Profile
Blog
Photos
Videos
"In New York - concrete jungle where dreams are made of there is nothing you can't do. Now you're in New York, these streets will make you feel brand new, big lights will inspire you. Lets here it for New York, New York, New York"… - før i tiden sang jeg bare med på dette nummer (skal helst nydes med Alicia Keys' chokoladestemme i baggrunden ) uden at tænke mere over teksten, men jeg skal så sandelig love for, at time has changed. The city that never sleeps har været mit hjem for de seneste 68 timer - og faktisk så tror jeg, vi er gået hen og blevet helt gode venner. Jeg har malet byen rød (både i de vågne samt de timer som ikke burde være vågne) sammen med Stina, Stine og Anne. 4 damer i løbesko med rygsæk, kort, selvudløsende kamera og et smil op til panden (nej - vi lignede absolut på ingen måde turister), der nok aldrig har følt sig så højt på strå før. Et glødende varmt dankort i lommen, som blev luftet et par gange eller mange hundrede doller-mange-gange i Soho, Times Squere og Greenwich. Morgenmad i Central Park, Staten Island, gåtur over Broklyn Bridge ved midnat, Frihedsgudinden, Wall Street, Ground Zero, Rockefella Center by night (åhh jamen dog et syn, som jeg sent vil glemme. Et elevatortryk og 43 sek. senere stå på toppen af (verden) en af de højeste bygninger i New York og så bare stå og kigge. Kigge ud over byen og føle sig betaget af alt det liv (og lys) 8,3 mio. mennesker kan skabe - (selv i mørke) var en surrealistisk fornemmelse.) En danselektion blev det også til, hvor jeg forsøgte at house mig til en rigtig New Yorker-fornemmelse.. hvordan det gik kan diskuteres, men det var sjovt (og hårdt!)!
På trods af, at vi piger i løbet af dagene utallige gange kiggede på hinanden og sagde "Hvor var det godt, at vi gjorde det" eller "hvor New York bare arbejder med os" så skal der også i ethvert rigtigt venskab have tidspunkter, hvor det gode humør bliver sat på prøve. Dette skete også for mit og New Yorks korte men fantastiske forhold. (For New York er ikke bare fryd og gammen, men et farligt sted). Midt på 5th avenue (med Dolce Gabbana på den ene side og Lacoste på den anden) bliver jeg angrebet af en ordentlig sandbanke, der frygtløst kaster sig ind i mine øjne - efter utallige selvforsvarsforsøg lykkedes det mig at bekæmpe alle sandkorn med undtagelse af to, som placerede sig på undersiden af mit øverste øjenlåg. Umiddelbart skulle man tro, at man kunne blinke disse ud, men disse umenneskelige sandkorn var ikke til at danse med og efter at have stået 5 min. på åben gade uden på nogen måde at være i stand til at åbne mit højre øje søgte jeg og de andre piger tilflugt i et pharmasy (som heldigvis var lige ved siden af gerningsstedet) købte øjendråber, trak M&M'sene frem til bedøvelse og druknede mit øje i saltvand. Efter ulidelige 10 min under sygeplejerskens og lægens (aka Stina og Stine) kyndige hænder var mit øje hævet til dobbelstørrelse (overdrivelse fremmer forståelsen) og kun et sandkorn tilbage i det yderste af mit øje. Det var mig nu muligt igen at se New Yorks skyline og dagen fortsatte på bedste vis - ligesom resten af dagene i New York. På 68 timer fik vi opbygget et venskab, som jeg (når jeg bliver rig og gammel) meget gerne vil vende tilbage til og igen lade mig inspirere af the big lights og føle mig brand new!
- comments