Og vi troede tingene ikke kunne blive værre......
Da vi kom til Noosa havde vi heldigvis bestilt en hostel, og fik indlogeret os på et lille firemands-dorm. Humøret var dalende, ikke bare for os, men alle de backpackere vi mødte der. Ingen viste rigtig hvor man stod, om man kunne få penge tilbage for de forskellige ture, om busserne kørte, om der var toge, om vejene var åbne osv. Den følgende morgen ringede vi til de to selskaber vi havde booket hos og prøvede og håbede på at få vores penge tilbage (det koster kassen at komme på de to ture), og heldigvis lykkedes det os at få fuld tilbagebetaling på vores Whitsunday tur, hvilket var mere end vi havde håbet på, men Fraser Island ville ikke give os pengene tilbage. Det kunne vi ikke rigtig forstå, for ifølge deres brouchuere var vi mindst berettiget til 50 % tilbage, så længe vi aflyste 24 timer før tid. Så vi endte med at ringe til Sydney til den rare dame, som havde være så sød og behjælpelig med alle tingene. Hun indsatte alle pengene fra vores Whitsunday tur på vores konto, som vi havde aftalt med dem, og prøvede at ringe til Fraser selskabet. Hun vendte så tilbage med det samme svar; vi kunne ikke få nogen penge. Heldigvis var Mikkel hurtig og sms'ede hende tilbage, at det kunne ikke passe når de skrev noget andet i deres flyer. Det var hun ked af hun ikke havde set, og meget sur over at selskabet ikke havde oplyst hende om, da hun ringede på vores vegne, så det lykkedes hende på mirakuløs vis at få alle vores penge tilbage også for fraser island turen. Hun har virkelig været en stor hjælp i alt det kaos der har været i Australien, vi har skrevet et hav af sms'er, ringet sammen og hun har været lige hjælpsom hver gang, forsikret os om, at hvis der var det mindste hun kunne gøre for os, skulle vi endelig sige til. Vi er hende evigt taknemlige, hun sparede os for 8000 kroner.
Vi var ikke de eneste på vores hostel, der dagen efter ringede rundt og prøvede at få aflyst diverse ting og sager, for vi stod nemlig op til nyheden om, at der ikke længere kørte nogen bussen til nord fra Noosa, så alle der havde booket ture til Fraser, hvilket var de fleste der er kommet til Noosa, prøvede nu at få pengene tilbage. Vi mødte dog ikke et eneste menneske foruden os selv, Joe og Claire, for hvem det var lykkes!
Samme dag måtte vi med en bus lidt ud af byen, for Mikkel skulle til læge med hans infektionsfod. Vi fik endnu engang noget nyt creme, men også noget antibiotika på pilleform for at få hævelsen til at forsvinde. Nu håber vi bare dét hjælper.
Vi fik handlet ind, og synes selv helt sikker vi fortjente en stor omgang frugtsalat oven på alt det, så det blev lavet om aftenen.
Dagen efter skulle vi tidligt op, og med den bus vi havde bestilt tilbage til Brisbane, i vores frygt for at skulle strande i Noosa på ubestemt tid. Fra Brisbane var det planen vi ville finde et fly ud af Australien, da vejr situationen ikke så ud til at være i bedring. Joe og Claire gjorde det samme, men gjorde så desværre den fejl at booke deres fly fra Brisbane i samme omgang - det fortrød de senere.
Dagen efter var morgenens nyhed nemlig at busserne heller ikke gik syd for Noosa, da "the highway" uden for Brisbane var oversvømmet, og kørselen dermed gjort umulig. Hvis der havde været panik/håbløshed dagen forinden på hotellet, var det intet sammenlignet med den dag. Ingen vidste rigtig hvad de skulle gøre, hvor længe kunne man forvente at skulle være i Noosa, hvor længe man kunne forvente vejret skulle forsætte på denne måde. Desværre har ingen svarene, og hvis man prøvede at spørge nogle lokale rystede de bare på hovedet og sagde "hvis du viste det, kunne du tjene en masse penge!", hvilket garanteret er helt sandt, men overhovedet ikke hjælper når man prøver at tage en beslutning om at blive eller at flygte. Hele dagen kørte fjernsynet på News kanalen, om hvordan vandet i Brisbane steg mere og mere. Vi sms'ede med Claudia og Michael der var flyttet på hostel, til trods for at de boede i et lejlighedskompleks på 1. Etage. Vi hørte, at folk var begyndte at "plyndre" supermarkederne for forsyninger. Vi kunne selv mindre og mindre overskue at skulle blive i Noosa og bare vente på at oversvømmelserne også skulle ramme os. Vi skyndte os at købe noget internettid og brugte tid på at se på mulighederne med andre transport midler. Det endte med at Louise tilfældigvis faldt over en lille lufthavn 30 km. Fra Noosa, hvor vi skyndte os at bestille nogle af de sidste billetter på et fly samme aften. Det rygtedes hurtigt på vores hostel, men desværre ikke alle nåede at få billetter.
Vi besluttede os for at tage til lufthavnen med det samme, da vi var bange for, at vi senere på dagen ikke ville kunne komme derud, og heldigvis for det. Det viste sig nemlig at alle busserne havde fået besked på ikke at køre efter kl 14, da det ville være for uforsvarligt. Vi kunne dog ikke finde den bus vi skulle med, men tog i stedet den dyreste taxatur vi nogensinde har kørt. Da vi kørte derud kunne man se, hvordan vandet lå helt oppe ved vejkantet, markene der omgav vejene var oversvømmet, og vores taxachauffør fortalte hvordan hver gang han kørte herud, kunne se hvordan vandet var steget, og at det nu kun var et spørgsmål om tid. På vej derud blev han også ringet op af sin søster, som ville høre om de "stadig var i live". Det var en virkelig bizar situation at være i. Vi kom dog til lufthavnen, men fik desværre den besked, at de ikke regnede med at flyene ville lette, pga. vejret. Vi sad på gulvet i den lille lufthavn i 6-7 timer, men heldigvis lettede vores fly og vi kom til Sydney, trods alle forhindringerne på vejen.