om, hvem vi holdt med. Natten blev tilbragt med lytte til DJs fra musikfestivalen, hvor den sidste gik på kl. 06.30!
Efter Novi Sad skulle vi sydpå til Kosovos hovedstad, Pristina. Vi kom mildest talt med en meget uheldig og meget gammel bus, hvor højdepunktet var at krydse Donau på motorvejen med 28 km/t med Andreas på forsædet uden sele og uden sidedør, og en anelse mere presset Louise længere nede i bussen. Turen der skulle tage 1 time tog i stedet 2,5 timer, så vi missede bussen til Kosovo, og måtte tage en senere bus, så vi var i Kosovo kl. 4 om natten. Ikke den bedste start.
Kosovo fik sin selvstændighed i 2008 og er en af verdens nyeste stater. Det medfører en del udfordringer, når en stats institutioner ikke har haft så lang tids erfaring. I Pristina (byen der har statue af Bill Clinton og en vej der hedder George Bush) er byen tredoblet på 10 år, og der medfører store udfordringer med manglende vand, kloakoversvømmelser, problemer med internet, trafik, forurening og en arbejdsløshed over 50%. Derudover er det ikke just en smuk by, og et magasin har kåret deres bibliotek som en af verdens 10 grimmestes bygninger. Det var virkelig også iøjefaldende specielt. Vi boede på et hostel som var ejet af en ung amerikansk kvinde, og som virkede som centrum for de internationale, der boede i Pristina, så det var rigtig spændende at tale med dem, der var i praktik i udenrigsministeriet, arbejdede som journalist eller med homoseksuelles rettigheder.
I det vestlige Kosovo tog vi op for at se et gammelt serbisk ortodoks kloster og kirke, som giver anledning til en del konflikt efter som den ligger i Kosovo. I Kosovo er 90% muslimer og for de kristne serbere er dette sted, hvad Peterskirken er for katolikker. Selvom det var en lang tur var det interessant at hilse på de italienske Nato-soldater, der bevogtede klosteret, og selvom vi efterhånden har set en del freskomalerier i kirke (Louise mener ligefrem vi har set nok) så slog denne kirke dem alle. Turen derop tog os også gennem et par byer, hvor vi så Kosovos fattigdom. Der er tiggende børn i hele Østeuropa, men her var det slemt, og næsten lige så slemt for Louise var de hjemløse hundehvalpe.
På vej fra Pristina til Makedonien tog vi på et lille roadtrip med en sydafrikaner og en brite. Vi ville ud til en lille landsby i bjergene, hvor Moder Teresa fik sit kald fra Gud som 17-årig; Letnica. Det var en smuk tur derud, og i den beskedne kirke så vi den 400 år gamle udskårne træstatue af den sorte Madonna, som flere skulle have set græde.
Nu er vi ankommet til Makedonien, og nyder livet ved lake Ohrid - et sted som alle bør unde sig selv. Vi er begge solskoldet, og Andreas er ædt op af myg. Men Louise har fået fem forskellige smykker og Andreas fem øl, så alle er glade.
- comments