Profile
Blog
Photos
Videos
6.30 og vækkeuret ringer os vågen. Vi har fået af vide af guiderne på hotellet, at vi skal med en taxa 7.30 til busstationen Mo Chit og har fået to busbilletter i hånden på udelukkende Thai, dog med en ring om tallet 39, som vi har fået fortalt skulle betyde perronnummer. Der er meget morgentrafik, og vi skulle derfor af sted fra hotellet 1,5 time før bussen ville gå fra perronen. Vi var lidt forsinket nede og spise morgenmad, fordi vi skulle have opmagasineret vores store rygsække i en anden bygning, og Mikkel blev stresset og blev ved med at sige "kom nu, kom nu, vi skal af sted". Afsted kom vi, var på stationen kl. 8.10, og havde så ellers godt og vel en time at bruge på ingenting. Da vi blev sat af ved indgangshallen trådte vi ind og snakkede løs, indtil Mikkel lige pludselig sagde: "Louise, Louise…", vi stoppede op, og så at alle stod stille. Det gik op for os, at det var kongens temasang som spillede i højtalerne, og vi havde læst (og glemt) i vores Lonely Planet, at de både skete morgen og aften på alle offentlige steder, og det blev forventet man stod respektfuldt under hele sangen - ups!
Vi fik heldigvis en bus med A/C, men det betød at der var aaalt for koldt, men efter 5,5 timer var vi fremme, sat af på en mere eller mindre øde vej, og samlet op af en mand i en pick-up, Jimmy. Jimmy var navnet på englænderen som vi skulle overnatte hos tre gange, og hans thai kone Lamai. Sammen havde de døtrene Lizzie (efter Jimmy's mor) og Rihanna Jolie (efter sangerinden og skuespillerinden Angelina Jolie, som Lamai og Lizzie er store fan af). Vi kørte ud til deres hus som lå i en lille "village" med cirka 100 andre "huse" og blev indlogeret på et fint fire personers værelse. De har plads til 6 boende af gangen, men tager kun nogen der kender hinanden, så der var heldigvis kun os.
Da vi kom, blev der serveret "late lunch" lavet af Lamai. Maden havde specielt Louise været spændt/bange for, men det viste sig at Lamai var en fantastisk kok, og vi spiste en pokkers masse. Senere på eftermiddagen tog hun os med på en gåtur rundt omkring i den lille landsby og fortalte om stort og småt. Vi blev taget godt i mod af alle, og meget overrasket over at se hvordan de levede og boede. Landsbyen er virkelig gammeldags, og total selvforsynende. De overlever på deres rismarker, som de bruger cirka 3 måneder på om året på at høste. Risene skal så kunne holde hele året ud. De spiser klister-ris til morgen, middag og til aften spiser de, de lidt finere ris. De er naturligvis Buddhister og må egentlig ikke slå dyr ihjel for føde, men som vi fik et billede af sker det alligevel. De slagtede en gris og spiste den råt - som Lamai siger, så putter de bare lime og chili på.
Børnene har skolefri i en måned nu, men de går i skole fra samme alder som os. Desuden kører pokkers mange af dem på scooter og selvom de er fattige og unge, har mange af dem bil. De viste sig dog at have en naturlig oversag fortalte Jimmy. Thai'er skal ikke tage kørekort, men dog være atten for at køre bil, og kun otte for at køre knallert. De har mange skøre færdselsregler, eksempelvis spurgte vi om de skulle have lys på, og det eneste der er lovgivet om, er, at knallerter skal have lys på om dagen, dvs. man kan selv bestemme når det bliver mørkt. Desuden skal man have hjelm på og må kun køre én på knallert af gangen - en regel som dog ikke overholdes. (Vi så en politimand køre bagved tre unge piger på en knallert uden hjelm.) Det hele er rent korruption, hvor alle med penge kan slippe af sted med alt, selv mord.
Dagen efter spiste vi god morgenmad klokken 9, tog på tur med Jimmy hvor vi stoppede på en lille cafe og kørte ud til et mærkeligt stort træ vi ikke kan huske hvad hedder. I hvert fald er det meget kendt, dronningen og kongen har besøgt det…. (for hundrede år siden), men i kan se billeder af det. Det er et helligt sted, og vi købte hver en fisk og en skildpadde til sammen, for at sætte fri i vanden omkring træet. Hvert dyr man sætter fri, betød noget specielt, men alt alligevel cirka det samme: "Ha' et godt liv". Så nu håber vi Buddha er god ved os. Vi så også nogle af de fantastiske hellige fisk og fodrede dem. Så var det frokost tid, så vi spiste hvad Jimmy havde bestilt til os på et lille køkken. De smagte heldigvis fint, om end det var lidt stærkt. Jimmy spiser kun aftensmad i løbet af dagen, som 99,9 % af dagene er pomfritter siger han selv. Ellers overlever han på 30-50 kopper kaffe og minimum to pakker cigaretter, healthy guy. Så var det tid til at være kulturel, og se Phimai Templet - en gammel ruin, men vi fik da taget nogle fine billeder :-) Da vi kom hjem var der ren afslapning og aftensmad. Efter aftensmaden begyndte regnen (igen!) at falde, men som ægte village-boer måtte vi med store pandelygter ud og lede efter alt spiseligt (skorpioner, slanger, frøer og krabber). Vi var desværre ikke så gode, selvom vi havde allieret os med Lamais mor, der eftersigende skulle væres byens bedste kobra-fanger.
På tredje dagen besøgte vi en silk-village. Hold da op, det var en oplevelse. Det tager tre måneder at lave 2*1 meter ægte thailandsk silke. De sælger det til cirka 1800 Baht, hvilket svarer til cirka 20 Baht om dagen i "løn"= cirka 4 kroner. Hvorfor gør de det så? Fordi der er prestige i det. Vi så hvordan de kogte cocoons, udvandt silketråd vha. en spole, hvordan de vævede tæpper, hvordan de lavede nye cocoons og meget andet. Alt foregik i hånden og over små bål, virkelig som at være tilbage i stenalderen. Den village vi besøgte har vundet mange priser for det bedste silke i Thailand. Det virker helt forrykt, når man ser hvordan arbejderne bor. (De laver arbejdet hjemme!)
Dagen efter var det tid til at tage hjem, en rejse som tog 9 timer for 325 km, puha det var hårdt. Vi kørte i en rigtig skod bus, hvor der også var høns ombord, manglede lamper, armlæn et par sæder og andre småting, men vi kom da heldigvis hjem og har fået en omgang velfortjent massage til aften, mmmh….
- comments