Puha, det er helt svaert at vide, hvor man lige skal starte. Der sker konstant en masse forksellige ting paa boernehjemmet og saa alligevel minder alle dagene meget om hinanden. Det er saa vildt at taenke paa, at vi allerede har vaeret her i over to uger, og at der er under halvdelen af tiden tilbage.

En typisk dag paa boernehjemmet starter for vores vedkomne ved 7-tiden med en gang te (og lidt kiks hvis man er heldig). Herefter gaar vi igang med groensagssnitningen, hvilket hurtigt kan tage lang tid. Naar der skal skraelles groensager til ca 30 mennesker der kun faar et helt maaltid to gange om dagen, skal der en del til. Paa den anden side er det maaske ikke saa meget, som man skulle have troet, taget i betragtning af, at tallerknerne stort set altid fyldes helt op med ris og linsesuppe. Dahl Baht, det er det vi spiser hver dag, to gange om dagen, ligesom alle andre nepalesere. Rent faktisk er det laekkert, nar det smager af noget, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke var det mindste traet af det.
En gang har vi ogsaa vaeret med til at lave nepalesiske momos. En slags smaa halvrunde foraarsruler fyldt med groensager og som dyppes i en staerk tomatmix. Det er noget af et stykke arbejde skal lige siges. Hvis bare en spiser 57 (som Jagar, saa stolt kom og fortalte mig), kan jeg da godt forstaa at vi var i gang i en 5-6 timer!

Efter groensagssnitningen, hjaelper vi boernene med de lektier der mangler eller leger nogle af de tusind nepalesiske klappelege, jeg konstant har paa hjernen. Naar der spises er der ikke nogen begraensning for, hvor meget de grisser, saa efter en meget noedvendig rengoering af koekkenet, hjaelper vi de smaa i skoletoejet og har den evige kamp med at faa dem afsted i nogenlunde ordentlig tid (inden 10). Hernede findes det de lokale kalder nepalesisk tid, og naar der ikke er noget ur at gaa efter og moreren ikke helt ved hvornaar det er meningen de boernene skal afsted, er det ret umuligt.

Efter rengoering og mere groensagssnitning, er der ikke saa forfaerdeligt meget at give sig til, naar boernene er i skole. Med en bog, eller et spil 500, paa terassen i den herlige nepalesiske sol gaar tiden dog alligevel. Ved 3-5 tiden invaderer de igen huset med raab og skrig og et par timer gaar med at lege, lave lektier og forberede aftenens Dahl Baht. Efter maden foelger Kriti, Mandal og et par af de andre unger, os tilbage til vores vaerelse et stykke nede af vejen. Vi er stort set altid fuldstaendigt smadrede efter de lange dage.

Fasciliteterne er noget helt helt andet, end man er vant til hjemmefra. Som eksempel laver vi lige for tiden mad over baal fordi det ikke er til at opsnuse mere gas nogle steder og alle er loebet toer. Bad foregaar under en 1/2 meter hoej hane i et lille rum, hvor der stort set aldrig er stroem (stroemafbrydelse 16 timer hver dag), og toiletterne er huller i jorden. Se det er lige noget man skal vaenne sig til i starten

Happy Holy!For nogle dage siden stod den paa farvefestival i hele Nepal. Det skulle vaere for at fejre at monsuntiden snart kommer eller noget i den stil. Mest af alt mindede det mig om en blanding af sidste skoledags vandkastning og noget fastalavsagtigt indsmoerring i forskellige farver. Vi fejrede ogsaa dagen paa boernehjemmet sammen med de fleste af boernene. Forfaerdeligt tragisk var det at Sabina og Sagina ikke maatte deltage fordi deres bror doede for bare tre uger siden. Soesteren til damen der har boernehjemmet kom med risvin - pyha det smager og lugter saa daarligt at det er helt utroligt, og hele dagen igennem blev vi skudt ned med vand og farve. Vi havde en herlig kamp paa terassen og hurtigt udviklede det sig saaledes at vi ogsaa var i krig med de omkringliggende huse. Skide fedt!

I denne her uge har vi ogsaa vaeret til foraeldredag med de tre mindste, Unati, Progati og Sagina. Det var ikke ligefrem den vilde oplevelse. Unati var syg helt fra morgenen af men moderen insisterede paa at hun skulle med, hvilket kun resulterede i at hun sad og kastede op mellem stoleraekkerne. Sagina faldt i soevn, da hun sad hos mig, og ingen af dem dansede paa scenen som egentlig var meningen, fordi de begyndte at graede. Af den grund tog vi foer hjem, og heldigvis for det, for det var godt nok bare kedeligt.

Kedeligt kan man dog ikke kalde karatedagen og foraeldredagen som vi var til paa de lidt aeldre boerns skole. Vi kom til at sidde i noget der mest af alt lignede en slags VIP-lounge, vores nvan blev raabt op som en slags velkomst og vi fik gaesteskilt paa brystet og baand om halsen. Det er laenge siden jeg har proevet noget saa pinligt! Vi havde intentioner om at gemme os en smule og blende ind, men det blev der absolut ingenting af! Konstant blev vi nedstiret og boernene vendte deres stole for bedre at kunne glo paa de maerkelige hvide piger. Sounam, Jagar, Kesab og Barben var i karatekamp og det skulle vi jo selvfoelgelig se. Ikke at vi forstod reglerne eller hvad det egentlig var der foregik, men vi heppede loes paa 'vores boern'. Dagen efter var der en masse dans hvor baade Sabina, Nima og Buspa deltog. Tusind priser blev overrakt og bl.a. fik Rohit en anden plads i Baloon Blaster fight. To rigtig gode dage.

Der er en hel masse sjove episoder jeg kunne naevne, men saa ville denne her blog naesten ikke faa nogen ende, men kan lige tage et par stykker. Der var da baby sked i bukserne, uden ble, uden underbukser, uden nogen ting og bare stod og klynkede i en poel af bae, saa Nana og jeg gik hel i panik af bare overraskelse ude af stand til at goere noget som helst. Eller da Camilla kastede op (det var lagt fra sjovt - vi har alle tre vaeret meget syge), og moderen gik i gang med at kaste vand og medicin paa hende allerede inden hun var faerdig. Eller da jeg igaar blev laast inde paa det klamme lille toilet og tilfaeldigvis blev hoert af Sumina. En halv time senere bliver doeren flaaet op med en skruetraekkerlignende tang og 10 boern staar lettede og glor paa mig, mens jeg er fuldstaendig faerdig af grin over den komiske situation.

Jeg er saa sindsygt glad for at jeg havde valgt at tage paa boernehjemmet. Vi faar saa mange fantastiske, sjove og helt hen i vejret oplevelser, som jeg ikke kunne have faaet paa nogen anden maade. Det er vildt saa hurtigt man knytter sig til boernene og i den grad ogsaa den anden vej rundt. Selvom jeg glaeder mig til at vaere hjemme igen om under to uger, gruer jeg allerede meget for det tidspunkt hvor jeg skal sige farvel. Det bliver uden tvivl et forfaerdeligt tudeoejeblik. Nu maa vi bare nyde den sidste tid og det kan vi naesten ogsaa kun.

I aften staar den igen paa laekre momos, efter et par timers momo-fabrik!