Profile
Blog
Photos
Videos
Moldova. Landet hvor du kan få alt. Universitetsgrader, kørekort, embeder - bare du har Lei nok. Et fattigt land, der gennem historien har været plaget af invasioner, borgerkrige, kommunisme og autonome regioner. Vi havde planlagt 4 dage i landet med base i hovedstaden Chisinau, fordi vi skulle mødes med en lokal (Cristian) som Andreas kendte fra Danmark. Chisinau er ikke just den mest turistegnede by. Man skal ikke tage derned for sightseeing, for der er ikke så meget. Byen blev bombet under 2. Verdenskrig og genopbygningen af de historiske bygninger er forsømt. Byen er dog velsignet med tusindevis af træer og mange parker, der giver de lokale skygge på de varme sommerdage, og det blev da også til både en tur på en af søerne og en picnic i parken.
Vi boede på et meget lille hostel sammen med et par australiere, to fra American peace corps og nogle lokale unge moldovere. Begge de lokale havde været i udlandet og studere, og det er meget kendetegnet for deres generation. Rigtig mange moldovere emigrerer, og op mod 25% af befolkningen er pt i andre lande. Det siges også, at over halvdelen af alle familier får på en eller anden måde penge sendt hjem fra slægtninge i udlandet, men i stedet for at investere dem, så ødsles de oftes bort på luksusvarer, hvilket er med til at fastholde Moldova som en af de fattigste lande i Europa.
På trods af dette kom vi en aften ind og se operaen Turandot med Nessum dorma som det musikalske højdepunkt. Vi kendte flere der skulle derind, og skæbnen ville at vi endte med at komme gratis ind med en invitation fra det moldovske kulturministerium - ellers havde de bedste billetter kostet 40 kr., så det havde vi nok klaret. En stor musikalsk aften med høj kvalitet.
Moldova er kendt og stolt af deres vin, og er i Guinness rekordbog for verdens største vinkælder. Kælderen er en tidligere kalkstens udgravning, som man efterfølgende udnyttede til at opbevare vin. Nok vin til at gøre hele Tyskland fuld for en aften. Der går storpolitik i vinen. Landet har netop underskrevet en associeringsaftale med EU og håber dermed på at kunne eksportere mere vin til EU. Det medfører en række storpolitiske konsekvenser. For det første vækkes den sydeuropæiske vinlobby i EU. De er selvfølgelig træt af øget konkurrence. For det andet vil russerne ikke længere aftage vin fra Moldova når landet nærmer sig EU. Vinen er pludselig blevet dårligere kvalitet. For det tredje er kineserne begyndt at købe mere vin af Moldova, jo mindre vin Rusland køber, jo mere vin køber kineserne. Gad vide om vinbonden på hestevognen er helt klart over hvilket storpolitisk spil han er en del af?
En af dagene lejede vi en bil og tog på roadtrip med tre unge moldovere i den nordlige del af landet. Det var sjov at høre dem fortælle nostalgisk om deres bedsteforældres landsbyer, og om hvordan det er at være ung i Moldova. Vi besøgte et klippe kloster, hvor vi mødte en lille 7-årige pige fra den nærmeste landsby, der spurgte om vi ville høre et sagn om kirken. Det ville vi selvfølgelig gerne hvor efter pigen maleriske begynder at fortælle om to elskede hvoraf den ene dør og den anden forvandler sig til en svale ved at kaste sig ud fra klippen. Med andre ord; en rigtig røverhistorie. Vi fulgte hende ned til hendes landsby, og det var virkelig interessant at se en rigtig moldovisk landsby. Vi lånte også den lokale brønd til at fylde vandflaskerne med. Derefter gik turen yderligere nordpå at gennemhullede veje og med hastigheder der flere gange ramte 140 km i timen, men hastighedsbøder er ikke noget problem, da bestikkelse er billigere. Vi skulle op nordpå til et lille landbrug, hvor de producerer honning, og hvor vores følgeskab gerne ville vise os hjemmelavet moldovisk mad og vin. En rigtig hyggelig eftermiddag med overdådig mad og drikke.
Den sidste dag var vi hjemme og spise ved Cristians mor. Vi skulle egentlig have været på roadtrip sydpå og over til Odessa i Ukraine og besøge hende der hvor hun normalt bor. Sikkerhedssituationen i byen ved sortehavets kyst har i et par uger været fin, men folk var begyndt at forsvinde fra gaden, og moderen mente at det var en unødig risiko at tage. Til gengæld fik vi lækker mad (alt sammen hjemmelavet og dyrket/opvokset på bedstefaderens farm) og hjemmelavet kirsebærvin. Til afsked fik vi også en flaske 50 år gammel sovjetisk cognac med hjem, som vi senere fandt ud af nok er den bedste man kan få fra den tid. Meget generøst.
Herefter går turen videre med en tætpakket lille bus til Bukarest. En tur der tager 7-9 timer afhængig af grænsekontrollen og chaufførens temperament.
Håber I nyder den danske sommer i Danmark ;-)
- comments