Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det nu - officielt første gang, hvor vi er ude som DGIs 8. Verdenshold (skal helst siges med mikrofon og en stemme, der trækker alle ordene ud i tredobbelt længde). I grå bukser, blå overdel og sort trøje sidder vi 28 ens kampklare gymnaster - hvis eneste egen identitet vi har tilbage er navnetrykket på de grå bukser. "National Danish Performance team.. Louise Ø.A" Louise ØA - nu med to franske fletninger, en knold og make up (ligesom alle de andre piger) Halleluja! Ikke umiddelbart min stil, men med Verdensholdet på ryggen kan jeg strække mig langt! For den er god nok, der står Verdensholdet på ryggen af mig! En drøm, som nu er gået i opfyldelse. På trods af, at det lyder som en kliche, jeg lige har hostet op fra en citatbog - så er det vitterligt sådan, jeg har det. Min mave vikler sig ind på underlige måder og laver demonstruktivt dobbeltknuder, som ikke engang Mikkel (vores fysiske vejleder) ville kunne løsne op for! Det er svært at forstå, at vi er Verdensholet. Ikke fordi vi ikke er gode - for det er vi (håber jeg!), men Verdensholdet.. ej.. det er ikke os. Vi er bare en flok middelmådige gymnaster som hopper rundt på et Ølgod Herre og Dame seniorhold. Vi kan umulig være det hold, som skal rejse verden rundt, lave 180 opvisninger, være forbilleder og ny inspiration for gymnastikdanmark? Dog får jeg flere og flere oplevelser, hvor jeg bliver dunket hårdt i hovedet med Verdensholdshammerens overbevisende slag. Da vi fik vores dragter udleveret, vores officielle tøj, paradetøj (så vi alle er ens), generalprøven,flyers, standere med vores billeder på, hjemmesiden samt bussen, hvor især Stina, Thomas men også os andre pryder siderne! Det føles vildt - men dejligt! Hvad der er knap så dejligt er tanken om en opvisning om mindre end 12 timer foran ca. 1400 mennesker. What - 1400 mennesker? Skal jeg tabe min bold foran 1400 øjne, der nedstier mig i en turkis heldragt? Eller vrikke om på mine hæle og ligne Bambi på særdeles glat is? All rigt. Jeg laver fejl.. det har jeg accepteret. Men fejl foran så mange mennesker, og så mange mennesker jeg kender? Lige i dette øjeblik kan jeg godt fristes til at fortryde, at jeg ikke har øvet lidt mere bold i stedet for at spise pandekager og hygget over kaffen (mælken), men pauser er også vigtige! (forsøger jeg i min koldsveds nervøsitet at bilde mig selv ind!). Men på trods af de uundgåelige fejl så glæder jeg mig. Jeg glæder mig helt vildt til at gå ind på gulvet i min røde kjole og kvæde "Der er et yndigt land". Jacob (Søren er ikke min makker i dag, fordi Marlene går med fane) skal formegentlig lige give mig et lille skub i siden, inden jeg går ind, for ellers kunne det godt tænkes, at jeg ikke rigtig er i stand til at tage de første par skridt! Men men men - formentlig skal det nok komme til at gå (særdeles) godt og være en oplevelse, jeg sent vil glemme. Først er der lige en bustur og et besøg på Vestas, som skal overstås. Så for at være helt frisk til at høre om det tekniske bag rotoren på en vindmølle vil jeg tage mig en lur med et muntert smil på læben, fordi vi nu er i gang for real, men samtidig med en vemodig tanke idet, at vi er i gang også betyder, at jeg i dag skal se mine bedsteforældre samt venner og andre dejlige mennesker for sidste gang i 6 måneder. Når noget (såsom verden!) opprioriteres må noget andet undværes og selv om, det kan være en anelse ubehagelig, så er jeg faktisk ved at være klar til at sige farvel Danmark og hallo world!
- comments