Hej Alle

Nu sidder jeg her paa den sidste dag af min helt fantastiske rejse, med taarer i oejnene, og bladrer gennem billederne fra den maaned der lige er gaaet. Tidligere sagde Nana, Camilla og jeg stor-tudende farvel til den dejlige familie der har taget saa godt imod os, og som vi har delt utaellelige skoenne og sjove oplevelser med.

Det var paa ingen maade en rar afsked, men alligevel kunne vi med et glimt i oejet og en god fornemmelse i maven saette os ind i taxaen og taenke tilbage paa et hav af dejlige minder. Inden det, gav Mama os i bederummet et hvidt klaede og en blomsterkrans om halsen, en tikka i panden og serverede en lille skaal af noget der mindede om youghurt. Da vi undrende spurgte til det, var svaret bare "Nepalise Culture'. Det vaerste var at boernene og Mama ogsaa graed - saa er det godt nok svaert at holde igen. Egentlig tror jeg, at en stor del af de smaa ikke rigtigt forstod, hvad det var, der foregik, men smilende skinnede gennem taarerne!

I loebet af de sidste par dage har vi leget baade 'fang et aeble', 'ballondans' og 'ram tussen ned i flasken' som det kan ses paa billederne. Det har rent ud sagt vaeret skide sjovt og boernene lader i den grad til at have nydt det. En dag begav vi os ogsaa ud i at lave braendende kaerlighed til aftensmad efter en hel maaned kun med ris, dahl og momos,. Det maa nok siges at have vaeret en meget blandet succes, hvis det overhovedet kan kaldes saaledes. Vi skraellede kartofler i omkring 5-6 timer og da retten bestaaende af kartoffelmos med loeg, ketchup og kikaerter (som var det eneste vi havde mulighed for at skaffe sammen!) blev stillet paa tallerknerne, kunne de ikke forstaa hvor risen blev af! I nepal er det uhoefligt at efterlade noget tilbage, saa de boern der tilsyneladende godt kunne klemme det danske mad ned, loeb rundt og hjalp de andre med den svaere opgave. Hoefligt sagde de 'Mito' (laekkert) hver gang vi kiggede, men jeg tvivler nu meget paa at de mente det. Kun Madan, der ikke helt er den skarpeste kniv i skuffen, lavede ansigtsudtryk der aerligt fortalte, hvad han synes om moste kartofler.

Tre andre danske piger fra vores grupperejse har ogsaa i denne maaned boet paa et boernehjem her i Katmandu. Dem besoegte vi i onsdags, ligesom de ogsaa kom forbi og oplevede vores hverdag. Det skal lige siges at der var meget stor forskel paa de to boernehjem, og ogsaa meget stoerre end jeg egentlig havde troet. Ikke noedvendigvis i forhold til hvor mange penge hjemmene hver isaer har, men mere naar man ser paa maaden boernene opdrages paa, paa stemningen og paa 'ledelsen'. Vores kaerlige mama stod i kontrast til deres halvsure kone med en aura af respekt omkring sig. Boernene blev stille og sky i hendes naervaer og hvor 'vores' boern maaske var lidt for vilde, voldsomme og larmende, var boernene i 'deres' hus, det komplet modsatte. Det var helt synd. Jeg saa naesten smaa marionetdukker for mig, der fyrede en indlaert smoerre med navn, alder og klassetrin af ved foerstgivne lejlighed og derefter satte sig ned mussestille. Nu var vi der jo selvfoelgelig kun et par timer en enkelt dag, og boernene der gik i skole kunne ogsaa overtales til at danse og lege klappelege, men det slog mig virkelig at stemningen var helt anderledes.

Boernene har dog uden tvil alle nogenlunde samme triste historie. Nogle er blevet efterladt helt, ligesom Unati og Progati der kom til Om Shree Sai blot 5 maaneder gamle. Andre har ligesom Sabina og Sagina mistet en eller begge foraeldre og endnu andre har foraeldre der ikke er i stand til at forsoege dem med de faa midler de er i besidelse af. Sumina fortalte os om disse historier en aften i moerket paa pigevaerelset. Selv oensker hun med at blive paa hjemmet meget laenge endnu, fordi der ikke er skoler i den landsby hun kommer fra. Droemmen er at faa en stor uddannelse og tjene mange penge saa hun kan tage tilbage til sin familie. Det er roerende og tragisk meget af det de alle har vaeret udsat for og i takt med at tiden er gaaet er vi kun kommet taettere og taettere paa dem og har knyttet os endnu mere.

Derfoer er det maerkeligt at det kapitel nu er slut. Men det er jo ikke kun oplevelsen paa boernehjemmet der er forbi. Det er hele min rejse! Ej hvor er det underligt at taenke paa. Selv som jeg sidder her og skriver, er jeg ikke engang sikker paa, at det for alvor helt er gaaet op for mig, at jeg rent faktisk skal hjem nu om bare nogle timer. Jeg glaeder mig til at komme hjem og jeg er klar til at komme hjem, men det bliver uden tvivl en kaempe omvaeltning. En omvaeltning at komme tilbage til virkligheden, tilbage til en masse beslutninger om uddannelse, bolig osv. Jeg kan selvfoelgelig ikke vente med at se Mads, mor og far, familie og venner igen og det bliver skoent ikke at skulle spise ris to gange om dagen, hver eneste ene dag! Jeg kunne naevne en million ting jeg glaeder mig til ved at komme hjem, men det er ogsaa trist at sige farvel til rejselivet for det er jeg helt tosset med!

De sidste 4 maaneder har vaeret bedre end jeg har turdet droemme om - helt fuldstaendigt fantastiske! Jeg har overskredet mine egne graenser og rykket mig meget mere end forventet. Jeg har faaet vildt mange oplevelser jeg aldrig vil glemme, moedt en masse nye mennesker og faaet venner der paa utrolig kort tid er kommet meget taet paa. Det er saa fedt, at have med sig i bagagen!
Det at jeg tog afsted paa denne rejse, er det bedste jeg nogensinde har gjort!

Vi ses snart i Danmark :)