Profile
Blog
Photos
Videos
Yeaah, vi er nu officielt Open Water dykkere!!
Af sted med bussen mod Koh Tao (skildpadde øen) kl 6.00 lørdag morgen fra Bangkok. Efter filmen "SALT" og "Prince of Persia" og en is til frokost, videre med færge halvanden times tid og i land på Koh Tao. (P.S. øv, hvor vi hader klamme stå toiletter på busturer, hvor man skal skylle ud, ved at hælde en balje vand oven i ens efterladenskaber. Heldigvis har vi Derma, den lille hånddesinfektions middel, som vi bruger ivrigt efter et sådant besøg - mildt sagt er forholdene ikke alt for hygiejniske.)
Efter lidt tids vandren frem og tilbage på kajen fandt vi vores thai-mænd fra Coral Grand Divers Resort og efter en lille køretur på ladet af en bil var vi fremme. Vi er blevet fint installeret på en ny malet/renoveret værelse og har efterhånden vænnet os til livet uden air-con. Fra vores lille altan kan vi se havet, som hotellet ligger ned til; Sairee Beach.
Det er et fantastisk sted, fantastisk strand, fantastiske mennesker og fantastisk vand. Den første hele dag brugte vi på at slappe af, og for første gang kunne vi for alvor nyde solen fra en skyfri himmel, endelig!
Selvom det hjemmefra var planlagt, at vi skulle have en dansk instruktør valgte vi at lave det om hernede, efter råd fra netop en af de danske instruktører, som mente vi ville få mere ud af, at tage det på engelsk. Det giver en bedre muligheder, når man fremover skal dykke, da der som oftest ikke vil være mulighed for at få danske dive masters, og hvis man derfor kender alle dykker udtryk på engelsk, er man naturligvis lidt bedre stillet.
Første dag så vi en film, fik udleveret vores dykker bøger og fik lektier for til dagen efter. Mere eller mindre hele aften går derfor med at lave lektier. Dagen efter mødtes vi med vores hold, eller "family", som vores instruktør, Kev, kaldte os, bestående af os, samt tre englændere og en tysk pige. Efter at have brugt formiddagen på at gennemgå teori var det tid til "practicalskills" i poolen. Først skulle vi dog lære at sætte hele skidtet op, hvilket faktisk ikke er så let, som man skulle tro - i hvert fald ikke i starten, nu går det dog bedre - og så ellers buddy checke, dvs. checke om ens buddy har gjort det hele rigtigt, at han har luft i sine regulatorer osv. Heldigvis har vi lært: "Bangkok Women Really Are Fellas". Hvert stort begyndelses bogstav står så for noget man skal huske at tjekke, eks. A for "air". Meget smart!
I poolen lærte vi mange forskellige ting: hvad man skal gøre, hvis man løber tør for luft, hvis man får vand i masken osv., og følte os efter 5 timer godt beredte på at skulle ud i havet den næste dag. Den følgende formiddagen skulle der dog igen overstås et par timers teori og nogle tests, men så var det ellers tid til vores første og andet dyk. Så af sted med båden, på med våddragten, udstyret, gennemfører buddy check, og så ellers i vandet. Hold op hvor var det fedt, første tur var bare ned og fun-dive, mens vi på anden tur skulle lave nogle skills. Vi har absolut INGEN fornemmelse for hvor vi befinder os, når vi er under vandet, men det er bare alle tiders, for vi er i trygge hænder.
I dag var vores sidste dag, vi skulle af sted for at dykke klokken 6 i morgen - for pokker det er tidligt! Desværre regnede det, og har gjort det mere eller mindre hele dagen, øv, øv. Men af sted vi kom og det var endnu mere fantastisk end i går. Nu begynder vi begge at hvile mere i det, ikke tænke så meget over vejtrækning, udligning af ørene og hvordan det nu lige er man skal gøre med den der BCD vest (inflate/deflate). Det begynder allerede at føles naturligt, hvilket gør, at man kan koncentrere sig mere om det man ser. I dag er vi blevet filmet både over og under vandet, og vi har set filmen her til aften; den var så fed, men desværre også så dyr vi var for nærrige til at betale. I dag har vi dykket til 18 meter, hvilket er maksimum dybden for vores certifikat. For resten bestod vi heldigvis også begge teori prøven/final exam her til eftermiddag, med 49 ud af 50 rigtige. Vi har også gennemført alle vores skills, men det var nu mest den endelige skriftlige test vi (vel egentlig kun Louise) nervøs for. Nu er vi derfor officielt dykkere, so cool.
Vi er også allerede i besiddelse af vores første dykkeudstyr, en snorkel og en maske, hhv. i sort og rød. Det er alle tiders, og egentlig også ret dyrt, men nu har vi det, og det er rart med sin egen maske!
I dag og i går har Mikkel snakket om, at han ville tage "Advanced Open Water"-kurset, mens Louise har været lidt i tvivl. Det er ret billigt, og giver os samtidig halv pris på vores overnatninger her. Det vil også give os mulighed for, at dykke til 30 meter, i stedet for kun 18 meter. MEN, den plan er udskudt indtil videre, efter en middagslur i dag vågnede Mikkel nemlig op med "the pink eye". Øv, øjenbetændelse! Den tyske pige fra vores hold fik det allerede efter vores pool dyk, og måtte derfor ikke dykke længere, og vores dive master (ikke instruktør), fik det også i begge øjne, og i dag er turen altså kommet til Mikkel. Så ingen dykning, men massere af øjendråber fik vi at vide ved lægen. Vi håber det hurtigt går over, så Mikkel (måske Louise?), kan tage det udvidede dykkerkursus, så vi bliver her i hvert fald et par dage endnu.
Okay, indrømmet; vi, (specielt Louise), er blevet trætte af thai-mad og ris, og har derfor spist pizza, pomfritter, sandwich og andre gode sager i stor stil, mums - det er nu det gode, ved de mere turistede steder er vi begge enige om. Til morgenmad klarer vi os med yoghurt og cornflakes på vores lille altan.
I morgen håber vi på solskin så vi kan slappe af på et par liggestole ved stranden. Endvidere har vi planer om, at få vasket en masse tøj (i maskine, ikke søvand - det lugter stadig af sø fra sidst vi prøvede!) og leje en scooter til vores sidste dage her på øen, som enhver anden. (Der er scootere over alt!!).
Udover vores nye "family"/dykkergruppe, har vi fået en anden ven, som pt sover på vores altan/veranda. En sød hund, hvis navn vi ikke kan udtale om end stave til, men som hver aften ligger og venter på os, eller finder os et sted og følger os hjem, det er vores nye vagthund, rigtig hyggeligt.
Nu er det ved at være sengetid, og vi er begge helt døde efter at have været oppe siden 5.30, så godnat alle sammen…
- comments